Flere hundrede udvandrede fra Triers nye film, men anmelderne er uenige

16x9
Lars von Trier sammen med skuespillerinderne Sofie Gråbøl og Siobhan Fallon Hogan, som spiller to af de myrdede kvinder i 'The House that Jack Built'. Foto: Stephane Mahe / Ritzau Scanpix

Lars von Triers nye film ’The House that Jack Built’ havde premiere på filmfestivalen i Cannes mandag aften. Som sædvanligt er modtagelsen blandet.

For første gang siden 2011 er den danske filminstruktør Lars von Trier en del af den prestigefyldte filmfestival i Cannes.

Efter at han for nu syv år siden på et pressemøde på netop Cannes-festivalen udtalte, at han forstod Hitler, har han ikke været velkommen – lige indtil i år.

Tilbageblik på Lars von Triers pressemøde i Cannes 2011.

Instruktørens nye film, ’The House that Jack Built’, er ikke en del af festivalens hovedkonkurrence om De Gyldne Palmer, men den har fået lov at få premiere under de sydfranske himmelstrøg.

Mandag aften havde thrilleren, der handler om en seriemorder, premiere. I første omgang var det almindelige mennesker, der fik muligheden for at se von Triers nyeste værk, og det blev en blandet fornøjelse.

Fra frygtelig til interessant

’The House that Jack Built’ varer lidt over to en halv time. Det var dog ikke alle de omkring 2000 publikummer, der nåede igennem filmen.

- I løbet af den første time var der mellem 100 og 200 mennesker, der udvandrede. Nogle sagde, at filmen var kedelig, nogle synes, den var forudsigelig, og nogle synes, den var alt for voldelig, fortæller TV 2s reporter Ole Kolster, som er i Cannes for at dække festivalen.

Det er ikke helt usædvanligt, at der er nogen, der forlader en filmvisning, men det er ikke normalt, at så stor en del af publikum forlader den mørke biografsal, fortæller Ole Kolster.

Da filmen sluttede, var der dog begejstring at spore hos de tilbageblevne publikummer, som gav von Trier store klapsalver.

Da TV 2 efter filmen talte med biografgæsterne, var holdningerne meget blandede.

Uden for biografen mødte Ole Kolster blandt andre to kvinder, som havde to vidt forskellige opfattelser.

Det er vold mod kvinder, og det er ikke ligefrem et hit at lave den vinkel i Cannes i år

Ole Kolster

- Det var en frygtelig film. Frygtelig og nytteløs, sagde den ene, mens den anden var tydeligt berørt efter filmen.

- Jeg er lidt overvældet lige nu. Der var utroligt mange lag. Den var interessant. I den her film nåede hans filosofiske spørgsmål et meget højt niveau, sagde hun.

Anmelderne er også splittede

Tirsdag formiddag blev det så anmeldernes tur til at se den omdiskuterede film.

Også her blev en række af de polstrede sæder ledige undervejs i filmen, og de hidtidige anmeldelser er lige så uenige om, hvorvidt ’The House that Jack Built’ er gal eller genial, som mandagens almindelige biografgængere.

Den britiske avis The Guardian kalder filmen ”en prøvelse i grusomhed og kedsommelighed” og kvitterer med to ud af fem stjerner.

Christian Monggaard, der er filmanmelder hos Information, er mere positivt stemt.

- Den er god i den forstand, at jeg synes, det er noget helt andet end det, jeg havde forventet, og det er en film, som vil sindssygt meget. Den er sindssygt ambitiøs, og der er ingen tvivl om, at den nok skal komme til at vække noget opsigt rundt omkring, hvor den kommer frem. Den har jo allerede vakt opsigt her i Cannes med folk, der udvandrede fra premieren, men der var ikke specielt mange buh-råb her efter pressekørslen, siger han, da TV 2 fanger ham efter pressevisningen.

- Jeg er glad, det er jeg, hvis man kan sige at være glad for sådan en film. Men en behagelig oplevelse var det ikke, siger Christian Monggaard.

Ifølge TV 2s reporter Ole Kolster er det alt andet end usædvanligt, at en Trier-film får så blandet en modtagelse.

- Det er fuldstændigt normalt. Det er også derfor, at han er en darling her – indtil for et par år siden, hvor det gik galt. Som person er han uforudsigelig, og man ved, at hans film er ligesom ham selv. De er uforudsigelige og provokerende, og de ligner aldrig det, han lavede sidste gang, siger han og understreger, at filmens handling om en mand, der slår 12 kvinder ihjel, i sig selv vil møde en del skepsis.

- Det er vold mod kvinder, og det er ikke ligefrem et hit at lave den vinkel i Cannes i år, vurderer han.

'The House that Jack Built' får efter planen premiere i Danmark i slutningen af november.