Kendte på stemmesedlerne: Se hvem der blev valgt og hvem der ikke gjorde

Der har hængt mange kendte ansigter i lygtepælene op til kommunalvalget 2017. Se hvordan det er gået dem nederst i artiklen.

Gennem tiden har flere kendte skiftet karriere og er trådt ind i politik. Og dette års kommunalvalg var ingen undtagelse.

En række kendisser prøvede lykken, og for nogle af dem har det betydet, at de her på den anden side af tirsdagens valg kan kalde sig indehaver af enten en borgmesterpost eller en plads i byrådet.

En af dem er tidligere landstræner og sportchef i Dansk Håndbold Forbund, Ulrik Wilbek, hvis skuldre nu skal bære vægten fra en borgmesterkæde.

Den temperamentsfulde træner stillede op for Venstre i Viborg Kommune og blev topscorer med 7537 personlige stemmer – 500 flere end De Konservatives spidskandidat, Torsten Nielsen.

- Jeg vil gøre mig umage, og jeg vil gøre alt, hvad jeg kan for Viborg Kommunes borgere, siger han til TV 2. 

Ikke nok at være kendt

Et kendt navn kan dog ikke gøre det alene, og det var derfor ikke alle, der fik nok stemmer til en plads i byrådet.

Det var eksempelvis tilfældet for filminstruktør Tomas Villum Jensen, som stillede op for Liberal Alliance i Fredensborg Kommune. Heller ikke entertainer og operasanger Amin Jensen, der stillede op for Nationalpartiet i Hvidovre Kommune, fik nok stemmer.

- Jeg er ikke kommet ind, skriver Amin Jensen til TV 2. 

Førtidspensionisten Ib Andersen, som er kendt fra programmet 'På røven i Nakskov', måtte også udskyde drømmen om en plads i byråddet i Lolland Kommune. Han stillede op med sin egen liste, Udkantsdanmark, som fik 251 stemmer. 

- Man stemmer der, hvor man plejer at stemme, siger han til TV ØST.

Mosaikken opdateres løbende, som resultaterne falder på plads. 

Kendte i kommunalvalget