Paven undlod at sige ordet, alle ventede på

Den katolske kirkes overhoved er på besøg i Myanmar, hvor han i dag mødtes med landets politiske leder Aung San Suu Kyi.

Da pave Frans i dag talte i Myanmar, var der ét bestemt ord, alle ventede på, om han ville bruge.

På forhånd havde Myanmars eneste katolske kardinal opfordret paven til ikke at sige 'rohingya', da kardinalen frygtede, at det ville støde dele af lokalbefolkningen.

Tidligere har paven ellers brugt netop denne betegnelse om det forfulgte mindretal, da han omtalte rohingyaerne som sine "brødre og søstre". Men paven valgte at følge rådet fra kardinalen, da han i dag holdt tale i Myanmars hovedstad Naypyidaw foran blandt andre Myanmars politiske leder, Aung San Suu Kyi.

Også FN’s tidligere generalsekretær, Kofi Annan, havde ifølge Reuters opfordret paven til ikke at sige ’rohingya’.

Årsagen til balladen om netop dette ord er, at myndighederne i det buddhistiske Myanmar slet ikke vil anerkende rohingyaerne, der er et primært muslimsk mindretal.

Myndighederne i Myanmar opfatter rohingyaerne som ulovlige indvandrere fra nabolandet Bangladesh.

620.000 rohingyaer fra Myanmar er flygtet til nabolandet.
620.000 rohingyaer fra Myanmar er flygtet til nabolandet. Foto: SUSANA VERA / Scanpix Denmark

I de seneste måneder er mere end 600.000 rohingyaer flygtet fra Myanmar til Bangladesh. Ifølge BBC startede flygtningestrømmen, da militante rohingyaer angreb Myanmars militær, som gik til modangreb på rohingyaerne.

Flere organisationer og politikere – heriblandt FN og USA's udenrigsminister Rex Tillerson – har kaldt krisen omkring det forfulgte mindretal for en "etnisk udrensning".

Paven talte om fred

Paven undlod i dag at bruge det betændte ord. I stedet valgte han at bruge sin tale på at opfordre til ro i Myanmar.

- Myanmars fremtid skal være freden. En fred, der bygger på respekten for værdigheden og rettighederne for alle samfundets medlemmer, lød det fra pave Frans.

Samtidig sagde han, at fred og forsoning kun er muligt i Myanmar, hvis de forskellige etniske og religiøse grupper i landet alle anerkender hinanden som brødre og søstre.

Pave Frans er ikke kendt for at pakke tingene ind, men han må have vurderet, at det var et godt råd, han fik. Så han undlod at nævne det forbudte ord i sin tale. Hans budskab var dog ikke til at tage fejl af: Han opfordrede de ansvarlige ledere til at sikre alle etniske grupper lige meget respekt og et værdigt liv.
Paven mødtes med Myanmars politiske leder Aung San Suu Kyi, der er blevet kritiseret for ikke at gribe ind overfor det, FN betegner som en etnisk udrensning i Myanmar .
Paven mødtes med Myanmars politiske leder Aung San Suu Kyi, der er blevet kritiseret for ikke at gribe ind overfor det, FN betegner som en etnisk udrensning i Myanmar . Foto: AP

Også Myanmars politiske leder holdt tale i forbindelse med mødet mellem de to, og her talte hun direkte til paven.

- Deres Hellighed. De giver os styrke og håb gennem Deres forståelse af vores behov og længsel efter fred, national forsoning og social harmoni, sagde Aung San Suu Kyi.

Hun er blevet kritiseret voldsomt for ikke at have forsvaret rohingyaerne mod militærets overgreb.