Ægtepar var ansat på prins Henriks slot i '10 vidunderlige år'

16x9
Ægteparret Jeannine- og Richard Tschudin var stolte af deres arbejde for prins Henrik. Foto: TV 2/Scanpix

I 10 år arbejdede Jeannine og Richard Tschudin som husholderske og altmuligmand for det danske regentpar på Château de Cayx.

Prins Henrik var streng over for personalet, mens dronning Margrethe var helt vidunderlig.

Sådan lyder det fra Jeannine Tschudin, da TV 2 møder hende og manden Richard i deres hjem i det sydfranske - ikke langt fra Châteaux de Cayx.

Fra år 1990 til 2000 var de ansat som portnerpar på prins Henriks slot. Og selvom Prinsen kunne være hård, så er dommen over den tidligere arbejdsgiver positiv.

- De 10 år vi har arbejdet på Chateâux de Cayx, har været de mest vidunderlige, fortæller Jeannine Tschudin.

Den følelse bærer både skænk, væg og skab i det sydfranske hjem også præg af.

Her er der et billede af prins Henrik og dronning Margrethe, en platte hvor Prinsen og Dronningen er afbilledet, samt et lille påskeæg, som dronning Margrethe har dekoreret.

På en af hjemmets vægge hænger også et indrammet diplom, som tak for 10 års tro tjeneste.

- Det er ikke mange, der arbejder for en dronning og en prins på et slot, siger Jeannine Tschudin.

Jeannine Tschudin viser stolt æresdiplomet fra det danske kongehus.
Jeannine Tschudin viser stolt æresdiplomet fra det danske kongehus. Foto: TV 2

Da Richard svarede Prinsen

Den tidligere husholderske på Chateâux de Cayx finder også fotoalbummet med Prinsen og Dronningen frem. Det seneste billede modtog de for to måneder siden. Det viser regentparret ombord på kongeskibet Dannebrog i 2017.

- Jeg kan slet ikke komme mig over, at Prinsen ikke er her længere, siger Jeannine Tschudin.

Selvom det var en stor glæde at tjene for prins Henrik og dronning Margrethe, så er Jeannine Tschudin ikke i tvivl om, hvem af de to der var den hårdeste arbejdsgiver.

- Det var Prinsen. Men det var jo fordi, han var på Cayx. Han var jo hjemme hos sig selv. Han var den, der var mest streng over for os, personalet, men Dronningen var helt vidunderlig.

Richard Tschudin var i 10 år altmuligmand på Chateâu de Cayx.
Richard Tschudin var i 10 år altmuligmand på Chateâu de Cayx. Foto: TV 2

Selvom man er kongelig, kan man dog godt blive sat på plads af sit personale.

- Der var en dag, min mand sagde til ham: "Deres højhed, når De kan se, at der er lidt, som ikke er helt i orden, kan jeg give Dem buskrydderen, og så kan De prøve at ordne det". Der gik to sekunder så, og så sagde han: "Nej, det er nu Deres arbejde", fortæller Jeannine Tschudin.