Lars von Trier efter syv års bortvisning fra filmfestival: Håber, jeg er mere afslappet

Den danske filminstruktør føler sig kun halvt tilgivet af filmfestivalen i Cannes.

Han er bange for at flyve.

Og om bare tre dage skal han være på plads på den røde løber i Cannes i Sydfrankrig, hvor 4000 pressefolk og ti gange så mange fra filmindustrien venter.

Derfor er Lars von Trier lige nu på vej gennem Europa i sin autocamper. 

Turen har han taget 11 gange før, og hver gang har han vundet debatten, nye fans og flere priser, heriblandt Den Gyldne Palme i 2000 for 'Dancer in the dark'.

Lars von triers film

Forbrydelsens Element (1984)

Epidemic (1987) 

Medea (1988)

Europa (1991) 

Breaking the Waves (1996)

 Idioterne (1998)

Dancer in the Dark (2000),

Dogville (2003)

De fem benspænd (2003),

Manderlay (2005)

Direktøren for det hele (2006),

Antichrist (2009)

Melancholia (2011) 

Nymphomaniac (2013)

The house that Jack built (2018)

Alligevel er det en anderledes rejse i år.

Det er første gang, den danske filminstruktør vender tilbage efter syv år, hvor han har været bortvist fra festivalen.

- Spørgmålet er, hvad har han lært af det, og om han kommer til Cannes som en ny og mere ydmyg instruktør, siger TV 2s journalist på festivalen, Ole Kolster. 

Vi har haft mulighed for at spørge filminstruktøren selv, om vi kan forvente en mere rolig Lars von Trier i forbindelse med hans comeback.

- Jeg håber, det er en mere afslappet, lyder hans korte svar. 

Naziudtalelse gav frygt for fængsel

Episoden, der fik Cannes til at koge og Lars von Trier udnævnt til persona non grata, udspillede sig i 2011. 

Her deltog han i et pressemøde om sin film 'Melancholia', og undervejs fik han sagt:

- Jeg forstår Hitler. 

Tilbageblik på Lars von Triers pressemøde i Cannes 2011.

Ifølge Lars von Trier var ordene ment som en spøg, men konsekvenser var alt andet en sjove.

Han blev smidt ud af filmfestivalen og fik en sigtelse fra fransk politi, der kunne have givet ham op til fem års fængsel.

Så galt gik det ikke, men han fortæller, at det var en svær periode med truslen om flere år bag tremmer hængende over hovedet. 

- Hvis jeg havde givet en tilsvarende udtalelse i Danmark, så ville der ikke være sket noget, for alle ved, at når jeg siger ... Nej, nu vil jeg ikke sige det igen, men alle ved, de ting, jeg siger, er ironiske, siger Lars von Trier om episoden i dag. 

TIl Berlinaden i 2014 bar Lars von Trier en t-shirt med skriften "persona non grata" og filmfestivalen i Cannes' officielle logo. Det var en hilsen til festivalen, som udelukkede ham fra at deltage.
TIl Berlinaden i 2014 bar Lars von Trier en t-shirt med skriften "persona non grata" og filmfestivalen i Cannes' officielle logo. Det var en hilsen til festivalen, som udelukkede ham fra at deltage. Foto: Tobias Schwarz / Ritzau Scanpix

THE HOUSE THAT JACK BUILT

Lars von Triers nye film 'The house that Jack built' handler om en seriemorder med politiet i hælene.

Matt Dillon spiller seriemorderen Jack.

Bruno Ganz (Hitler i "Der Untergang"), Uma Thurman, Siobhan Fallon Hogan, Riley Keough og danske Sofie Gråbøl spiller de andre store roller.

En halv tilgivelse

Når filminstruktøren ankommer til sit comeback i Cannes, er det ikke tomhændet. 

Med sig har han sin nyeste film, 'The house that Jack built', som han skal præsentere. 

Filmen får gallapremiere med rød løber, men i modsætning til tidligere år, så har Lars von Trier ikke mulighed for at vinde Den Gyldne Palme for den.

Filmen kredser om en seriemorder. Video: Nina Brorson

Han er nemlig fortsat ikke en del af konkurrencen.

- Det er en løsning, der går ud på, at man inviterer ham indenfor igen, men samtidig vil man ikke risikere, at han vinder en pris, første år han er tilbage, vurderede Ole Kolster, da nyheden om filminstruktørens genkomst kom frem i april. 

Lars von Trier selv erkender også, at modellen er udtryk for en halv tilgivelse fra festivalens side. 

Episoden, hvor han viste sympati for Hitler er ikke den eneste skandale, han har skabt.

Bliv klogere på den 62-årige omdiskuterede filminstruktørs største triumfer og skandaler gennem karrieren her.

Lars von Triers største skandaler

1991: Fornærmede juryformand

En ufølsom kommentar til Roman Polanskis højde drev Lars von Trier ud i et uvejr. Her ses den knapt så høje instruktør i selskab med den franske skuespillerinde Eva Green. Foto: Loic Venance / Scanpix Denmark
Lars von Trier har gennem tiden været genstand for en hel del kritik, ikke for hans film, men for hans opførsel til blandt andet pressemøder og prisuddelinger.
Det skete blandt andet, efter at han ved Filmfestivalen i Cannes i 1991 var blevet tildelt tre forskellige priser for filmen ’Europa’.
Her omtalte han den daværende juryformand, Roman Polanski, der kun måler 165 centimeter, som ’Dværgen’, og det vakte stor forargelse.
- Det er nedsættende at sige sådan om en lille mand, så det var en skandale. Men verden overså, at det er noget, Polanski kalder sig selv. Trier kan godt være lidt indforstået i sine kommentarer, lyder det fra lektor emeritus Peter Schepelern. 

