Torsdag bliver Prinsen kørt bort fra sit yndlingsslot - her er ruten

Rustvognen kører en rundtur ved Fredensborg Slot, inden båren med Prinsen forlader byen.

Torsdag forlader prins Henrik for sidste gang sit yndlingsslot - Fredensborg Slot - inden halvdelen af hans aske i en urne skal sættes ned i slottets private have.

Båren med prins Henrik bliver torsdag formiddag overført fra Fredensborg Slot til Amalienborg.

Klokken 10.00 kører en rustvogn med båren fra slottet i Fredensborg, hvor Prinsen tirsdag aften sov stille ind med sin hustru og to sønner ved sin side.

Inden rustvognen forlader Fredensborg, tager den en rundtur ved slottet for derefter at køre i retning mod København. 

Ruten går fra Slotsgade i Fredensborg, videre ad Kongevejen og herfra indad Helsingørmotorvejen, som senere bliver til Lyngbyvej, inden rustvognen fortsætter ad Øster Allé til Trianglen på Østerbro i København.

Båren bliver herfra kørt videre ad Østerbrogade - forbi Østerport - ned ad Grønningen, herfra ned ad Esplanaden, før rustvognen kører ind ad Amaliegade og slutter turen på Amalienborg Slotsplads ved Christian den IX's Palæ.

square to 16x9

Fredag vil båren - efter prins Henriks eget ønske - blive overført til Christiansborg Slotskirke.

Kongefamilien besøger kirken

Lørdag formiddag vil den kongelige familie besøge kirken, hvor prinsen ligger på castrum doloris, som betyder, at prinsens lukkede kiste vil stå fremme. Herefter vil offentligheden få mulighed for at tage afsked med prinsen lørdag, søndag og mandag.

Ifølge TV 2-journalist Camilla Slyngborg, der følger kongehuset tæt, vil det også torsdag være muligt for offentligheden at tage afsked med prins Henrik, når hans båre bliver kørt fra Fredensborg Slot til Amalienborg.

- Ruten tager omkring en times tid. Man kører ikke så stærkt - måske kun 50-60 kilometer i timen, siger hun og fortsætter:

- Så hvis man har lyst til at være en del af det, så er der rig lejlighed for det eksempelvis i morgen (torsdag red.).

Ville tilbringe sin sidste tid på Fredensborg Slot

Tirsdag blev prins Henrik overført til Fredensborg Slot efter 17 dages indlæggelse på Rigshospitalet.

I en pressemeddelelse fra kongehuset lød det fra kommunikationschef, Lene Balleby, at Prinsen her kunne "opholde sig i rammer, som betyder meget for Hans Kongelige Højhed".

Også TV 2s tidligere hofreporter Lally Hoffmann kunne tirsdag fortælle, hvordan Fredensborg Slot havde stor betydning for prins Henrik og både var hans yndlingsslot og et fristed, hvor han følte sig hjemme.

Torsdag bliver Prinsen kørt bort fra sit yndlingsslot - her er rutenVideo: Julie Teglgård Hansen