16x9

Snød Skat for 20 millioner: - Det var alt for let

Der er alt for lidt kontrol med små og mellemstore virksomheder, som hvert år snyder for milliarder. Det siger en entreprenør, som selv har snydt.

Efter en række historier om skattesnyd, modtog TV 2 en kortfattet mail:

"I har i dag en historie om, at der bliver snydt massivt i skat. 

Jeg kan meget nemt fortælle, hvordan det gøres. Jeg har været selvstændig i 15 år og har lavet numre for cirka 20 millioner kroner i dette tidsrum."

Afsenderen af mailen var den tidligere entreprenør Jørgen Dyhrberg fra Skive. Han havde set erhvervsminister Brian Mikkelsen udtale sig om de "gemene forbrydere" og "plattenslagere", som Brian Mikkelsen kaldte skattesvindlere. 

Efter 15 års erfaring som gemen forbryder og plattenslager har Jørgen Dyhrberg en noget anden holdning end erhvervsministeren til, hvordan man stopper skattesvindlere. 

Og han sætter sin egen frihed på spil for at fortælle det.

Millionvilla og Mercedes

square to 16x9
I dag er "Villa Dyhrberg" solgt. Jørgen Dyhrberg har ikke været i villaen siden. Foto: Ole Jakobsen / TV 2

Jørgen Dyhrberg er ikke en hr.-hvem-som-helst i Skive og omegn. I en årrække byggede han parcelhuse over hele landet. Ifølge hans egen udlægning havde han en omsætning på over 60 millioner kroner om året.

Han kørte rundt i en firehjulstrukket Mercedes og sponsorerede Skive IK's første fuldtidsprofessionelle fodboldspiller. 

I 2010 var han midt i byggeriet af "Villa Dyhrberg" - en enorm arkitekttegnet villa med udsigt over Limfjorden. Her skulle han bo med sin samlever og nyde livet.

Men en kold februar-morgen blev den drøm smadret, da otte politibetjente mødte op klokken syv og ransagede hans ejendomme. Han var gået konkurs, og det førte til anklage om mandatsvig for flere millioner kroner.

Han havde dog begået en endnu større forbrydelse, som politiet var langt fra at opklare, fortæller han i dag.

Nemlig det massive sorte arbejde, som Jørgen Dyhrberg hævder, han lavede sammen med adskillige murermestre, malermestre og mindre entreprenører.

Det var sgu skægt at komme ud og skulle sælge et hus til hr. og fru Pedersen, og når man så kørte derfra, havde man 2-300.000 kroner i lommen.

Jørgen Dyhrberg

Behov for at gøre op med sin fortid

Jørgen Dyhrberg tager imod TV 2 i den lille by Roslev i Salling lidt nord for Skive.

Goddag Jørgen. Du har skrevet til os, at du har lavet skattesvindel for flere millioner?

- Ja.

Må vi komme indenfor?

- Ja, værsgo.

Der er langt fra fordums storhed med millionvilla og Mercedes, til den et-værelses lejlighed som Jørgen Dyhrberg i dag bor i.

I den ene ende af stuen står hans seng. I den anden ende står værktøj og møbler stablet op. 

Jørgen Dyhrberg tager imod i hans et-værelses lejlighed i Roslev, nord for Skive.
Jørgen Dyhrberg tager imod i hans et-værelses lejlighed i Roslev, nord for Skive. Foto: Ole Jakobsen / TV 2

- Jeg har prøvet at have mange penge - og nemme penge. Men det bliver man sgu ikke lykkelig af, siger Jørgen Dyhrberg.

I december fik han fodlænken af, efter han havde afsonet en dom på to år og ni måneders fængsel for at have snydt den lokale bank, Spar Mors, for 10 millioner kroner.

Tiden i Kragskovhede Fængsel har gjort ham klogere, siger han. I dag har han behov for at gøre op med sin fortid.

- Jeg er blevet 10 år ældre, siden dengang det skete. Nu er jeg ved at være gammel, og så begynder man at tænke mere over det, man har gjort, siger Jørgen Dyhrberg.

Jørgen Dyhrberg afsonede i denne celle i Kragskovhede Fængsel.
Jørgen Dyhrberg afsonede i denne celle i Kragskovhede Fængsel. Foto: Jens Kristensen / Skive Folkeblad

- Det var slaraffenland

square to 16x9
Ifølge Jørgen Dyhrberg omsatte han for 60 millioner kroner om året og byggede parcelhuse over hele landet. Foto: Jens Kristensen / Skive Folkeblad

De sorte kontanter flød ofte i hundredetusindvis, når Jørgen Dyhrberg byggede et parcelhus. Det var hverken svært eller farligt, forklarer han.

