Dronningen har sendt fire lastbiler fyldt med blomster til Kastellet

Blomsterne er blevet lagt ved et monument for Danmarks internationale indsats.

Det er et smukt syn, der venter, hvis man tager turen ud til Kastellet i København i disse dage.

Bunkevis af blomster fra Amalienborg og Fredensborg er nemlig onsdag blevet fragtet derud i fire lastbiler.

Blomsterne er blevet lagt ved et monument for Danmarks internationale indsats. Et monument, som dronning Margrethe var med til at indvie i 2011.

- Jeg synes, at det er fantastisk. Det er en strålende gestus, at alle blomsterne skal ligge i Kastellet, siger Jakob Dyhr, der er sikkerhedsofficer ved Kastellet.

Kan nyde synet af blomsterne frem til weekenden

Han opfordrer borgere til at komme ud til Kastellet til og med weekenden, hvor man kan nyde synet af blomsterne.

Det er blandt andet Livgarden, der hjælper med at lægge de mange blomster op på rad og række. Men beslutningen om at fragte de mange blomster ud til Kastellet er Dronningens.

- Det vidner om et fantastisk overskud i den her svære tid. Det betyder utroligt meget for os og monumentet, siger Jakob Dyhr.

De mange kort, breve og tegninger, som danskerne har lavet til Prinsen og Dronningen, er derimod ikke at finde ved Kastellet.

De er i stedet blevet lagt til side og lagt i kasser, så dronning Margrethe kan modtage dem, når hun får lyst til at gennemgå de mange forskellige hilsener.

Dronningen har bedt om at gemme selv den mindste bamse

I Aarhus har man også fjernet de blomster, der var blevet lagt ved Marselisborg Slot.

De mange blomster er blevet flyttet til flagpladsen i Mindeparken i Aarhus, oplyser kongehusets presseafdeling til TV2 Østjylland.

Kim Jensen er holdleder for afdelingen, og han er overrasket over, hvor mange blomster og gaver der er kommet til i løbet af ugen.

Han fortæller, at blomsterne bliver lagt i en flot bue ved flagpladsen i Mindeparken. De tre gartnere, der står for flytningen, vil desuden flytte lysene og tænde dem igen på deres nye plads.

Ligesom i Fredensborg og ved Amalienborg har Dronningen bedt om, at alle kort og gaver bliver bevaret, så hun kan modtage dem senere.

- Majestæten har gjort opmærksom på, at selv den mindste bamse skal gemmes til påske, hvor hun kommer til Marselisborg, siger Kim Jensen.