Blomster, breve og krone lagt ved Fredensborg Slot: - Du har været som en konge for os

Rustvognen er ankommet til Fredensborg Slot, hvor prins Henrik åndede ud sent tirsdag aften.

De første blomster og levende lys er onsdag formiddag lagt ved Fredensborg Slot i Nordsjælland og på Amalienborg i Købenavn.

Ved Fredensborg Slot er der også lagt en krone i pap som en sidste hilsen til prins Henrik, der sov ind slottet 23.18 tirsdag.

En kongekrone til minde om prinsen, der gerne ville have været konge.
En kongekrone til minde om prinsen, der gerne ville have været konge. Foto: Peter Thorup / TV 2

Flere af de fremmødte har sammen med deres blomster også lagt hilsner til Prinsen.

Flere takker ham for hans rolle i det danske kongehus, og både store og små har kigget forbi.

- Kære Henrik, du har været som en konge for os. Du er her ikke mere, men hav det godt i himlen. Håber du havde et godt liv, lyder det eksempelvis på en hilsen.

Hilsen fra to piger til den afdøde prins foran Fredensborg Slot.
Hilsen fra to piger til den afdøde prins foran Fredensborg Slot. Foto: Peter Thorup / TV 2

Fra de tidligere morgentimer har der været aktivitet i forbindelse med prinsens død.

Blandt andet er en lysegrå rustvogn onsdag først på formiddagen ankommet til Fredensborg Slot.

Omgivet af familien til sidst

Dronning Margrethe og parrets to sønner, kronprins Frederik og prins Joachim, var til stede, da prinsen åndede ud sent tirsdag aften.

Ifølge flere medier, der var ved Fredensborg Slot natten til onsdag, kørte de to prinser fra slottet i løbet af natten.

En pige lægger blomster foran Fredensborg Slot onsdag formiddag.
En pige lægger blomster foran Fredensborg Slot onsdag formiddag. Foto: Peter Thorup / TV 2

De daglige gøremål på slottet er i et vist omfang også blevet passet på Fredensborg Slot.

Blandt andet er en af de kongelige gravhunde blevet luftet af en vagt, der gik med hunden i snor på gårdspladsen.

I det næste stykke tid vil de kongelige slotte bære præg af det kongelige dødsfald.

Der skal frem til den 20. februar flages på halv stang på statsbygninger og statsskibe fra klokken 08.00 om morgenen.

En måneds hofsorg

Kongehuset har også meddelt, at der er erklæret hofsorg i den næste måned.

Hofsorg er betegnelse for en kortere eller længere sørgeperiode ved hoffet i forbindelse med et dødsfald i den kongelige familie. Sørgetidens længde fastsættes af regenten.

Sørgeperioden betyder, at dronningen og den kongelige familie samt hoffet ikke deltager i selskabelige eller underholdende arrangementer.

Under hofsorgen bæres der mørkt tøj ved offentlig fremtræden. Personale i uniform vil bære sørgebind på venstre overarm.

Foruden muligheden for at lægge lys og blomster, kan offentligheden også skrive en sidste hilsen til prinsen.

Der vil frem til tirsdag den 20. februar i tidsrummet kl. 9.00-17.00 være fremlagt kondolencelister i porten i Det Gule Palæ, Amaliegade 18, København.

Mange har sammen med blomster lagt en sidste hilsen til prins Henrik foran Fredensborg Slot.
Mange har sammen med blomster lagt en sidste hilsen til prins Henrik foran Fredensborg Slot. Foto: Peter Thorup / TV 2