MDMA kan være mulig kur mod posttraumatisk stress, viser studie

16x9
(Arkivfoto) Det narkotiske stof MDMA kan være en effektiv behandling af PTSD hos eksempelvis veteraner. Foto: Morten Stricker / Scanpix

Sundhedsminister Ellen Trane Nørby følger amerikansk undersøgelse om brug af MDMA i behandling af PTSD med interesse.

Det narkotiske stof MDMA kan være en effektiv behandling af PTSD - posttraumatisk stress syndrom – som blandt andet rammer flere krigsveteraner, hvis det indtages i kontrollerede mængder i forbindelse med terapi.

Det viser et nyt studie.

Hvad er PTSD?

PTSD er en psykisk tilstand, man kan risikere at udvikle, hvis man har været udsat for en voldsom hændelser som eksempelvis store ulykker, naturkatastrofer, krig, tortur, overfald, dødstrusler eller gidseltagning.

Hvis man har PTSD, får man flash backs eller mareridt, hvor man igen og igen genoplever det man har været udsat for. Og man føler stærkt ubehag hvis man kommer ud for situationer der minder om katastrofen. Man har tendens til at fare sammen, blive irritabel, få koncentrationsbesvær og problemer med at sove. 

Kilde: Netpsykiater.dk

Sidste år afsluttede en international forskergruppe et studie, hvor 61 procent af de PTSD-ramte patienter kom af med deres symptomer efter to måneder ved hjælp af MDMA-terapi.

Efterfølgende godkendte den amerikanske lægemiddelmyndighed en ny fase af undersøgelser, der er næste skridt inden MDMA kan blive godkendt som lægemiddel i USA.

- Det er ikke nogen tvivl om, at MDMA ikke kan stå alene i de her studier. Men det gør det nemmere for folk, at knytte en alliance med deres terapeut. Derudover har MDMA en angsthæmmende effekt, der gør, at der er nemmere for folk at snakke om de her ting, der er hændt dem, såfremt at de er under påvirkning, siger Oliver Hovmand, der er læge og har skrevet specielle om behandling af PTSD med MDMA.

Stor forskel på MDMA

Stoffet har fået stor opmærksomhed den sidste måneds tid, efter to personer døde efter at have indtaget et MDMA-lignende stof.

Ifølge Oliver Hovmand kan man dog ikke sammenligne den type MDMA og dét, der bruges til behandling af PTSD.

- Når man snakker om MDMA i de her studier, så snakker man om et stof, hvor man ved, hvad man har med at gøre, og ikke om det stof, som folk tager ude i nattelivet, som er en ’lykkepose’ med ecstasy. Der er tale om stoffer, som er fremstillet professionelt, og hvor man ved, hvad der er sikkert.

Enhedslisten positivt indstillet

Hos Enhedslisten er man positivt indstillet overfor brug af MDMA i PTSD-behandling.

- Det er nogle, som virkelig har det skidt, som man tilsyneladende alligevel godt kan gøre noget godt for. Vi har ikke haft særligt mange andre ting, vi har kunne gøre for mennesker, der har posttraumatisk stress, som ellers ikke har kunnet blive hjulpet, siger sundhedsordfører Stine Brix.

Hun efterlyser, at man fra dansk side ser på, hvordan man kan bidrage med viden på området.

- Der er ingen tvivl om, at vi har veteraner og andre med PTSD, som lige nu bliver ladt i stikken. Derfor har vi også en stor interesse i hurtigst muligt at få afklaret, om det her er en vej vi skulle til at gå i fremtiden, siger hun.

Sundhedsminister viser interesse

Den danske sundhedsminister Ellen Trane Nørby (V) skriver til Berlingske, at hun følger den amerikanske undersøgelse med interesse.

- Ingen tvivl om, at hjemvendte soldater med eksempelvis PTSD er en gruppe, vi hele tiden skal se, om vi kan hjælpe bedre. Netop derfor synes jeg også, at MDMA-terapi til behandling af eksempelvis PTSD, som testes i USA, er rigtig spændende. Men Lægemiddelstyrelsen mener ikke, at den videnskabelige evidens er stærk nok til, at man bør åbne op for at bruge det som behandling, skriver hun.

Af samme årsag er hun fortsat afventede overfor resultaterne af de amerikanske studier.

Behandling kan have lange udsigter

I USA har man en ambition om, at MDMA skal være et lægemiddel i 2021. Oliver Hovmand forudser dog, at man skal markant længere ud i fremtiden, før man vil bruge det i Danmark.

- Det er noget, der allerede har været et lægemiddel i 1970’erne, inden man indledte krigen mod narkotika. På nuværende tidspunkt synes jeg, at det ser positivt ud. Men det er vigtigt at pointere, at det kun er et fase to-studie. Så der er et stykke vej til fase tre-studier, hvor man afprøver det på flere tusinde mennesker, siger han.