16x9

Højgravid og lykkelig - syv minutter senere blev hun myrdet i Elverparken

Dette er historien om drabet på 32-årige Louise Borglit, en af de mest opsigtsvækkende uopklarede drabssager i Danmark.

Furerne i ansigtet fortæller historien om Ole Nielsens 30 år i dansk politi. Han er en af dem, der bliver kaldt ‘garvet’ og har utallige opklarede sager på sit CV.

Men det seneste år har én sag - et drab - fyldt alt i hans liv. Både på arbejdet, og når han har fri.

Især syv minutter nager ham. De syv minutter, fra højgravide Louise Borglit sidst blev set af sin familie, og til hun blev fundet blødende i Elverparken. Syv minutter, den erfarne efterforsker ikke kan redegøre for.

- Det er uhyggeligt at tænke på, siger han til ‘Station 2’, da vi møder ham på hans arbejdsplads.

Efterforskningsleder Ole Nielsen.
Efterforskningsleder Ole Nielsen. Foto: TV 2

Få meter væk hænger et udprintet og forstørret luftfoto af parken, som danner rammen om et af de senere års mest omtalte drab. Både fordi ofrene var en 32-årig kvinde og hendes baby i maven. Men også fordi morderen stadig ikke er fundet.

Det til trods for, at Elverparken synes fuldkommen støvsuget. Kommunen har savet træer ned. Kloakker er blevet tømt med slamsugere, og maskiner har blæst efterårets tætte løv væk.

Mange har opgivet håbet, men ikke Ole Nielsen.

Der er nemlig stadig ét lovende spor, som offentligheden endnu ikke har hørt om.

'Station 2 Efterlyst' sender en særudsendelse om drabet på Louise Borglit torsdag den 2. november klokken 20.50.

4. november 2016, kl. 18.59: Det sidste farvel

Men før vi når til det, spoler vi først tiden et år tilbage. Tilbage til en fredag aften, hvor Louise Borglit var på besøg hos sin søster, svoger og to niecer. De fem havde haft en helt normal hyggeaften. Efter aftensmaden ville Louise gå en tur med familiens hund, golden retrieveren Maggie.

Novemberregnen silede ned udenfor, og Louises mave gjorde det svært for hende at få sit regntøj på. Så det var iført svogerens olivengrønne regnsæt og gummistøvler, at hun satte en snor på Maggie.

- Gå der, hvor der er lys, sagde søsteren Susanne til hende på vej ud af døren.

Det var det sidste, hun nåede at sige til hende.

Dræbte Louise Borglit var gravid i syvende måned.
Dræbte Louise Borglit var gravid i syvende måned. Foto: Privatfoto

32-årige Louise var på det tidspunkt syv måneder henne i sin graviditet. Hun boede ikke sammen med faren til sit barn. Det gjorde ikke noget, mente Louise.

Det var tydeligt for hendes familie og veninder, hvor meget hun glædede sig til at blive mor og få et barn at kaste sin kærlighed over.

Og kærlighed havde hun ifølge veninderne og kollegerne til overflod. De oplevede hver dag hendes livsglæde og karisma i Magasin, hvor hun arbejdede som makeupkonsulent. Her var hun blandt andet med i et projekt, hvor hun hjalp kræftpatienter med at lægge en pæn makeup, efter de havde fået kemoterapi. Og i 2015 vandt Louise Borglit en pris som ’Bedste Kollega’ i Magasin.

- Hun havde bare så meget empati og kærlighed til alle mennesker. Og så kommer hun herfra på sådan en ondskabsfuld måde. Det kan jeg slet ikke forstå, fortæller hendes veninde gennem 10 år, Cathrine Golfe.

Der går et menneske rundt, som har taget et andet menneskes liv og ødelagt en familie. Det er helt urimeligt

Susanne Borglit, Louises søster

Om hun tænkte på arbejdet eller babyen i maven, mens hun gik med Maggie ned mod Elverparken, er der ingen, der ved.

Heller ikke politiet ved, hvad der sker de næste syv minutter. De ved kun, at det er brutalt.

