Hoffet afslører prins Harry og Meghan Markles nye titler

16x9
Her er prins Harry og Meghan Markle i marts 2018. Foto: Pool New / Ritzau Scanpix

Få timer før brylluppet annoncerer det britiske hof, hvad parret fremover kan kalde sig.

Prins Harry og hans kommende brud, Meghan Markle, får titlerne hertug og hertuginde af Sussex. 

Det meddeler Buckingham Palace før brylluppet mellem den amerikanske skuespillerinde og den britiske prins. 

Prins Harry af Wales bliver hertug af Sussex, jarl af Dumbarton og baron Kilkeel, hedder det i erklæringen.

- Prins Harry bliver dermed Hans Kongelige Højhed hertugen af Sussex, og Meghan Markle bliver ved ægteskabet Hendes Kongelige Højhed hertuginden af Sussex.

Prinsens andre titler er til brug i Skotland og i Nordirland, og Harry beholder samtidig sin prinsetitel.

William og Kate fik også titler

Den britiske monark gav på samme måde titler til hertugen og hertuginden af Cambridge - prins William og Kate - i forbindelse med deres bryllup i 2011.

Prins Harry, der er søn af prins Charles og prinsesse Diana, er den sjette i rækken til den britiske trone.

Britiske medier venter, at op mod 100.000 tilskuere vil stimle sammen omkring kongehusets slot Windsor Castle vest for London for at få et glimt af brudeparret.

Når de to har sagt ja til hinanden, køres de i åben hestevogn til St. George's Hall. Her er 600 gæster inviteret til reception med dronning Elizabeth som værtinde.

Meghan Markle og prins Harry mødte hinanden under en blind date i London i 2016. Det var en fælles bekendt, der bragte dem sammen.

De to blev forlovet i 2017, og lørdag kan de kalde sig mand og kone ved et storslået bryllup i byen Windsor.  

Følg den royale vielse live på TV 2 lørdag fra klokken 9.10 - 15.00.