- Det var uhyggeligt nemt. Folk kom jo ligefrem og tilbød, om jeg ikke skulle lave det halve af huset sort, når jeg byggede parcelhuse. Det var slaraffenland, siger Jørgen Dyhrberg og fortsætter:

- Når jeg solgte 10 huse, så var de 7 af dem med sorte penge i.

Det var parcelhusejere fra hele landet, som stod i kø for at bygge deres huse sort, siger Jørgen Dyhrberg. Fra de fine kvarterer nord for København til det vestlige Jylland.

- Det var sgu skægt at komme ud og skulle sælge et hus til hr. og fru Pedersen, og når man så kørte derfra, havde man 2-300.000 kroner i lommen.

Jørgen Dyhrberg kunne sælge sine huse billigere med sorte kontanter som en del af betalingen for husene. Når der ikke skulle afregnes moms, kunne alle nemlig spare penge. Derfor blev det også et konkurrencehensyn for ham. Han kunne bygge billigere end andre entreprenører.

De sorte millioner rullede ind og blev en kilde til liv og glade dage i den vestjyske byggebranche.

Jørgen Dyhrberg sponsorerede den første fuldtidsprofessionelle fodboldspiller i Skive IK, nigerianeren Ayinde Lawal. Billedet er fra august 2009, kort inden Jørgen Dyhrberg kom i problemer.
Jørgen Dyhrberg sponsorerede den første fuldtidsprofessionelle fodboldspiller i Skive IK, nigerianeren Ayinde Lawal. Billedet er fra august 2009, kort inden Jørgen Dyhrberg kom i problemer. Foto: Casper Jacobsen / Skive Folkeblad

Rejser til Gambia og konfirmationer

De mange kontanter brugte Jørgen Dyhrberg til at aflønne sine underleverandører sort.

- Der var for eksempel en malermester, som to gange om året rejste til Gambia. Typisk skulle han have 35-40.000 kroner (i kontanter, red.), hver gang han skulle afsted. Og så fandt vi et hus, han kunne male for mig - for måske 50.000 kroner plus moms. Så fik han de 35-40.000 kroner af mig i kontanter i lommen, og så så jeg aldrig en regning på det hus, han så malede for mig, forklarer Jørgen Dyhrberg.

Når politikerne slipper tøjlerne og giver folk en lillefinger, så tager man hele armen, hvis man kan komme afsted med det.

Jørgen Dyhrberg

De sorte penge spredte sig fra Jørgen Dyhrberg og ud i branchen til de mindre håndværksmestre. Ligesom parcelhusejerne var glade for at betale sort, var håndværksmestrene også meget tilfredse med at klare afregningen under bordet. 

Når en håndværksmester for eksempel havde brug for penge til en konfirmation, en 50-årsfødselsdag eller firmafest, henvendte han sig til Jørgen Dyhrberg.

- Pengene røg jo lige så hurtigt ud, som de kom ind. Der var jo masser af folk, der gerne ville have dem, og så snød vi jo Skat. Dem der fik de sorte penge, skrev jo ikke regninger til mig. De fik pengene i lommen, og så kunne de køre ud og hygge sig med dem. Jeg kunne så få lavet mine ting lidt billigere, siger Jørgen Dyhrberg.

Men pengene til rejser og fester blev taget fra statskassen.

Jørgen Dyhrberg byggede denne arkitekttegnede villa, som han døbte
Jørgen Dyhrberg byggede denne arkitekttegnede villa, som han døbte "Villa Dyhrberg". Foto: Skive Folkeblad

Svindlede for mindst 20 millioner

Svindlen stod på i 15 år. Jørgen Dyhrberg siger, han svindlede for mindst 20 millioner kroner, som han aldrig blev dømt for.

En kilde med kendskab til sagen mod Jørgen Dyhrberg bekræfter overfor TV 2, at der oprindeligt lå en anmeldelse mod ham om skattesnyd på anslået 20 millioner kroner. Den anklage nåede dog aldrig hele vejen til retten.

Jørgen Dyhrberg blev dermed en af de virksomhedsejere, som snyder staten for milliarder. En ny stikprøveundersøgelse fra Skat viser, at små og mellemstore virksomheder snyder som aldrig før. Hvert år forsvinder 7,2 milliarder kroner på grund af skattesvindel.

En virkelighed som Jørgen Dyhrberg sagtens kan genkende:

- Det er sgu dér, de fleste af de sorte penge bliver omsat. Det er de små og mellemstore virksomheder, hvor ejeren selv er inde over den daglige drift, siger Jørgen Dyhrberg.

Derfor undrer Jørgen Dyhrberg sig over, at skiftende regeringer og Brian Mikkelsen har gjort det lettere for folk som ham at snyde:

- I dag kan du fravælge revision, hvis du har et mindre firma. I mine øjne beder man dem så direkte om at lave sorte penge. For det er de firmaer, som rigtig kan gøre det, for de bliver jo aldrig nogensinde kontrolleret.