Kl. 19.07 - Skrig i Elverparken

Kort fra Louise Borglit gik en anden kvindelig hundelufter i regnen. Den anden hundelufter gik på Tornerosevej og bor også tæt på Elverparken, ikke langt fra Louise Borglits søster.

Parken lå henlagt i mørke på hendes højre side, da hun hørte noget.

Det lød som unge mennesker, der legede, men så blev hun i tvivl.

Der lød et skrig. Et meget højt skrig.

Kvinden stoppede op og lyttede efter, men kunne ikke høre noget. Hun nåede lige at gå over vejen mod parken, da hun hørte det igen.

Denne gang kunne hun høre angsten i skriget, og det gik op for hende, at noget var helt, helt galt.

De tætte buske langs Elverparken betød, at hun knap kunne kigge derind. Hun skimtede noget derinde. Det lignede en rød cykellygte.

Pludselig kom en mand med kasket på løbende ud fra buskene og stoppede op i mørket, to meter fra kvinden.

Hun fik øjenkontakt med manden, selvom han havde en hætte trukket op over kasketten på hovedet, og han slog ud med armene. Han virkede forvirret. Måske signalerede han, at han heller ikke vidste, hvad der foregik?

Men hendes mavefornemmelse skreg, at han havde gjort noget forfærdeligt, så hun vendte sig om og løb, så hurtigt hun kunne.

Det samme gjorde manden. Han var væk, da kvinden kiggede tilbage.

square to 16x9

    Kl. 19.14 - Maggie er alene

    Et andet sted i parken var et par, en mand og en veninde, ude og gå aftentur. De havde ikke hørt noget, men kunne se det røde dinglende lys. Det kom tættere på dem.

    Det var lygten i Maggies hundehalsbånd, de kunne se, da den lyse golden retriever kom luntende hen mod dem.

    Manden fornemmede, at den ville vise dem noget, så parret fulgte efter hunden hen mod et buskads.

    Tæt på buskadset kunne de pludselig se, at der lå nogen i græsset. Personen var iført olivengrønt regntøj og gummistøvler.

    Da de kom helt tæt på, kunne de se, at det var en kvinde.

    Senere samme aften i Odense

    Det var en fredag aften, og Ole Nielsen havde netop været på et kursus for drabsefterforskere i Odense, omkring to timers kørsel fra Elverparken.

    Han skulle lige til at sætte sig til bords ved afslutningsmiddagen, da hans telefon ringede.

    Sagen optager mig jo både, når jeg er på arbejde, og når jeg har fri

    Ole Nielsen

    En ung, højgravid kvinde var kort forinden blevet overfaldet med kniv i Herlev, lød beskeden. I morgen ville Ole Nielsen og drabsafdelingen få overdraget efterforskningen, fordi hun var erklæret død.

    Ambulancefolkene var kommet seks minutter efter alarmopkaldet til 112.

    square to 16x9
    4. november 2016. Billeder fra gerningsstedet hvor Louise blev fundet dræbt. Foto: Local Eyes

    De kunne med det samme se, at kvinden havde adskillige stiksår på overkroppen. Der var ikke gået mere end 20 minutter, siden Louise Borglit var gået ud af døren hos sin søster.

    Det var de 20 minutter, Ole Nielsen og drabsefterforskerne fra Københavns Vestegns Politi skulle komme til at fokusere på det næste år.

    Billeder fra gerningsstedet hvor Louise blev fundet dræbt.
    Billeder fra gerningsstedet hvor Louise blev fundet dræbt. Foto: Local Eyes

     

    Søsteren - et år efter drabet

    I dag, et år efter drabet, er Louises Borglits søster, Susanne Borglit, stadig mærket af, at Louise ikke er her mere.

    - Jeg tænker på hende hvert femte minut, siger Susanne Borglit.

    Hendes døtre har heller ikke glemt deres moster Louise. Hun var altid den, man ringede til, hvis man var ked af det. Hun havde en evne til at gøre folk glade igen.

