Over en halv million danskere har tinnitus - det kan du gøre, hvis du bliver ramt

Det er ikke kun den ældre del af befolkningen, der får tinnitus. Også flere unge bliver ramt, og det vækker stor bekymring.

Det ringer, brummer, suser eller hyler i ørerne. 

For nogen er tinnitus en konstant lidelse, de skal lære at leve med. For andre er det en sporadisk susen, der med tiden går væk. 

Dog viser nye tal fra Sundhedsstyrelsen, at stadig flere danskere bliver ramt. I øjeblikket er mindst 600.000 påvirket af tinnitus, der både kan give koncentrationsproblemer, stress og søvnmangel. 

Hvad er tinnitus?

Tinnitus er indre lyd lokaliseret til ørerne eller mere diffust inde i hovedet. Lyden høres kun af personen selv og er ikke forårsaget af udefrakommende lydkilder.

Nogle oplever kun at høre lyden i det ene øre, eller at lyden er mest markant i den ene side.

Op til 40 procent af befolkningen har oplevet tinnitus i kortere eller længere tid.

Cirka 10 procent af den voksne befolkning har tinnitus ofte eller næsten konstant. 

Derfor er det også tal, der skal tages meget alvorligt, mener Høreforeningen: 

- Det er dybt bekymrende, at det stiger. Vi har folk, der ringer og græder, fordi de ikke kan få hverdagen til at hænge sammen. Der findes mange forskellige variationer af tinnitus, men er det slemt, kan det virkelig drive dig til vanvid, siger formand Majbritt Garbul Tobberup. 

Hos Høreforeningen efterlyser man især, at de tinnitusramte får mere information om, hvor de kan søge råd og vejledning. Og her skal ørelægerne træde mere i karakter, mener formanden: 

-  Når du går til ørelægen, får du ofte at vide, at der ikke er noget at gøre, og at du må lære at leve med din tinnitus. For mange bliver tinnitus et problem på et psykologisk plan - og det kan behandles. Flere har svært ved at falde i søvn på grund af lyden, og de kan gå hele dagen og frygte for natten. Både stress og søvnmangel kan forværre din tinitus, så det er en ond cirkel. 

Tinnitus kan både føles som en hylen, susen eller summen for ørerne. Her er en række eksempler på, hvordan det kan lyde. Video: Ulrik Scheibye

Rammer oftest ældre mænd

Nedsat hørelse og tinnitus hænger ofte sammen, og det er stadig de ældste borgere, der fylder mest i statistikken. De fleste danskere med tinnitus er over 65 år - og størstedelen af dem er mænd, som har haft et langt arbejdsliv i støjfyldte miljøer. 

Eksempler på lydniveauer

Ved støj på 85 dB eller mere skal du bruge høreværn for at beskytte din hørelse.

  • Hvisken: 30 dB
  • Normal samtale: 60 dB
  • Plæneklipper: 90 dB
  • Traktor: 96 dB
  • Boremaskine: 98 dB
  • Kædesav: 110 dB
  • Jetfly ved start: 140 dB
  • Skud med jagtgevær: 165 dB

Kilde: Høreforeningen

Men også flere unge oplever problemer med susen for ørerne. Ifølge Sundhedsstyrelsen lider seks procent af alle unge mænd mellem 16 og 24 år af tinnitus, mens over fire procent af de unge kvinder i samme aldersgruppe er generet af lidelsen. 

- Det er svært at give et endegyldigt svar på, hvorfor flere børn og unge får tinnitus. Det kan være, vi er blevet bedre til at spotte dem, men det kan også skyldes, at vi har fået lettere adgang til lyd, siger Susanne Nemholt Rosing, som er audiologopæd ved Syddansk Universtiet og netop har færdiggjort en ph.d. om børn med tinnitus. 

Støj fra musik er især farligt

Allerede tilbage i 2015 slog Verdenssundhedsorganisationen WHO alarm og pegede på, at 1,1 milliarder unge er i fare for at få nedsat hørelse grundet deres måde at omgås musik. Både hvad angår brug af høretelefoner og støj til koncerter og på diskoteker. 

- Både hvor højt og hvor længe, du hører musik, kan påvirke din hørelse. Derfor skal du huske at give dine ører en pause en gang i mellem. Hører du høj musik hele dagen, bliver risikoen for at udvikle tinnitus også større, siger Susanne Nemholt Rosing. 

Ofte er de unge ikke selv klar over, at den konstante støj kan resultere i tinnitus. Derfor mener Susanne Nemholt Rosing også, at der skal laves flere kampagner, der netop er rettet mod de unge og deres musikvaner. 

- Oplever du en hyletone efter at have lyttet til høj musik, er det netop kroppens signal for, at dine ører er overbelastede. Tinnitus kan påvirke din koncentration, give stress og øge dit træthedsniveau, så det er ret alvorligt. 

Hos Høreforeningen er Majbritt Garbul Tobberup enig: 

- Op til 40 procent af alle tilfælde af tinnitus skyldes støjskader. Vi har kampagner mod rygning og alkohol, men der findes ingen råd og vejledning om støjgener. De unge ved ikke, hvor meget det egentlig kan skade deres hørelse, at de hører for høj, vedvarende musik, siger hun.

Herunder er samlet en række gode råd til, hvad du skal gøre, hvis du er bliver ramt af tinnitus. Rådene er udarbejdet i samarbejde med Ida Institute:                                                                 

Det skal du gøre, hvis du har tinnitus

Bestil tid hos din ørelæge

Har du mistanke om, at du har tinnitus, skal du først og fremmest gå til en ørelæge. Tinnitus kan både forekomme efter støj- og hovedskader, mens også længerevarende stress kan udløse øresusen. I mange tilfælde er tinnitus også forbundet med høretab - og her kan et høreapparat være til stor hjælp. 

Læs om tinnitus

Der er ingen kur mod tinnitus, så det er noget, du skal lære at leve med. Mange slipper af med det igen, andre skal leve med det hele livet. Det er ikke farligt, men faktorer som stress og søvnmangel kan få lyden til at virke værre. Derfor er det en god idé at sætte dig ind i, hvad tinnitus er, og hvordan du forebygger det. Et godt sted at starte er Høreforeningens hjemmeside

Opsøg et kommunikationscenter

Der findes en række kommunikationscentre i landet, der er målrettede til at hjælpe folk med høreproblemer. De kan både hjælpe med at indstille dit høreapparat, ligesom de tilbyder forskellige former for undervisning og kurser, der henvender sig til dine konkrete behov. 

Lyt til specialdesignede lydmix

Der findes mange lydmix, der er specialdesignede til folk med tinnitus. De hjælper dig med at flytte fokus væk fra din øresusen og slappe af. Du kan finde en række gratis lydmix her

Slap af og få godt med søvn

Flere studier viser, at stress og angst kan få din tinnitus til at virke værre. Derfor er det vigtigt at slappe af – for eksempel med vejrtrækningsøvelser eller yoga. Også mangel på søvn kan få din susen for ørerne til at virke værre.