Maratonforhandlinger i nat - lærernes arbejdstid spænder stadig ben for aftale

Midt i påskeferien fortsatte forhandlingerne om en ny overenskomst. Parterne mødes igen mandag.

Snapsen, kryddersilden og de smilende æg ved alskens påskefrokost-aftaler var lagt på hylden lørdag, da topforhandlerne fra fagbevægelsen under maraton-forhandlinger forsøgte at komme hinanden i møde i Forligsinstitutionen i København. 

I ikke mindre end 14 timer sad chefforhandleren for Kommunernes Landsforening, Michael Ziegler, over for de kommunalt ansattes Anders Bondo Christensen. Mellem sig, på de øvre etager i Forligsinstitutionens bygning på Sankt Annæ Plads, havde de forligsmand Mette Christensen.

Men trods de mange timers tovtrækkeri er man endnu ikke nået i mål i forhandlingerne om en ny overenskomst for de 750.000 offentligt ansatte. Først klokken 01 natten til søndag gik forhandlerne hver til sit og aftalte at fortsætte den indbyrdes snak mandag formiddag.

- Vi har brugt i dag, det meste af 14 timer, på det tema, der handler om lærernes arbejdstidsregler, og vi er ikke i mål. Man kan sige, at det er et tema, der er lidt principielt og trækker tråde tilbage til konflikten i 2013, og derfor er det lidt vanskeligt. Men vi gør os umage og store anstrengelser for at se, om vi på trods af det kan blive enige, sagde KL's chefforhandler Michael Ziegler sent lørdag aften til TV 2.

Tre knaster

At en aftale parterne imellem ikke er lige på trapperne, skyldes især, at fagbevægelsen står sammen i en såkaldt musketered med fælles krav om lønstigninger, frokostpause til de statsansatte og en arbejdstidsaftale for lærerne. 

Bondo: - Vi må parkere lærernes arbejdstid lidt

Det er altså især disse tre knaster, der skiller parterne i forhandlingerne. Lørdagen igennem var det primære punkt i samtalerne lærernes arbejdstid, men her nåede man som sagt ikke til enighed. 

Hvad er Forligsinstitutionen?

Når der opstår interessekonflikter på arbejdsmarkedet, er Forligsinstitutionen sat i verden for at hjælpe.

Formålet med institutionen er derfor at hjælpe arbejdsmarkedets parter med at nå til enighed og afslutte forhandlinger, uden der opstår konflikter.

Forligsinstitutionen kan ikke direkte forhindre en arbejdskonflikt, men kan kun mægle mellem parterne og udsætte en varslet konflikt to gange af 14 dage. Indtil nu er den pågældende varsling om konflikt udsat én gang. 

- Vi skal nå i mål med alle de tre hovedknaster, vi har, og så må vi parkere lærernes arbejdstid lidt. Og så tager vi lønnen mandag klokken 10.15, sagde fagbevægelsens chefforhandler Anders Bondo Christensen sent lørdag aften. 

Faglige organisationer står sammen

De mange timers forhandlinger i Forligsinstitutionen lørdag har vist, at man fra lønmodtagernes side har lært, at hvis man står sammen på et samlet krav, så står man stærkere. 

Det vurderer TV 2s finanskommentator Ole Krohn. 

- Det, lønmodtagerne har lært ved tidligere konflikter i 2008 og 2013, er, at hvis de står alene, så opnår de ikke det samme. Nu har de sammenkædet deres krav, så organisationerne ikke kan spilles ud mod hinanden.

- Min forventning må være, at man ikke underskriver en aftale fra lønmodtagernes side, før man har en løsning på de tre hovedkrav. Altså det med lønnen, hvor man er nået et pænt stykke vej, det med betalt frokostpause,  og det med lærerne. Så på den måde virker solidaritetseden, siger Ole Krohn. 

Ole Krohn:, TV 2s finanskommentator Video: Maria Runøe Møller

Parterne står et stykke fra hinanden

TV 2s finanskommentator vurderer også, at endnu en knast i forhandlingerne er, at arbejdsgiverne gerne ser, at man indfører en årsnorm for lønmodtagerne.

- Arbejdsgiverne vil gerne have den mest fleksible arbejdskraft, hvor de kan kalde folk ind, når der er ekstra travlt, og så sende folk på afspadsering på andre tidspunkter af året, siger Ole Krohn. 

Det krav møder altså modstand hos lønmodtagernes forhandlere, der gerne vil lande en aftale, hvor man har en kvartalsnorm på området. 

- Der siger lærerne, at der er for lidt styring. De ønsker i stedet, at man kigger på det hvert kvartal, så man bedre kan se, om der er basis for, at nogen skal have overarbejdsbetaling eller afspadsering, siger Ole Krohn.

Danskerne sympatiserer med lønmodtagerne

Det var forligsmand Mette Christensen, der onsdag besluttede at udskyde den varslede strejke og lockout med 14 dage og indkalde parterne til forhandlinger lørdag midt i påskeferien. Forhandlinger, som altså genoptages mandag formiddag på Sankt Annæ Plads i København.

Udsættelsen i Forligsinstitutionen rykker strejken til den 22. april og eventuel lockout til den 28. april.

Skulle det ske, at forhandlingerne bryder sammen, kan både strejke og lockout dog bryde ud fem dage derfra.

Alene lockouten vil omfatte cirka 440.000 ansatte. 

En ny måling foretaget af Megafon for TV 2 og Politiken viste tidligere i denne uge, at 71 procent af danskerne har mest sympati for lønmodtagerne i de igangværende overenskomstforhandlinger. Kun 13 procent siger, at de holder mest med arbejdsgiverne.

Test din viden om overenskomstforhandlinger