De vakte opsigt før valget - sådan er det gået dem

Fynbo gik viralt med valgsang, og en mor og søn stillede op sammen. Sådan er det gået dem, der gjorde sig særlig bemærket under valgkampen.

De har fået os til at trække på smilebåndet, debattere, blive forargede eller ramt andre følelser. 

Flere af kandidaterne til årets kommunalvalg har skabt overskrifter, og TV 2 har samlet et udpluk af dem, der kom på danskernes læber.

Herunder kan du læse, hvordan det er gået dem efter kommunal- og regionrådsvalget.

Mor og søn

Noura Bendali og Soufian Bendali deler ikke kun efternavn - de deler også mærkesager. Mor og søn stillede til kommunalvalget nemlig begge op for Nationalpartiet i København. 

Deres politiske mærkesager tæller blandt andet en målrettet indsats mod bandekonflikten i København, kortere skoledage og en større indsats over for hjemløse. Og så håbede de på at inspirere andre ved at stille op. 

- Vi vil gerne sende det signal til andre familier, der har det svært, at man sagtens kan lykkes sammen i samfundet. Det handler bare om at være der for hinanden, sagde Soufian Bendali i 'Go' morgen Danmark'. 

SÅDAN GIK DET: I en video på Facebook fortæller Noura Bendali, at hun og sønnen ikke blev valgt ind, da Nationalpartiet ikke høstede nok stemmer i København. 

- Jeg kan oplyse, at vi ikke er blevet stemt ind. Vi skulle bruge 4500 stemmer. Vi fik knap 1500 her i København, og det var desværre ikke nok. Af hjertet vil jeg gerne sige tusind tak til alle dem, der valgte at sætte et kryds ved mit, Soufians eller partiets navn. Det varmer om hjertet, at I bakker os op, siger hun.  

Gik viralt med valgsang

"Jeg ska' ski' do" og "bare vi er vi to" er sætninger, som Henrik Nielsen, der er spidskandidat for De Konservative i Svendborg, nu er blevet kendt for.

Det skyldes, at han i en utraditionel valgvideo på Facebook sang duet med sin kone til samme melodi som storhittet 'Despacito'. Nummeret gik hurtigt viralt og er blevet set over 280.000 gange på Facebook og skaffede omtale i en række medier. 

SÅDAN GIK DET: Trods videohittet går Henrik Nielsen tilbage i forhold til valget i 2013, viser optællingen af personlige stemmer. Dengang fik han 2215 personlige stemmer. Men ved tirsdagens valg stemte kun 1836 vælgere i Svendborg personligt på den dansende og syngende kandidat. 

Trods tilbagegangen endte Henrik Nielsen som kommunens næststørste stemmesluger, mens socialdemokraten Bo Hansen er udpeget til ny borgmester i kommunen.

Valgets ældste

Han befinder sig i sit niende årti, men det afholdt ikke Børge Albøg Olsen (K) fra Ringsted fra at ville i det lokale byråd. Under valgkampen til kommunalvalget brugte han dog hverken sociale medier eller valgplakater for at promovere sig selv. 

- Jeg har et image i byen. Jeg er så kendt og afholdt et menneske i Ringsted, at jeg ikke behøver valgplakater, sagde han i 'Go' morgen Danmark'. 

Han ville blandt andet kæmpe for at ændre synet på de ældre.

- Den ældre gruppe i samfundet bliver betragtet som en byrde, og det er de ikke. De løser så mange problemer i samfundet. Der er Røde Kors og Kirkens Korshær og alverdens ting. Den samfundsgruppe skal løftes op. Man kalder jo heller ikke de andre, der får penge af det offentlige, for en byrde, siger Børge Albøg, der selv har været aktiv i Ældresagen i en årrække. 

SÅDAN GIK DET: Ved kommunalvalget stormede De Konservative Folkeparti frem i Ringsted kommune, fra et til tre mandater, og Sjællandske Medier skriver, at 93-årige Børge Albøg Olsen blot er en enkelt ekstra personlig stemme i fintællingen eller en lodtrækning fra en plads i det kommende byråd i Ringsted. 

Han fik nemlig 38 personlige stemmer ved valget - det samme som partiets lokalformand. 

Fuldskægsforbud gav bagslag

Henrik Thorup er gift med Folketingets formand, Pia Kjærsgaard.
Henrik Thorup er gift med Folketingets formand, Pia Kjærsgaard. Foto: Liselotte Sabroe / Scanpix Denmark

Dansk Folkepartis spidskandidat ved regionsrådsvalget i Region Hovedstaden, Henrik Thorup, fik skægget i postkassen på de sociale medier.

Hans forslag om et forbud mod fuldskæg blandt læger havde ellers fået opbakning fra partigruppen på Christiansborg. Men kort efter fremsættelsen måtte Henrik Thorup trække idéen tilbage.

- Debatten er kommet helt ud af proportioner. Helt ærligt, så fik jeg nok ikke formuleret mig for fikst. Jeg orker ikke helt at fortsætte den debat. Derfor dropper jeg nu forbudstanken, sagde Henrik Thorup til TV 2.

Han havde nemlig tænkt på religiøst betingede skæg og ikke samtlige former for fuldskæg, som hurtigt blev den almene opfattelse, forklarede han.

På nettet blev der dog gjort grin med flere former for fuldskæg, siddende på personer i et spænd fra Grundtvig til Dansk Folkepartis egne kandidater.

