To ud af tre danske unge synes de bruger mobilen for meget

Det er rart altid at kunne holde sig opdateret med hjælp fra mobilen, men især hos de unge har det taget overhånd, mener de selv.

En stor del af danskerne føler sig alt for afhængige af deres mobiltelefon.

Og hos de unge i alderen 18-29 år er det hele 66 procent, der går med følelsen af, at hænderne lidt for ofte søger mod det faste lommeinventar. Blandt befolkningen som helhed ligger tallet på 39 procent. Det viser en megafonmåling foretaget for TV 2 og Politiken.

Resultaterne overrasker ikke formanden for Medierådet, Anne Mette Thorhauge.

- Der er blevet grundlagt en onlinekultur blandt unge, der gør, at de har en forventning om at være tilgængelige for hinanden hele døgnet. De har også en bekymring for, at der sker en udelukkelse, hvis de ikke er til stede i det her fællesskab, siger hun.

Finder venner og kærester online

Formanden ser det dog ikke udelukkende som et problem, at mobilen og ikke mindst de sociale medier fylder så meget hos de unge.

- Det er karakteristisk for ungdomslivet, at de har et bredt - typisk geografisk spredt - netværk, som de har et stort behov for at bygge og opretholde. Det er der, de skal finde deres livspartner og nære venner, siger Anne Mette Thorhauge.

Men hun understreger også, at det kan tage overhånd.

- Det er klart, at det kan kamme over i en situation, hvor forventningen om, at man skal være til stede, bliver så stor, at det netop bliver stressende, ødelægger nattesøvnen og på den måde går ud over den unges trivsel.

Kan ligne sindslidelser

Et overdrevet forbrug af mobil og sociale medier kan placere hjernen i en konstant stresstilstand, bekræfter hjerneforsker Jon Wegener.

- Man kan have et arbejde, hvor man skal multitaske, og når man så kommer hjem, skal man have noget ro. Problemet med de her unge er, at de kommer til at bruge al deres tid med at multitaske. Og når hjernen bliver tilpasset til hele tiden at blive forstyrret, så ender det med, at den begynder at forstyrre sig selv, siger han.

Disse forstyrrelser kan begynde at ligne opmærksomhedsforstyrrelser som ADD og ADHD, og i værste fald kan det få karakter af posttraumatisk stresssyndrom, forklarer hjerneforskeren.

- Det er bekymrende, at vi har en afhængighed, der i virkeligheden er svær at gøre op med, fordi den er knyttet til de unges sociale status og liv.

Lav én ting af gangen

Hos Medierådet mener man ikke kun, det er et ungdomsproblem, og derfor synes Anne Mette Thorhauge, det er en diskussion, der skal tages allerede i de små klasser, da det allerede er der, onlinekulturen opstår.

- Det er jo også et tidspunkt, hvor de er lidt mere modtagelige for dialog omkring, hvad der egentlig er en fornuftig måde at håndtere de her medier på, siger hun.

Er man en af dem, der sidder med næsen i mobilen mange timer i døgnet, er det altså ikke for sent at skrue ned og samtidig skrue op for ting, der stresser hjernen mindre, mener Jon Wegener.

- Det kan være alt, der give fordybelse og ro, og hvor du kun gør én eneste ting ad gangen. I virkeligheden kan det blot være at se en film, siger han og indskyder:

- Men lad for guds skyld være med at have mobilen i hånden samtidig med.

Afstemning