Danskernes hilsener strømmer ind til alvorligt syg prins Henrik

16x9
Kronprins Frederik er på vej hjem fra Sydkorea, da prins Henriks tilstand er alvorligt forværret. Foto: Keld Navntoft / Scanpix

På baggrund af den seneste udvikling har kronprins Frederik afbrudt sit ophold i Sydkorea, hvor han var i forbindelse med åbningen af vinter-OL.

Prins Henriks tilstand er alvorligt forværret. Det oplyser kongehuset her til morgen i en pressemeddelelse.

Fredagens udmelding om prins Henriks tilstand har fået danskerne til tasterne på kongehusets Facebook-side.

Flere hundrede har i skrivende stund sendt en hilsen til prins Henrik og resten af den kongelige familie.

Charlotte Kjær-Sivertsen skriver:

- Det gør mig ondt! Sender mange varme tanker til prins Henrik og familien.

- Prins Henrik er en sjov og farverig person

Michael Overgaard sender også en kærlig hilsen:

- De bedste tanker herfra med håbet om, han kan komme oven på igen. God bedring.

Kongehuset har netop udsendt følgende pressemeddelelse om H.K.H. Prins Henrik.

Posted by Det danske kongehus on Thursday, February 8, 2018

Louise Feldtmose har også skrevet en hilsen på kongehusets Facebook-side:

- Vi sender de varmeste tanker til hele den kongelige familie, og også et stort ønske om snarlig bedring til H.K.H. prins Henrik.

Jeanne Jensen er endnu en af de flere end 500 danskere, der har sendt en hilsen til den kongelige familie:

- Det er trist. Jeg er oprigtig ked af at høre dette. Prins Henrik er en sjov og farverig person. Lad os håbe det bedste.

Kronprinsen på vej hjem

På baggrund af udviklingen har kronprins Frederik afbrudt sit ophold i Sydkorea, hvor han var i forbindelse med åbningen af vinter-OL fredag.

Han er nu på vej hjem til Danmark.

I pressemeddelelsen fra kongehuset står der:

"Hans Kongelige Højhed Prins Henriks tilstand er desværre alvorligt forværret.

Hans Kongelige Højhed Kronprinsen har på denne baggrund afbrudt sit ophold i Sydkorea, hvor han var i forbindelse med de vinterolympiske lege. Kronprinsen er nu på vej til Danmark.

Kongehuset har i øjeblikket ikke yderligere oplysninger".

Længere sygdomsforløb

I september sidste år meddelte kongehuset, at det efter et længere udredningsforløb og en række undersøgelser på Rigshospitalet var blevet konkluderet, at prins Henrik lider af demens. I sin nytårstale kommenterede dronning Margrethe sygdommen:

- På nogle måder har det ikke været noget nemt år for mig og min familie. Så meget mere har det rørt os, at man fra så mange sider har omfattet prins Henrik med så meget sympati og forståelse, sagde Dronningen.

I sommeren 2017 var den 83-årige prins desuden indlagt to gange på hospitalet. I midten af juli blev han indlagt på Aarhus Universitetshospital, hvor han fik behandling for en infektion i benet. Indlæggelsen blev dog længere end forventet, og han endte med at få en ballonudvidelse i sit bækkenkar.

Siden blev Prinsen igen indlagt, denne gang på Rigshospitalet med smerter i højre ben.

Prins Henriks sygdomsforløb
2018
13. februar
Sov stille ind
Omgivet af Dronningen og deres to sønner, kronprins Frederik og prins Joachim, sov prins Henrik stille ind på Fredensborg Slot. Han blev 83 år. 
13. februar
Flyttet til Fredensborg Slot
I en pressemeddelelse oplyser Kongehuset, at prins Henrik er flyttet fra Rigshospitalet til Fredensborg Slot.
Her ønsker han at tilbringe sin sidste tid, fortælles det.
Prinsens tilstand er fortsat alvorlig.
9. februar
Tilstand alvorligt forværret
I en pressemeddelelse oplyser kongehuset, at prins Henriks tilstand desværre er "alvorligt forværret."

Kronprins Frederik har afbrudt sit ophold i Sydkorea, hvor han var i forbindelse med vinter-OL, og er på vej til Danmark.
2. februar
Tumor i venstre lunge
Kongehuset oplyser, at prins Henrik er indlagt på Rigshospitalets lungekirurgiske afdeling til undersøgelse for en tumor i venstre lunge. "Tumoren har heldigvis vist sig at være godartet," skriver Kongehuset.

Kongehuset oplyser videre, at prins Henrik "i dag vil blive overflyttet til infektionsmedicinsk afdeling til behandling for lungeinfektion."

Ifølge kongehuset skulle prins Henrik tage ophold på Fredensborg Slot efter udskrivelsen fra Rigshospitalet på en ikke nærmere angivet dato.
28. januar
Indlagt efter rejse til Egypten
Kongehuset oplyser i en pressemeddelelse, at prins Henrik er blevet indlagt på Rigshospitalet i forlængelse af sygdom opstået på en rejse i Egypten.

Prinsen blev ifølge kongehuset "nogle dage før" indlagt på et hospital i Egypten og er "kommet hjem for at gennemgå yderligere undersøgelser på Rigshospitalet." 
2017
6. september
Prins Henrik lider af demens
I en pressemeddelelse oplyser kongehuset, at prins Henrik har fået konstateret demens: 

"Diagnosen indebærer en svækkelse af Prinsens kognitive funktionsniveau. Omfanget af de kognitive svigt er ifølge Rigshospitalet større end forventeligt for Prinsens alder og kan ledsages af forandringer i væremåde, reaktionsmønstre, dømmekraft og følelsesliv og dermed også påvirke samspillet med omverdenen."
13. august
Tiltagende smerter i højre ben
Prins Henrik bliver indlagt på Rigshospitalet efter tiltagende smerter i højre ben efter den operation, som prins Henrik fik foretaget i midten af juli, oplyser kongehuset i en pressemeddelelse.

Prinsen bliver behandlet medicinsk og "der forventes ikke yderligere kirurgiske indgreb på nuværende tidspunkt," lyder det.

Prins Henrik blev udskrevet fra Rigshospitalet den 22. august.
17. juli
Operation i lysken
Kongehuset oplyser, at prins Henrik har fået foretaget en operation i højre lyske og en ballonudvidelse i højre bækkenkar på grund af forsnævringer på pulsårerne.
14. juli
Overført til Skejby Sygehus
Kongehuset oplyser, at prins Henrik er blevet overført til Skejby Sygehus i forbindelse med behandlingen af en infektion i benet.
13. juli
Infektion i benet
Kongehuset oplyser, at prins Henrik er blevet indlagt på Universitetshospitalet i Aarhus til behandling for en infektion i benet.
2013
Opereret for kuskefingre
Prins Henrik er flere gange blevet opereret for kuskefingre.
2008
Problemer med den ene skulder
Prins Henrik bliver i juli opereret for problemer i den ene skulder.
2007
Bronkitis
Under et besøg i Sydkorea får prins Henrik bronkitis, og han bliver indlagt på et militærhospital i Seoul.
2006
Fald på Malta
Under et besøg på Malta falder prins Henrik og kommer galt af sted med det ene ben. Det efterlod et sår på skinnebenet, som ikke ville hele.
1997
Frygt for lungekræft
Prins Henrik bliver i sommeren 1997 undersøgt for lungekræft. Det blev senere udelukket, men problemerne med lungerne fik efterfølgende prins Henrik til at stoppe med at ryge.
1995
Prins Henrik bliver opereret for en diskusprolaps efter mange år med dårlig ryg.