Bortført af mor: Intet gik som planlagt, da fædrene tog sagen i egen hånd

Dette er historien om Peter Lawaetz og Vladimir Valiants jagt på deres kidnappede børn - en rejse, der fører dem til den anden side af kloden.

De sidder i to røde plasticstole og venter. Venter på et af de vigtigste opkald, et menneske kan vente på. Rundt om dem glimter julepynten i den fugtige aftenvarme. Om et minut, om en time eller i morgen kan mobilen foran dem ringe.

Den ene er så tålmodig, at man fejlagtigt kan forveksle det med ligegyldighed. Den er anden ilter og uden ro.

De venter på nyt om deres bortførte børn.

Peter Lawaetz og Vladimir Valiant har begge et barn med den samme kvinde. For halvandet år siden gik hun under jorden med børnene Aia og Leonardo, der på det tidspunkt var seks og tre år gamle. Hun flygtede med dem til Brasilien.

Her ses Vladimir Valiant til venstre og Peter Lawaetz til højre. Begge med hver deres barn.
Her ses Vladimir Valiant til venstre og Peter Lawaetz til højre. Begge med hver deres barn. Foto: Privatfoto

Flugten var kulminationen på en årelang og konfliktfyldt kamp om børnene.

Hjælp fra privatdetektiv

Mens de to fædre sidder udenfor på hotel Riviera d’Amazônia i byen Belem i Brasilien, ringer telefonen. Det er deres danske privatdetektiv. Vladimir Valiant stikker en finger i det ene øre og mobilen mod det andet for bedre at kunne høre for restaurantens musik.

Samtalen er kort. Privatdetektiven skal bruge et billede af 6-årige Aia og af hendes mor Angelina hurtigst muligt. De aftaler, at Vladimir straks sender det over telefonen.

Detektiven er fløjet til Brasilien for at hjælpe fædrene med at finde deres børn. Lige nu er han sammen med det brasilianske politi i gang med at lede efter børnene og deres mor i lokalområdet. Hvis de bliver fundet, vil moren blive anholdt.

Detektiven når ikke at give Vladimir en status, før han afbryder forbindelsen. Fædrene må igen vente.

Peter Lawaetz og Vladimir Valiant's børn er blevet kidnappet. Fædrene føler sig svigtet af de danske myndigheder. Video: Anne Brandbjerg

Kærligheden

Peter Lawaetz mødte Angelina Mathiesen for otte år siden, da han var ude og lufte sin hund.

- Jeg er tit ude om aftenen og gå med den. Så mødte jeg Malene (Angelinas tidligere navn, red.), som jeg efterhånden faldt i snak med, og vi havde rigtigt mange ting at tale om, og så udviklede det sig. Jeg syntes, hun så dejlig ud og så, ja, så syntes jeg, hun var god at tale med, og vi svingede godt sammen.

Angelina flyttede hurtigt ind til Peter.

- Vi blev kærester, og så ret hurtigt fandt jeg ud af, at det var mere praktisk, hvis hun boede hos mig, fordi jeg havde nogle hjemmeboende børn.

Men forholdet begyndte hurtigt at gå skævt. Peters to teenagebørn og Angelina havde det svært i hinandens selskab.

- Lige i starten gik det fint. Vi lavede forskellige ting sammen, men stille og roligt kom der nogle episoder, hvor jeg begyndte at tænke, at det måske ikke var helt så rosenrødt, som jeg umiddelbart havde forestillet mig, siger Peter Lawaetz.

Angelina flyttede ud igen mindre end et halvt år senere. De sås dog stadig indimellem, og Angelina blev gravid.

- Vi talte om, hvordan vi skulle gribe det an, og aftalte at mødes, og jeg nævnte så, at jeg selvfølgelig gerne ville have fælles forældremyndighed. Da jeg sagde de ord, så mente hun ikke, der var mere at tale om. Hun sagde så efterfølgende, at jeg ville få besked, når barnet var født.

I samme periode søgte Vladimir Valiant en lejer til sin herskabslejlighed på Nørrebro i København. Angelina reagerede på hans annonce.

