Ulla Terkelsen: Sammenholdet i kongehuset styrkes i denne svære tid

Både danskerne og familien i kongehuset samles i øjeblikket om den alvorligt syge prins Henrik, lyder det fra Ulla Terkelsen.

Lørdag ankom en kortege af biler til Rigshospitalet i København.

Forrest - i Krone 121 - var dronning Margrethe, og efter hende ankom kronprinsparret og prins Joachim med sin hustru, prinsesse Marie.

Sammen med alle børnebørnene samledes kongefamilien i 45 minutter hos den alvorligt syge prins Henrik, og billederne af, at familien sammen går ind på hospitalet, sender et stærkt signal om sammenhold, lyder det fra TV 2s mangeårige korrespondent Ulla Terkelsen.

- Det vil der være i alle familier, når en person er meget syg og med udsigt til, at det måske ikke varer så længe. Så er det klart, at man bakker op om sin slægt og familie, siger hun.

Stor opbakning blandt danskerne

Lige så stort sammenholdet internt i den kongelige familie har været den seneste tid, lige så stor har opbakningen blandt danskerne været til kongehuset.

- Vi er normalt med til deres familiefester, vi er med dem i sorger og glæder, opture og nedture, og nu er der så en anspændt situation, hvor familiens mandlige overhoved er meget, meget syg, så det er klart, at det følger danskerne med i.

- De følger med i, at familien bakker op og kommer på besøg, og det er klart, at alle er meget medfølende og spændt på, hvad der sker, siger Ulla Terkelsen.

Kongefamilien ankommer til Rigshospitalet lørdag den 10. februar 2018.
Kongefamilien ankommer til Rigshospitalet lørdag den 10. februar 2018. Foto: Martin Sylvest / Ritzau Scanpix
Der var plads til et afmålt smil, da dronning Margrethe forlod Rigshospitalet efter kongefamiliens besøg hos prins Henrik lørdag.
Der var plads til et afmålt smil, da dronning Margrethe forlod Rigshospitalet efter kongefamiliens besøg hos prins Henrik lørdag. Foto: Martin Sylvest / Ritzau Scanpix

Efter en tumultarisk tid i sommeren sidste år, hvor prins Henrik blandt andet udtalte, at han ikke længere vil begraves ved dronning Margrethes side, var Prinsen gennem et større udredningsforløb, og det blev konstateret, at han lider af demens.

Med Prinsens indlæggelse har både kongehuset og danskerne lagt kontroverserne bag sig, mener Ulla Terkelsen.

- Når det bliver rigtig seriøst - når det ikke længere er ballade i familien, men måske en alvorlig begivenhed - så bliver det kærligheden i familien, man lægger mærke til, og det er også det, man har lagt mærke til her, siger hun.

Prinsen blev syg efter rejse

Den 83-årige prins Henrik har været indlagt på Rigshospitalet siden den 28. januar, efter han blev syg på en rejse til Egypten.

Her havde han siden den 4. januar været i Sharm El Sheik, hvor han i mange år har kendt hotelejer Enan el Galaly.

Kongehuset oplyste den 6. februar, at Prinsen havde en godartet tumor i den venstre lunge, men fredag var tilstanden forværret.

Kongehuset har ikke ønsket at uddybe, hvad prinsen fejler, eller hvad der er årsagen til den forværrede tilstand.

Følgende fra kongefamilien var på et samlet besøg hos prins Henrik lørdag:

  • Dronning Margrethe
  • Kronprins Frederik og kronprinsesse Mary med deres fire børn: Prins Christian, prinsesse Isabella, prins Vincent, prinsesse Josephine
  • Prins Joachim og prinsesse Marie
  • Prins Joachims to ældste sønner, prins Nikolai og prins Felix
  • Prins Joachim og prinsesse Maries datter prinsesse Athena

Prins Joachim og prinsesse Maries søn prins Henrik var ikke med på hospitalet.

