I går boykottede firmaer våbenlobby - nu lægger storbank pres på producenterne

16x9
USA's våbenlobby er vanskelig at skyde ned. Trods skudmassakrer holder den amerikanske våbenlobbyorganisation National Rifle Association fast ved retten til at bære skydevåben. Foto: SAUL LOEB / Scanpix Denmark

Bank of America føjer sig til i rækken af virksomheder, som vil forhindre skoleskyderier og massemord med automatvåben.

En af sværvægterne i amerikansk økonomi har nu meldt sig i koret af firmaer, som forsøger at lægge pres på den ellers magtfulde lobby og våbenindustri i USA.

Lørdag efterlyste Bank of America, at våbenproducerende firmaer udviser ansvar og aktivt forsøger at forhindre våben i at lande i hænderne på almindelige borgere.

Har endnu ikke sat navn på virksomhederne

Reaktionen fra USA’s næststørste bank kommer i kølvandet på det seneste skoleskyderi i Florida, hvor 17 mennesker blev dræbt, da en tidligere elev åbnede ild med et højkaliber automatvåben.

- Vi gør nu et tiltag for at involverevores få kunder af ikke-militære våben for at forstå, hvad de kan bidrage med i et fælles ansvar for problemerne, lyder det i en erklæring fra Bank of America.

Den finansielle storspiller har endnu ikke sat navn på de virksomheder i kundekredsen, man vil lægge pres på. Men tiltaget fra Bank of America kommer efter en uge, hvor både den magtfulde lobbyorganisation National Rifle Association (NRA) og de våbenproducerede firmaer er kommet under pres fra samarbejdspartnere.

Mange firmaer boykotter

Igennem en årrække har medlemmer af NRA nydt fordel af gunstige rabatordninger hos både banker og firmaer. I store dele af den amerikanske offentlighed er NRA dog blevet synonymt med en samfundsskadelig selvforsvarsfilosofi, som igen og igen har ført til tragedier.

Ikke mindst elever og pårørende til de dræbte i Florida har været uforsonlige i deres kritik mod den ellers politisk indflydelsesrige lobby-organisation. 

- Til alle politikere, der tager imod bidrag fra NRA: Skam jer!, sagde Emma Gonzalez, af de overlevende fra det seneste skoleskyderi i Florida,  ved en demonstration rettet mod NRA.

Firmaer som Hertz, Avis, Symantec og Wyndham Hotels har bebudet at ville stoppe samarbejdet med NRA.