Danskerne deler deres private oplevelser med Prinsen - se billeder og hilsner her

16x9
Mange danskere er mødt op foran Amalienborg, Fredensborg og Marselisborg for at sige et sidste farvel til Prinsen. Andre har sagt farvel online og via de sociale medier. Foto: Mads Claus Rasmussen / Ritzau Scanpix

Kendte - og helt almindelige - danskere deler private billeder med den afdøde prins.

Hilsner og kondolencer strømmer ind til kongehuset i forbindelse med prins Henriks død.

Indtil videre er der kommet mere end 1000 personlige hilsner på TV 2s mindevæg, hvor danskerne kan skrive en sidste hilsen, der senere vil blive overbragt til kongehuset.

Her er der blandt andet en, der skriver, at vedkommende har mødt prins Henrik på et marked i Frankrig, hvor han anbefalede en god ost. 

Henrik Kostow skriver, at han mødte Prinsen og Dronningen i Ribe, hvor han fik mulighed for at tale med ham.

- Prinsen stoppede op, og vi talte sammen et par minutter. Hans humor, venlighed og ligefremhed varmede mit hjerte og gav mig en stor oplevelse. Nu er han gået bort, og mine nærmeste tanker går til Dronningen og den øvrige familie. Æret være hans minde, skriver han.

Charlotte Akita Dahl deler også historien om sit møde med Prinsen.

- Jeg husker mit møde med dig. Du var et hjerteligt og imødekommende menneske. Fuldstændig ukrukket og glad tog du imod os på Marselisborg, hvor vi sammen legede med hundene i haven, skriver hun på TV 2s mindeside.

Har du selv videoer og billeder af Prinsen, som du gerne vil dele, kan de sendes til 1234@tv2.dk.

- Jeg oplevede Henrik som en verdensmand

Også på de sociale medier deler både kendte og ukendte deres oplevelser med prins Henrik. 

- Meget er blevet sagt om prins Henrik, men jeg tror ikke, mange, der har mødt ham, vil sige, han ikke var en flink, høflig og helt igennem herlig mand! Fyldt med god humor, skriver Lasse Gregersen på Instagram. Han mødte Prinsen for fem et halvt år siden, da han var konstabel på Holstebro Kaserne. 

- Jeg har længe ville poste det her billede, hvor jeg mødte Henrik og fik muligheden for at snakke lidt med ham. Der var absolut intet “De og Deres” tværtimod en kækhed, som kendetegner os dragoner. Jeg oplevede Henrik som en verdensmand, og sådan vil jeg altid huske ham, skriver Lasse Gregersen til dette billede.

A post shared by Lasse (@gregersen91) on

Kendte siger 'Bon Voyage'

En række kendte danskere har også delt historier om deres møder med den afdøde prins. TV-vært Jes Dorph-Petersen har delt dette billede med prins Henrik.

A post shared by Jes Dorph-Petersen (@jes_dorph) on

Skuespiller Mikkel Boe Følsgaard, kendt fra roller i både 'Arvingerne' og 'En kongelig affære', har delt dette billede af sig selv og prins Henrik i et hjerteligt øjeblik. 

Også rapperen Per Vers har delt et billede af sig selv og en storsmilende prins Henrik. Han har delt billedet på Twitter med ordene "Bon Voyage", der betyder god rejse på fransk.

Du kan også dele dit bedste minde om prins Henrik på vores mindeside. Vi overbringer alle meddelelserne til Kongehuset.