2017: Me Too-anklager fra Björk

Lars von Trier og Björk sammen ved festivallen i Cannes i 2000. De vandt begge en guldpalme for deres præstationer i forbindelse med 'Dancer in the Dark'. Foto: Pascal Guyot / Scanpix Denmark
I kølvandet på #Metoo-kampagnen i 2017 tog sangerinden Björk bladet fra munden i et Facebook-opslag.
Her skriver hun, at hun er blevet udsat for sexchikane fra en unavngiven dansk instruktør. Det er dog rimeligt klart, at der er tale om Lars von Trier og hans film ’Dancer in the Dark’, der udkom i 2000, og som Björk spillede hovedrollen i. Han er nemlig den eneste danske instruktør, Björk har arbejdet sammen med.
- Jeg blev klar over, at det er en universal ting, at en instruktør kan berøre og chikanere sin skuespillerinde forgodtbefindende, og at filmindustrien tillader det, skriver Björk blandt andet i sit opslag.
Lars von Trier indrømmer, at han havde et problematisk samarbejde med sangerinden, men han afviser blankt hendes beskyldninger.
- Der er intet i den her sag. Gå tilbage og se på oplysningerne, der kom ud dengang. Det var én stor konflikt. Jeg har ikke gjort det, har Lars von Trier tidligere sagt til Jyllands-Posten.

2011: Nazikommentar

- Jeg forstår Hitler.
Sådan sagde Lars von Trier under et pressemøde om filmen 'Melancholia' på Filmfestivalen i Cannes i 2011.
Selv om han senere samme dag trak sine udtalelser tilbage, førte det til en stor skandale og en 6-årig udelukkelse fra den sydfranske festival.
- Trier har været vant til at være den frække slagfærdige person i en dansk kontekst, der kunne sige frække og vittige ting på sin egen måde, men det kan man ikke bare sådan sige internationalt. Den udtalelse er stadig et issue for ham. Det er en bagage, han har, siger Peter Schepelern.
I 2018 er Lars von Trier dog igen inviteret til Filmfestivalen i Cannes med filmen ’The House That Jack Built’, som vises uden for hovedkonkurrencen.
Lars von Triers største triumfer

'Forbrydelsens element': Debut og den første pris

Fra Lars von Triers film 'Forbrydelsens element'. Michael Elphick til højre i billedet spiller politibetjent Fischer. Foto: Scanpix Danmark
Lars von Triers første spillefilm trak færre end 40.000 danskere i biograferne. 
'Forbrydelsens element' fra 1984 satte måske ikke store aftryk inden for landets grænser, men på filmfestivalen i Cannes gik filmen ikke ubemærket hen.
Filmen blev udvalgt til hovedkonkurrencen. Da palmerne skulle uddeles, vandt filmen 'Juryens Tekniske Pris'. 
- Det var en fantastisk ankomst for en ung instruktør. Det var en meget eftertrykkelig og betydningsfuld debut, især nu hvor han har lidt problemer med Cannes, siger Peter Schepelern med referance til, at Lars von Tiers seneste film, 'The House That Jack Built', netop er blevet forbigået ved offentliggørelsen af årets nominerede til den franske filmfestival. Dog bliver filmen vist uden for konkurrencen, når festivalen løber af stablen til maj.

'Riget': Kunstfilminstruktørens folkelige gennembrud

En ung Peter Mygind spillede rollen som medicinstuderende i 'Riget'. Her ses han sammen med Baard Owe, der spillede professor Bondo. Foto: Henrik Dithmer / DR
Lars von Triers tre første film, ’Forbrydelsens element’, 'Epidemic' og ’Europa’, var kunstfilm, der kun ramte et forholdsvis smalt publikum i Danmark.
Men med DR's ’Riget’ kom instruktøren også ud til den almindelige dansker. Omkring en million danskere så med, da de otte afsnit rullede over tv-skærmene i 1994 og 1997.
- ’Riget’ var vanvittigt sjovt og talentfuldt, uhyggeligt og komisk. Det er sjældent, at man ser en kunstnerisk filminstruktør, der brager ud og bliver folkeligt tilgængelig, men med ’Riget’ fik Trier et rigtigt folkeligt gennembrud, der stadig holder i dag, hvor det opsættes som teater, siger Peter Schepelern og henviser til Det Kongelige Teaters nye opsætning af lige netop ’Riget’.

'Breaking the Waves': Succes i hele verden

Fra 'Breaking the Waves'. Bess McNeill, portrætteret af Emily Watson, tager sig af sin lamme mand, der bliver spillet af Stellan Skarsgård. Foto: Scanpix Danmark
Med sin fjerde spillefilm, ’Breaking the Waves’ fra 1996, vandt Lars von Trier for alvor opmærksomheden blandt alverdens filmkritikere.
Filmen vandt ikke hovedprisen ved Filmfestivalen i Cannes, men kom alligevel til at gå verden rundt. Blandt andet blev hovedrolleindehaveren Emily Watson nomineret til en Oscar.
- Det unikke ved den er måske netop, at den i forhold til de tidligere meget intellektuelle film er meget stærk i følelserne. Det er også her, han forlader den mandlige hovedperson og fokuserer på den kvindelige, og så kommer verdensberømmelsen, siger lektor emeritus Peter Schepelern.