Dansk sag om sexvideo trækker overskrifter verden over

16x9
I udlandet har man også opdaget historisk dansk aktion, hvor 1004 børn og unge er sigtet i sag om distribution af børneporno. Foto: Maskot / Maskot

"Hundredvis af teenagere i Danmark mistænkt for at sende børneporno," skriver det internationale nyhedsbureau AP blandt andet.

Nyheden om, at politiet i Danmark mandag med aktion 'Umbrella' har sigtet 1004 børn og unge for distribution af børneporno, har skabt overskrifter verden over.

Således har store medier i lande som for eksempel USA, Australien, New Zealand, Italien, Spanien, Tyskland, Sverige, Norge og Storbritannien skrevet historien om, at de mange unge er blevet sigtet for, på de sociale medier, at have delt videoer af seksuelle handlinger mellem en 15-årig pige og flere drenge.

Også det internationale nyhedsbureau Associated Press (AP) har skrevet historien fra Danmark under overskriften: "Hundredvis af teenagere i Danmark mistænkt for at sende børneporno".

Politi har udvalgt 10 testsager

CNN nævner i deres artikel, at teenagere i to tilfælde har været anholdt og sigtet for at dele materiale med seksuelt indhold i USA.

I det ene tilfælde gjaldt det to teenagere, der i 2016 blev anholdt og sigtet for at være involverede i en sexring, som, nogle gange mod betaling, delte billeder og videoer med seksuelt indhold af andre studerende. I det andet tilfælde blev en 15-årig pige retsforfulgt for at dele et nøgenbillede af sig selv.

Lau Thygesen, politiinspektør i Nordsjællands Politi, hvor den danske sag har sin oprindelse, er på AP citeret for at sige:

- Det er en meget stor og kompleks sag, som har taget lang tid at efterforske. Især på grund af det høje antal sigtede.

Washington Post har citeret AP, der har talt med Flemming Kjærside, politikommissær ved Rigspolitiets Nationale Cyber Crime Center (NC3).

Ifølge Flemming Kjærside har politiet udvalgt ti sager.

- Dem vil vi prøvekøre for byretter. Med en smule held kan vi køre sagen i byretter om et par måneder.

Facebook: Vi har nultolerance

Det var Facebook, der opdagede de mange delinger af de danske videoer i Messenger og gav besked til Det Nationale Center for Savnede og Udnyttede Børn i USA (NCMEC). De gav sagen videre til National Security Agency (NSA), som gav den videre til Interpol, som igen gav sagen videre til det danske politi.

Dansk politi har efterforsket sagen siden september 2017.

Facebook siger til CNN, at virksomheden har en nultolerance, når det gælder udnyttelse af børnebilleder og deling af intime billeder uden samtykke.

- Vores systemer kører i baggrunden og fjerner automatisk og rapporterer indhold af intim karakter med børn til NCMEC i USA, som vil gennemgå og videregive relevant information til den rigtige myndighed over hele verden.