Far endelig genforenet med sin søn

16x9
Vladimir Valiant og hans søn, Leonardo, mødtes for første gang i dag på en hemmelig adresse i København efter at have været adskilt gennem halvandet år. Leonardo var sammen med sin halvsøster kidnappet til Brasilien af sin egen mor, Angelina Mathiesen. Foto: TV 2

Efter halvandet års flugt til Brasilien mødte faren Vladimir Valiant for første gang sin søn Leonardo for få timer siden.

- Det gik fuldstændig over alle forventninger. Leonardo havde på forhånd hørt om mig, så han hilste på mig allerede i døren, og begyndte drillende at sige: ’Du kan ikke fange mig’, fortæller en meget rørt Vladimir Valiant til TV 2 og fortsætter:

- Leonardo sagde også ret hurtigt: ’Du er min far’, og jeg svarede: ’Ja, det er jeg’. Det var helt…jeg mangler ord. Jeg gjorde alt, hvad jeg kunne for ikke at begynde at græde foran ham, men det var svært og dejligt på samme tid, siger Vladimir Valiant om sit første møde med sin søn i halvandet år.

Vladimir Valiant havde forberedt det første møde med gaver, men også med gamle ting fra Leonardos værelse.  

- Han taler stadig fint dansk og spurgte: ’Hvad har du i posen?’ Jeg fortalte, jeg havde nogle af hans ting og også en gave med. Han kastede sig over en meget sej motorcykel, og vi begyndte at skubbe den frem og tilbage mellem hinanden, fortæller Vladimir Valiant.

Tog hinanden i hånden

- Han er blevet større, men han ligner sig selv. Og det bånd, jeg håbede, der var mellem os, det var der stadig. Det var så dejligt. Efter 10 minutter tog Leonardo min hånd og spurgte: ’Vil du se mit værelse, hvor jeg sover? Kom!’. Så tog han min hånd og førte mig til værelset, hvor vi så lidt tegnefilm, fortæller en meget glad og lettet Vladimir Valiant.

Det første møde mellem far og den 4-årige søn Leonardo var kulminationen på en langvarig samværsstrid mellem Vladimir Valiant og hans ekskone, Angelina Mathiesen.

- Planen er stadig, at det skal gå stille og roligt. Leonardo har ikke set mig i halvandet år og skal langsomt vænne sig til, at jeg igen bliver en del af hans hverdag, fortæller Vladimir Valiant.  

TV 2 viste her til aften dokumentaren ’Bortført af mor’, hvor man følger de to fædre Vladmir Valiant og Peter Lawaetz i deres kamp for at blive genforenet med deres børn, som de har med den samme kvinde, Angelina Mathiesen.

Igennem halvandet år var børnene Aia på syv år og Leonardo på fire år bortført til Brasilien af deres mor. Angelina Mathiesen beskyldte i flere omgange begge fædre for vold og overgreb – anklager som de danske myndigheder aldrig fandt beviser for. Da hun til sidst stod til at miste en forældremyndighed, var det angiveligt afgørende for, at hun valgte at flygte med børnene i 2016.

Skal ses igen i morgen

- Jeg skal se ham allerede igen i morgen. Jeg kan ikke få armene ned, selvom jeg kører bil. Men jeg har mest lyst til at stige ud af bilen og råbe og skrige af glæde. Det var den bedste start, jeg kunne drømme om – det kunne ikke være en bedre begyndelse, siger Vladimir Valiant.

Leonardo og hans halvsøster, Aia, kom allerede til Danmark for fire dage siden, efter at en brasiliansk dommer havde udvist dem. Da børnene har været lang tid adskilt fra begge fædre, bad Vladimir Valiant og Peter Lawaetz om professionel hjælp hos Københavns Kommune, der derfor kortvarigt har anbragt Aia og Leonardo på et professionelt sted i samarbejde med fædrene. Årsagen er, at begge børn ikke har set deres fædre i halvandet år og derfor har brug for en langsom overgang. En overgang, der altså i dag forsigtigt blev indledt med det første møde mellem far og søn, og som senere skal resultere i permanent bopæl hos fædrene.

- De mennesker, der er omkring Leonardo sagde, at det var gået over alle forventninger, forklarer Vladimir Valiant om det første møde.

Den anden far, Peter Lawaetz, skal en af de kommende dage også møde sin 7-årige datter, Aia, for første gang. Selvom begge børn har forskellig far, er det ifølge begge fædre stadig planen, at de to halvsøskende løbende skal have kontakt med hinanden.