Det var lige præcis derfor, Jørgen Dyhrberg skrev til TV 2.

Nemmere at snyde i Skat

Flere eksperter har overfor TV 2 vurderet, at det er blevet meget nemmere at snyde i skat, efter Folketinget har gjort det muligt for mindre virksomheder at fravælge en revisor. 

117.666 danske virksomheder har i dag fravalgt at få en revisor til at tjekke, om tallene stemmer i regnskaberne. I 2006 var det tal 12.

square to 16x9

Den svenske rigsrevision har for nylig lavet en stor undersøgelse af en lignende lov i Sverige, og her var konklusionen klar: Ulemperne med skattesnyd og økonomisk kriminalitet er langt større end de fordele, som virksomheder opnår ved at spare revisoren væk. Derfor bør den svenske regering genindføre revisionspligten, mener rigsrevisionen.

Ministeriet mørklægger rapport

Erhvervsministeriet i Danmark har faktisk også lavet en evaluering af den lov, som - ifølge Jørgen Dyhrberg - direkte beder virksomheder "om at lave sorte penge". Ministeriet vil dog ikke fortælle, hvad der står i evalueringen.

- Mit hovedformål som erhvervsminister i en borgerlig regering er jo, at gøre det let for virksomhederne, sagde Brian Mikkelsen
- Mit hovedformål som erhvervsminister i en borgerlig regering er jo, at gøre det let for virksomhederne, sagde Brian Mikkelsen Foto: TV 2

Den 31. januar spurgte vi i 22 Nyhederne erhvervsminister Brian Mikkelsen, hvorfor offentligheden ikke må vide, hvad der står i rapporten.

- Det hører til under den tidligere regering. Nu tager jeg fat. Vi viser ansvar. Det var en lovgivning, som blev lavet under en tidligere regering, som jeg står ved, for vi stemte også for den lovgivning for at gøre livet lettere for virksomheder. Tiderne har bare ændret sig. Nu er vi altså i 2018. (...) Mit hovedformål som erhvervsminister i en borgerlig regering er at gøre livet let for virksomhederne, svarede Brian Mikkelsen

TV 2 har forgæves forsøgt at få uddybet hvorfor, en evaluering af en lov skal holdes hemmelig, fordi loven blev vedtaget under en tidligere regering.

Det var den udtalelse fra Brian Mikkelsen, som fik Jørgen Dyhrberg til at reagere:

- Når politikerne slipper tøjlerne og giver virksomhederne en lillefinger og siger, at nu skal vi gøre det lidt lettere for jer, så tager man hele armen, hvis man kan komme afsted med det, siger Jørgen Dyrberg, der risikerer en del for at komme ud med det budskab.

Spærrede vejen for politiet

square to 16x9
Politiet og låsesmeden måtte parkere på landevejen under ransagningen i "Villa Dyhrberg". Den sorte varevogn som spærrer vejen er Jørgen Dyhrbergs. Foto: Steen Don / Skive Folkeblad

Ifølge Jørgen Dyhrberg kender grådigheden ingen grænser. Han oplevede selv, hvordan han bare ville have mere og mere.

Da politiet endelig kom og ransagede "Villa Dyhrberg" gjorde han alt, han kunne, for at holde på sine penge. Dommeren, kuratoren og politiet skulle ikke have det for let.

Derfor parkerede Jørgen Dyhrberg sin varevogn på tværs af indkørslen for at spærre dem vejen, som billedet ovenfor viser. Han lukkede også sit kvæg ud af indhegningen og lod det gå frit på grunden ved Limfjorden. 

Men lige lidt hjalp det. 

Jeg ville være træt af at skulle ind og ruske igen, men jeg tager mine tæsk for det, jeg har lavet. Og jeg synes jo, det er en vigtig historie.

Jørgen Dyhrberg 

Efter fem års efterforskning og retssager blev Jørgen Dyhrberg dømt i Vestre Landsret og måtte i fængsel.

I dag har han mistet alt. Han har ingen penge og lever på andres nåde. Lejligheden han bor i, har han lånt, og om nogle år må han ernære sig på en folkepension.

Der vil måske være nogen som sidder og tænker, at nu hvor du selv står og skal pensioneres, så er det hyklerisk af dig lige pludselig at sige, at nu er det helt forkert at lave sort arbejde. Er du en hykler?

- Nej, det synes jeg ikke. Da jeg kom ud af fængslet, mistede jeg alt. Jeg skal starte fuldstændig fra bunden af. Så nej, jeg mener sgu ikke, jeg er en hykler. 

Der er stadig et par år tilbage før forældelsesfristen på det sorte arbejde udløber. Hvorfor stiller du dig frem og fortæller om det? 

- Jeg ville være træt af at skulle ind og ruske igen, men jeg tager mine tæsk for det, jeg har lavet. Og jeg synes jo, det er en vigtig historie.