Kronprins Frederik om prins Henrik: - Det går fremad

Prins Henrik er indlagt på Rigshospitalet på femte dag, og der er stadig intet nyt om, hvad han fejler.

Prins Henrik blev i søndags indlagt på Rigshospitalet på et endnu ikke oplyst grundlag.

Offentligheden har intet fået at vide om, hvordan det går med ham, men nu fortæller hans ældste søn for første gang lidt om sin fars tilstand.

- Det går fremad. Han er i gode hænder. Nu venter vi bare stille og roligt på, at han bliver bedre, siger kronprins Frederik til TV 2.

Haft besøg af familien

Prins Henriks sygdomsforløb startede i Egypten, hvor han har opholdt sig det meste af januar.

Her blev han indlagt, og da han kom hjem til Danmark i søndags, blev han med det samme indlagt på Rigshospitalet, hvor han har været siden.

Familien har besøgt ham de seneste dage, bekræfter Kronprinsen. Kongehuset oplyste i går onsdag, at både Dronningen, begge prinser samt svigerdøtre skulle besøge prins Henrik i denne uge.

Derudover har familien ellers ikke været meddelsom. Kun prins Joachim har tidligere udtalt sig om faderens sygdom, da han sagde til Jydske Vestkysten, at han ikke vidste meget.

- Han er indlagt, som I ved, og så må vi nu afvente diverse prøver. Så jeg ved sådan set ikke mere end andre, når det drejer sig om, hvad han fejler, sagde Prinsen til Jydske Vestkysten tidligere på ugen.

Lider af demens

Det er ikke første gang, at prins Henriks helbred er i fokus. Kongehuset meddelte i efteråret 2017, at Prinsen lider af demens.

I sommeren 2017 var prins Henrik desuden indlagt to gange på hospitalet.

Den 83-årige prins Henrik blev først indlagt på Universitetshospitalet i Aarhus i midten af juli, hvor han fik behandling for en infektion i benet. Indlæggelsen blev dog længere end forventet, og han endte med at få en ballonudvidelse i sit bækkenkar.

Siden blev han igen indlagt, denne gang på Rigshospitalet, med smerter i højre ben.