Prins Henriks sygdomsforløb
2018
13. februar
Sov stille ind
Omgivet af Dronningen og deres to sønner, kronprins Frederik og prins Joachim, sov prins Henrik stille ind på Fredensborg Slot. Han blev 83 år. 
13. februar
Flyttet til Fredensborg Slot
I en pressemeddelelse oplyser Kongehuset, at prins Henrik er flyttet fra Rigshospitalet til Fredensborg Slot.
Her ønsker han at tilbringe sin sidste tid, fortælles det.
Prinsens tilstand er fortsat alvorlig.
9. februar
Tilstand alvorligt forværret
I en pressemeddelelse oplyser kongehuset, at prins Henriks tilstand desværre er "alvorligt forværret."

Kronprins Frederik har afbrudt sit ophold i Sydkorea, hvor han var i forbindelse med vinter-OL, og er på vej til Danmark.
2. februar
Tumor i venstre lunge
Kongehuset oplyser, at prins Henrik er indlagt på Rigshospitalets lungekirurgiske afdeling til undersøgelse for en tumor i venstre lunge. "Tumoren har heldigvis vist sig at være godartet," skriver Kongehuset.

Kongehuset oplyser videre, at prins Henrik "i dag vil blive overflyttet til infektionsmedicinsk afdeling til behandling for lungeinfektion."

Ifølge kongehuset skulle prins Henrik tage ophold på Fredensborg Slot efter udskrivelsen fra Rigshospitalet på en ikke nærmere angivet dato.
28. januar
Indlagt efter rejse til Egypten
Kongehuset oplyser i en pressemeddelelse, at prins Henrik er blevet indlagt på Rigshospitalet i forlængelse af sygdom opstået på en rejse i Egypten.

Prinsen blev ifølge kongehuset "nogle dage før" indlagt på et hospital i Egypten og er "kommet hjem for at gennemgå yderligere undersøgelser på Rigshospitalet." 
2017
6. september
Prins Henrik lider af demens
I en pressemeddelelse oplyser kongehuset, at prins Henrik har fået konstateret demens: 

"Diagnosen indebærer en svækkelse af Prinsens kognitive funktionsniveau. Omfanget af de kognitive svigt er ifølge Rigshospitalet større end forventeligt for Prinsens alder og kan ledsages af forandringer i væremåde, reaktionsmønstre, dømmekraft og følelsesliv og dermed også påvirke samspillet med omverdenen."
13. august
Tiltagende smerter i højre ben
Prins Henrik bliver indlagt på Rigshospitalet efter tiltagende smerter i højre ben efter den operation, som prins Henrik fik foretaget i midten af juli, oplyser kongehuset i en pressemeddelelse.

Prinsen bliver behandlet medicinsk og "der forventes ikke yderligere kirurgiske indgreb på nuværende tidspunkt," lyder det.

Prins Henrik blev udskrevet fra Rigshospitalet den 22. august.
17. juli
Operation i lysken
Kongehuset oplyser, at prins Henrik har fået foretaget en operation i højre lyske og en ballonudvidelse i højre bækkenkar på grund af forsnævringer på pulsårerne.
14. juli
Overført til Skejby Sygehus
Kongehuset oplyser, at prins Henrik er blevet overført til Skejby Sygehus i forbindelse med behandlingen af en infektion i benet.
13. juli
Infektion i benet
Kongehuset oplyser, at prins Henrik er blevet indlagt på Universitetshospitalet i Aarhus til behandling for en infektion i benet.
2013
Opereret for kuskefingre
Prins Henrik er flere gange blevet opereret for kuskefingre.
2008
Problemer med den ene skulder
Prins Henrik bliver i juli opereret for problemer i den ene skulder.
2007
Bronkitis
Under et besøg i Sydkorea får prins Henrik bronkitis, og han bliver indlagt på et militærhospital i Seoul.
2006
Fald på Malta
Under et besøg på Malta falder prins Henrik og kommer galt af sted med det ene ben. Det efterlod et sår på skinnebenet, som ikke ville hele.
1997
Frygt for lungekræft
Prins Henrik bliver i sommeren 1997 undersøgt for lungekræft. Det blev senere udelukket, men problemerne med lungerne fik efterfølgende prins Henrik til at stoppe med at ryge.
1995
Prins Henrik bliver opereret for en diskusprolaps efter mange år med dårlig ryg.