    Et år er gået. Susanne Borglit husker sin søster som et kærligt menneske.
    Et år er gået. Susanne Borglit husker sin søster som et kærligt menneske. Foto: TV 2

    - Vi prøver at snakke om Louise tit. Jeg tror, at pigerne har behov for, at vi ikke glemmer, men at vi mindes, fortæller Susanne Borglit.

    Susanne Borglit tænker ofte på Louises drabsmand, som aldrig er blevet fundet.

    - Der går et menneske rundt, som har taget et andet menneskes liv og ødelagt en familie. Det er helt urimeligt.

    Tabet af Louise føles uoverkommeligt. Hun undrer sig over drabets meningsløshed. At vedkommende ikke har meldt sig selv. Derfor har familien udlovet en dusør til alle, der ved noget.

    Hun tænker, om det mon er en person, som har en psykisk lidelse. At personen måske har brug for hjælp for at kunne begå et så bestialsk drab.

    Den tanke har Ole Nielsen også haft.

    Efterforskeren

    - Der er ikke noget i efterforskningen, der indikerer, at nogen i hendes omgangskreds ville dræbe hende. Det kan være en psykisk syg person, som har gjort det her. Det kan være hvem som helst, siger Ole Nielsen tilbage på sit kontor. Han tror ikke, at Louise kendte sin drabsmand.

    Det gør sagen meget sværere at opklare.

    Signalement af 'kasketmanden'

    Ifølge det kvindelige vidne er manden op imod 30 år gammel.

    Cirka 180 centimer høj.

    Spinkel, tynd af bygning og med et smalt, markeret ansigt.

    Han bar mørke sko, mørke bukser og en mørk jakke med hætte og en mørk kasket. Hætten på jakken var trukket op over kasketten. 

    Københavns Vestegns Politi har i et år efterforsket de mindste ledetråde i sagen. Gentagne gange har de bedt offentligheden om hjælp. Ole Nielsen tænker, at samtlige borgere i Herlev efterhånden må kende hans telefonnummer.

    Dykkere, hunde, vidneafhøringer. Utallige arbejdstimer er brugt på at finkæmme området omkring Elverparken.

    - Vi har arbejdet utrolig intenst på at opklare den her sag. I starten fylder den jo stort set alle døgnets 24 timer. Den optager mig jo både, når jeg er på arbejde, og når jeg har fri, siger Ole Nielsen.

    - Jeg er da berørt af det. Jeg føler med den familie, som har mistet et nært familiemedlem på den her meningsløse måde.

    En mulighed mere

    ’Kasketmanden’, som politiet kalder ham, fylder meget i Ole Nielsens tanker. Manden, som det kvindelige vidne så. Ole Nielsen tør ikke sige, om han har noget med drabet på Louise at gøre. Uanset hvad vil de gerne finde ham.

    Drabsvåbnet, som politiet formoder er en kraftig kniv, er heller ikke fundet.

    Tæt på 50 knive er indleveret til politiet til undersøgelse. Men ingen af dem er kniven, som gerningsmanden brugte, da han slog Louise ihjel.

    Alligevel er der et håb.

    Ole Nielsen (nummer to fra venstre) omgivet af efterforskere fra Københavns Vestegns Politi.
    Ole Nielsen (nummer to fra venstre) omgivet af efterforskere fra Københavns Vestegns Politi. Foto: TV 2

    Har du oplysninger i sagen?

    Så kontakt Københavns Vestegns Politi på telefon 114.

    Københavns Vestegns Politi har for nylig fundet en kniv i et buskads tæt ved parken. En stor og kraftig kniv. Præcis ligesom den, politiet har været ude og efterlyse.

    Så politiets arbejde fortsætter. De har stadig spor at gå efter i opklaringen af drabet på Louise Borglit.

    - Hvis jeg ikke troede på det, så tror jeg, at jeg havde det forkerte job. Jeg tror stadigvæk på, at den her gåde, den kan knækkes.

    'Station 2 Efterlyst' sendte en særudsendelse om drabet på Louise Borglit torsdag den 2. november klokken 20.50. Du kan se hele udsendelsen på TV 2 Play.