SÅDAN GIK DET: Henrik Thorup blev genvalgt til en plads i regionsrådet i Region Hovedstaden. Samlet gik hans parti tilbage, fra fire til tre mandater.

Frygtede, at omtale kostede stemmer

I april stod det dengang 22-årige byrådsmedlem frem og fortalte, at hun havde været udsat for sexchikane fra blandt andet andre byrådsmedlemmer i Nyborg.

S-politikeren Sonja Marie Jensen fortalte, at hun skulle ”stå model til et klask i røven” og høre på, at hun ”knalder sig til tops”.

Sagen fik stor mediebevågenhed og flere kvindelige politikere stod frem og fortalte om lignende oplevelser. Men selvom Nyborg-politikeren mødte stor opbakning for at stå frem med sine oplevelser, oplevede hun også at blive udsat for hårde kommentarer i medier, læserbreve og på sociale medier.

Omtalen førte samtidig til bekymring hos hende. 

- Jeg er grundlæggende nervøs for, om den her sag kan koste mig valget. Det er jo et emne, der splitter vandene. På den ene side har jeg oplevet en kæmpestor støtte, men nogle synes, at jeg er hysterisk eller en ’skrigeskinke’, som jeg også er blevet kaldt, sagde Sonja Marie Jensen under valgkampen.

SÅDAN GIK DET: Sonja Marie Jensen er blevet valgt ind i Nyborgs kommende byråd og modtog 633 personlige stemmer ifølge den første optælling. Det placerer hende på fjerdepladsen over flest personlige stemmer i kommunen. 

Faldt af scenen under vælgermøde

Ole Eli Christiansen fra partiet Det Sorte Register fik under valgkampen opmærksomhed for noget af et stunt.

Ved et vælgermøde i Haderslev Idrætscenter faldt spidskandidaten nemlig af scenen, da han satte sig på sin stol yderst på podiet.

Efterfølgende afslørede et røntgenbillede to brud på byrådskandidatens venstre arm. Det fik Ole Eli Christiansen til at kræve erstatning for manglende sikkerhed. Kravet lød på en million kroner.

SÅDAN GIK DET: Det Sorte Register kom ikke ind i hverken Haderslev Kommune eller Region Syddanmark, oplyser Ole Eli Christiansen på sin facebookprofil. Samtidig takker han sine støtter og melder sig allerede nu kampklar igen til næste valg om fire år.

Mens kommunalvalget glippede, fik Ole Eli Christiansen medhold i sit erstatningskrav – om end ”langt fra millionen”, som han oplyser til TV 2.

Kopierede borgmesterens tekst

Borgmester Thomas Adelskov (S) og Paw Pedersen (DF) er meget enige i deres politik. Netop derfor giver det måske meget godt mening, at deres partier er i valgforbund ved kommunalvalget i Odsherred.
Borgmester Thomas Adelskov (S) og Paw Pedersen (DF) er meget enige i deres politik. Netop derfor giver det måske meget godt mening, at deres partier er i valgforbund ved kommunalvalget i Odsherred. Foto: Scanpix/Dansk Folkeparti/TV 2

I Odsherred Kommune er Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti i valgforbund. Men sidstnævntes spidskandidat, Paw Pedersen, viste sig alligevel lidt for enig med sin socialdemokratiske modpart.

I to politiske svar til den lokale avis Nordvestnyt kopierede Paw Pedersen nemlig teksten fra kommunens socialdemokratiske spidskandidat og borgmester, Thomas Adelskov.

Over for TV 2 erkendte Paw Pedersen, at fejlen lå hos ham og hans parti, men han glædede sig alligevel over, at fejlen kun kunne ske, fordi de to partier er meget enige.

Den plagierede S-profil har da også tilgivet DF’eren for at mene det samme som ham.

SÅDAN GIK DET: Paw Pedersen blev valgt ind i byrådet med det ene af Dansk Folkepartis to mandater.

På sin Facebookprofil takker han sit partis medlemmer og vælgere og roser Socialdemokratiet for deres tillid og for at forblive loyale.

Thomas Adelskov blev genvalgt som borgmester, og hans parti sikrede sig i alt 12 odsherredske mandater.

Førtidspensioneret fisker revsede akademikerne

Ib Andersen er kendt fra TV 2-programmet ’På røven i Nakskov’. Men han stillede også op som byrådsmedlem i Lolland Kommune med sin egen liste, kaldet Udkantsdanmark.

Under valgkampen fiskede den førtidspensionerede fisker ligesom så mange andre kandidater efter stemmer på en række valgmøder, og et af dem var på VUC i Nakskov.

Her forlangte Ib Andersen bedre behandling af kommunens ældre og revsede akademikere for ikke at kunne tænke på andet end tal.

Også sønnen Nicolai Strand Andersen opstillede til kommunalvalget på sin fars liste, og de to gik særligt efter stemmer fra kommunens mange sofavælgere.

SÅDAN GIK DET: Hverken Ib Andersen eller hans søn kom i byrådet i Lolland Kommune.

Med 251 personlige stemmer trøster Ib Andersen sig over for TV Øst med, at hans navn ”står skrevet et sted”, men giver ellers ikke meget for resultatet, hvor mange af byrådets tidligere medlemmer blev genvalgt:

- Det viser vel, hvor meget Lolland er indavlet efterhånden … eller også er folk bare arrogante, siger Ib Andersen til TV Øst.

Han har besluttet sig for ikke at genopstille ved næste valg.