Knas på linjen ramte TDC - digital selvskade spreder sig

16x9

Godaften. 

TV 2 Nyhederne har samlet mandagens vigtigste og bedste historier til dig.

Sne, blæst, fygning og isslag skabte kaos på vejene

Foråret lader vente på sig.
Foråret lader vente på sig. Foto: Ritzau Scanpix

Vi starter herhjemme, hvor et alt andet end mildt forårsvejr har givet problemer fra morgenstunden flere steder i landet.

Ved Sorø spærrede en lastbil hele formiddagen for trafikken, fordi den først holdt på tværs af motorvejen og siden lækkede 400 liter diesel ud over vejen. I Sydjylland har der dagen igennem også været flere færdselsuheld på grund af glatte veje.

Selvom sneen mandag aften er aftaget de fleste steder, er der dog stadig grund til at være forsigtig - i Nordjylland fortsætter snevejret og kan give problemer med fygning, mens der i Sydjylland kan være isglatte veje og tæt tåge. 

Kør nu forsigtigt! 

square to 16x9

1,8 millioner TDC kunder kan have haft opkaldsproblemer

Der var knas på linjen hos TDC det meste af mandag.
Der var knas på linjen hos TDC det meste af mandag. Foto: Jens Nørgaard Larsen / Scanpix Danmark

Hvis du har haft svært ved at komme igennem på telefonen i dag, så er det ikke mærkeligt.

TDC har det meste af mandag haft store netværksproblemer, som kan have ramt op til 1,85 millioner kunders mobilforbindelser. Det har betydet opkaldsbøvl og dårlig forbindelse, men burde ikke have ramt SMS og data, oplyser TDC. 

Sidst på eftermiddagen var man ved at få skovlen under problemet, lød det fra telegiganten, som senest har meddelt, at driften er oppe igen. Men det ændrer ikke på, at det netop er denne slags episoder, der kan få frustrerede kunder til at søge væk, lyder det fra teleekspert Laust Stoltze.

Især når TDC netop har slået sig op på at have en god og solid landsdækkende netværksforbindelse, forklarer han. 

square to 16x9

Og Oscaren går til... 

Det var i nat dansk tid, Hollywoods stjerner samledes og hyldede hinanden med forgyldte statuetter ved Oscar-uddeling, som i år var nummer 90. Desværre var der ingen dansk hæder, selvom der var flere danske stjerner med i slutspurten.

Aftenens helt store vinder blev instruktøren Guillermo del Toro og filmen 'The Shape of Water', som løb med priserne for 'Bedste film', 'Bedste instruktør', 'Bedste produktionsdesign' og 'Bedste originale musik'.

Gary Oldman blev belønnet for 'Bedste mandelige hovedrolle' med sin præstation som Winston Churchill i filmen 'Darkest Hour'. Og Frances McDormand tog 'Bedste kvindelige hovedrolle' med filmen ‘Three Billboards Outside Ebbing, Missouri’ - statuetten var dog lige ved at forsvinde fra hende, da en langfingret tyv til efterfesten ikke kunne holde sig fra den. 

square to 16x9

Digital selvskade spreder sig

"Hop i vandet". "Fede so". "Som om nogen nogensinde vil kunne holde af dig".

Da var ikke så lidt, den 21-årige Victoria Wolsing som teenager måtte lægge ører til på sociale medier, hvor hun blev mobbet groft. Men faktisk var det ikke hendes klassekammerater eller bekendte, der skrev de grove beskeder. Det gjorde hun nemlig selv.

'Digital selvskade' kaldes fænomenet, hvor unge chikanerer sig selv online, og ifølge fagfolk er det en adfærd, som minder om den, man ser hos folk, der skærer i sig selv. Det er især sårbare unge, der opfører sig selvdestruktivt på nettet, og det handler blandt andet om at få opmærksomhed fra andre og om at finde ud af, hvem der kommer en til forsvar, siger Lotte Rubæk, der er psykolog på Bispebjerg Hospital. 

Hun forklarer, at der er tre typer digital selvskade, som du kan læse om her.

square to 16x9

Kina forbyder Orwell-bøger

Præsident Xi Jinping har den seneste tid fået mere magt i Kina.
Præsident Xi Jinping har den seneste tid fået mere magt i Kina. Foto: Ritzau Scanpix

- ALLE DYR ER LIGE. MEN NOGLE ER MERE LIGE END ANDRE. 

Sådan lyder en af linjerne i George Orwells bog 'Kammerat Napoleon' fra 1945, der en satirisk kritik af Stalin, kommunisterne og den russiske revolution. Men selvom bogen er mere end 70 år gammel, og man således burde have haft fin tid til at læse den, bliver den nu forbudt i Kina sammen med George Orwells anden klassiker '1984'.

Det sker i forbindelse med, at de kinesiske myndigheder strammer censuren, hvilket også får konsekvenser på det kinesiske sociale medie Sina Weibo, hvor formuleringer som 'ændring af loven' snart ikke vil være tilladt. 

Censuren sker i kølvandet på, at Kinas præsident Xi Jinping den seneste tid har tilegnet sig flere og flere "diktatoriske beføjelser." Blandt andet er hans navn blevet skrevet ind i den kinesiske forfatning på linje med den tidligere leder Mao Zedong.