Dronningen aflyser flere arrangementer

16x9
Dronningens næste aftale er onsdag den 21. februar. Foto: Liselotte Sabroe / Ritzau Scanpix

Siden slutningen af januar har prins Henrik været indlagt på Rigshospitalet i København.

Det var meningen, at dronning Margrethe fredag skulle have deltaget i Skuespilshusets 10-års jubilæum i København.

Men det er ikke længere aktuelt.

Det fremgår af en opdatering af kongehusets kalender, der viser kongefamiliens planlagte aftaler.

Her er Dronningens aftale med Skuespilshuset blevet aflyst. Det samme er gældende for en offentlig audiens mandag i næste uge på Christiansborg.

Årsag til seneste aflysninger ukendt

Siden slutningen af januar har prins Henrik været indlagt på Rigshospitalet i København.

Fredag i sidste uge lød meldingen fra kongehuset, at prins Henriks tilstand var "alvorligt forværret".

Det er uvist, om Prinsens tilstand har betydning for de aflyste aftaler i kongehusets kalender. Kongehuset har ikke oplyst, hvorfor de er blevet aflyst.

Det vil ikke være første gang, at Dronningen aflyser aftaler på grund af prins Henriks tilstand. Mandag eftermiddag var det oprindeligt planen, at dronning Margrethe skulle have aflagt Sankt Lukas Hospice i Hellerup et besøg i anledning af dets 25-års jubilæum. Det blev aflyst på grund af Prinsens tilstand.

Hele kongefamiliens besøg til Rigshospitalet lørdag eftermiddag Video: Esther Margrethe Lynard

Kongefamilien samlet

Dronning Margrethe har mandag for femte gang besøgt sin mand på Rigshospitalet, siden hans tilstand blev forværret. Også prins Joachim har mandag besøgt sin far.

Lørdag var kongefamilien for første gang samlet på Riget. 

Dronning Margrethe ankom først, herefter kronprins Frederik med Kronprinsessen og deres fire børn, ligesom prins Joachim og prinsesse Marie ankom med deres børn. Efter cirka tre kvarters besøg forlod kongefamilien igen Rigshospitalet. 

Derudover har også Prinsens lillesøster Catherine de Monpezat besøgt sin bror på Rigshospitalet i København.

Dronningen næste aftale er onsdag den 21. februar, hvor hun ifølge kongehusets kalender modtager "afgående samt ny regimentsekretær fra Princess of Wales's Royal Regiment".

Prins Henriks sygdomsforløb
2018
13. februar
Sov stille ind
Omgivet af Dronningen og deres to sønner, kronprins Frederik og prins Joachim, sov prins Henrik stille ind på Fredensborg Slot. Han blev 83 år. 
13. februar
Flyttet til Fredensborg Slot
I en pressemeddelelse oplyser Kongehuset, at prins Henrik er flyttet fra Rigshospitalet til Fredensborg Slot.
Her ønsker han at tilbringe sin sidste tid, fortælles det.
Prinsens tilstand er fortsat alvorlig.
9. februar
Tilstand alvorligt forværret
I en pressemeddelelse oplyser kongehuset, at prins Henriks tilstand desværre er "alvorligt forværret."

Kronprins Frederik har afbrudt sit ophold i Sydkorea, hvor han var i forbindelse med vinter-OL, og er på vej til Danmark.
2. februar
Tumor i venstre lunge
Kongehuset oplyser, at prins Henrik er indlagt på Rigshospitalets lungekirurgiske afdeling til undersøgelse for en tumor i venstre lunge. "Tumoren har heldigvis vist sig at være godartet," skriver Kongehuset.

Kongehuset oplyser videre, at prins Henrik "i dag vil blive overflyttet til infektionsmedicinsk afdeling til behandling for lungeinfektion."

Ifølge kongehuset skulle prins Henrik tage ophold på Fredensborg Slot efter udskrivelsen fra Rigshospitalet på en ikke nærmere angivet dato.
28. januar
Indlagt efter rejse til Egypten
Kongehuset oplyser i en pressemeddelelse, at prins Henrik er blevet indlagt på Rigshospitalet i forlængelse af sygdom opstået på en rejse i Egypten.

Prinsen blev ifølge kongehuset "nogle dage før" indlagt på et hospital i Egypten og er "kommet hjem for at gennemgå yderligere undersøgelser på Rigshospitalet." 
2017
6. september
Prins Henrik lider af demens
I en pressemeddelelse oplyser kongehuset, at prins Henrik har fået konstateret demens: 

"Diagnosen indebærer en svækkelse af Prinsens kognitive funktionsniveau. Omfanget af de kognitive svigt er ifølge Rigshospitalet større end forventeligt for Prinsens alder og kan ledsages af forandringer i væremåde, reaktionsmønstre, dømmekraft og følelsesliv og dermed også påvirke samspillet med omverdenen."
13. august
Tiltagende smerter i højre ben
Prins Henrik bliver indlagt på Rigshospitalet efter tiltagende smerter i højre ben efter den operation, som prins Henrik fik foretaget i midten af juli, oplyser kongehuset i en pressemeddelelse.

Prinsen bliver behandlet medicinsk og "der forventes ikke yderligere kirurgiske indgreb på nuværende tidspunkt," lyder det.

Prins Henrik blev udskrevet fra Rigshospitalet den 22. august.
17. juli
Operation i lysken
Kongehuset oplyser, at prins Henrik har fået foretaget en operation i højre lyske og en ballonudvidelse i højre bækkenkar på grund af forsnævringer på pulsårerne.
14. juli
Overført til Skejby Sygehus
Kongehuset oplyser, at prins Henrik er blevet overført til Skejby Sygehus i forbindelse med behandlingen af en infektion i benet.
13. juli
Infektion i benet
Kongehuset oplyser, at prins Henrik er blevet indlagt på Universitetshospitalet i Aarhus til behandling for en infektion i benet.
2013
Opereret for kuskefingre
Prins Henrik er flere gange blevet opereret for kuskefingre.
2008
Problemer med den ene skulder
Prins Henrik bliver i juli opereret for problemer i den ene skulder.
2007
Bronkitis
Under et besøg i Sydkorea får prins Henrik bronkitis, og han bliver indlagt på et militærhospital i Seoul.
2006
Fald på Malta
Under et besøg på Malta falder prins Henrik og kommer galt af sted med det ene ben. Det efterlod et sår på skinnebenet, som ikke ville hele.
1997
Frygt for lungekræft
Prins Henrik bliver i sommeren 1997 undersøgt for lungekræft. Det blev senere udelukket, men problemerne med lungerne fik efterfølgende prins Henrik til at stoppe med at ryge.
1995
Prins Henrik bliver opereret for en diskusprolaps efter mange år med dårlig ryg.