Kongehuset: Prins Henrik havde en sidste overraskelse til Dronningen

Det var prins Henriks ønske at overraske Dronningen en sidste gang, skriver kongehuset på Facebook.

Prins Henrik havde en finger med i spillet på flere forskellige måder, da han tirsdag blev bisat fra Christiansborg Slotskirke.

Både valget af musik og den anderledes ceremoni med færre indbudte, end traditionen foreskriver, var efter Prinsens ønske.

Og nu afslører kongehuset på Facebook, at Prinsen også havde en sidste overraskelse til sin kone gennem 51 år, dronning Margrethe.

Her fremgår det, at det blomsterhav, der mødte Dronningen og de øvrige indbudte i Christiansborg Slotskirke, var arrangeret efter Prinsens ønske.

Blomsterne i Christiansborg Slotskirke.
Blomsterne i Christiansborg Slotskirke. Foto: Henning Bagger / Ritzau Scanpix

- Det var prins Henriks ønske at overraske Dronningen en sidste gang. Derfor var kranse og blomster arrangeret som en "blomstrende have", skriver kongehuset på Facebook.

Overraskelsen er en reference til et digt, som den kongelige konfessionarius, Erik Norman Svendsen, nævnte i sin tale ved bisættelsen. Et digt af digteren Christian Winther, som Prinsen brugte i sin bryllupstale til dronning Margrethe:

"Jeg kom fra et blomsternes land til en blomstrende have: Syren og guldregn, hyld og bonderose, blomster i parker, i marker og skov, blomster i grøftekanten. Men pigen var dog havens allersomdejligste pynt".

"Blomsterhavet" fra kirken. Foto: TV 2

En kærlighedserklæring fra Dronningen

Dronning Margrethe havde tilsyneladende også en sidste hilsen til sin afdøde mand. Hendes bibel lå nemlig fremme under prins Henriks bisættelse i Christiansborg Slotskirke.

Her var der slået op på første Korintherbrev, kapitel 13, og passagen er et af de 13 breve i Bibelen, som tilskrives apostelen Paulus.

Bibelen åbnet ved Korinther-brevet.
Bibelen åbnet ved Korinther-brevet. Foto: TV 2

Sognepræst Andreas Christensen fra Hellig Kors-kirken forklarer, at det langt fra er tilfældigt, at man havde valgt denne passage fra biblen, da udtrykket "Tro, håb og kærlighed" stammer herfra.

- Der er en hel passage om, hvordan kærligheden er; Mild, tålmodig, uden misundelse, uden vrede. Passagen er så berømt, at man har symboler, der forestiller tro, håb og kærlighed. Kors, anker og hjerte, siger han.

Så når Dronningen åbner sin egen private bibel og lige præcis slår op på det kapitel, så er det en kærlighedserklæring?

- Det er det bestemt. Jeg bemærkede også, at kransen var fra 'Daisy', som jo er kærestenavnet. Der stod ikke fra Hendes Majestæt Dronning Margrethe. Så det er en hilsen fra en gammel flamme, siger Andreas Christensen.

Dronningens blomsterkrans til prins Henrik.
Dronningens blomsterkrans til prins Henrik. Foto: Henning Bagger / Ritzau Scanpix