- Hun fortalte, at hun var gravid, og om det ville være et problem. Jeg har altid kunnet lide både kvinder og børn, så jeg tænkte, at et barn skal da have et tag over hovedet. Så hun flyttede ind, siger Vladimir Valiant.

square to 16x9
Vladimir indtager hurtigt faderrollen for Peters datter Aia. Foto: Privatfoto

Angelina og Vladimir blev hurtigt kærester. Da Angelina skulle føde Peters datter Aia, var Vladimir med til fødslen.

- Jeg klippede navlestrengen over, og det var en dejlig oplevelse. Den bedste dag i mit liv, siger Vladimir Valiant.

Da Aia var et halvt år, så Peter sin datter for første gang på samvær. Da hun var så lille, var Angelina eller Vladimir til stede, når han havde samvær med sin datter.

Aia som spæd
Aia som spæd Foto: Privatfoto

Et år senere blev Vladimir og Angelina gift. Og hun blev gravid igen. Men deres forhold begyndte samtidig at gå skævt. Det kulminerede, da Angelina var fem måneder henne. Her flyttede hun på krisecenter med Aia. På krisecenteret fortalte hun, at Vladimir havde været voldelig.

Forsøgte at sløre pengeoverførsel

Mens fædrene venter på hotellet, er det brasilianske politi og privatdetektiven taget ud til feriebyen Mosqueiro lidt uden for Belem for at lede efter børnene. Det danske politi har nemlig sporet, at der to gange er overført penge fra Danmark til en lille restaurant i byen.

Fædrene venter på nyt fra privatdetektiven
Fædrene venter på nyt fra privatdetektiven Foto: TV 2

Pengeoverførslerne er forsøgt sløret. Men politiet har fundet ud af, at de blev sendt af Angelina Mathiesens stedfar Flemming Bock, selvom han har fået en bekendt til at lave selve overførslen via en Western Union i et pizzeria i Svendborg. Det var heller ikke Angelina Mathiesen, der modtog pengene – men derimod en lokal restaurantejer. Men en hemmelig korrespondance har afsløret, at pengene i virkeligheden var til Angelina og børnene.

Flemming Bock har ikke ønsket at udtale sig til TV 2, men bekræfter at han er sigtet for medvirken til børnebortførelse. Han nægter sig dog skyldig.

Angelina og børnene er ikke ved restauranten, så privatdetektiven og politiet kører videre til et nærliggende supermarked. Vladimir havde inden afrejsen til Brasilien fået den lokale brasilianer Anando til at holde øje med området.

Han skulle forsøge at tage et diskret billede, men han måtte under ingen omstændigheder tale med nogen om sagen, så børnenes mor kunne blive advaret og flygte igen.

- Med et nyt billede af Angelina i hånden kan vi nemmere overbevise både Interpol, politiet i Brasilien og afdelinger i København om, at der skal handles nu, siger Vladimir Valiant.

Anando får ikke taget et billede, men han har fortalt privatdetektiven, at han dagen før havde set Angelina og børnene ved supermarkedet. Så nu går privatdetektiven og politiet ind for at tjekke supermarkedets overvågning. Og så går alt galt.

Tag børnene og løb

Kort før afrejsen til Brasilien var fædrene til møde i koordinationsenheden. Det er den danske specialenhed for børnebortførelser, der blandt andet består af politiet og jurister fra forskellige ministerier. På det tidspunkt havde politiet i mindst to måneder vidst, at Angelina var i Brasilien, men de havde endnu ikke sendt en udleveringsbegæring på hende til deres brasilianske kollegaer. Det til trods for, at hun nu var blevet efterlyst af Interpol.

Til mødet spurgte fædrene ind til, hvad de skulle gøre, og hvem de skulle kontakte, hvis de så Angelina og børnene i Brasilien. Vladimir Valiant optog mødet på sin telefon.

- Jeg skal ikke kunne sige, hvilke love de har på det her område, men hvis du har besluttet dig for at gøre det, du siger nu, hvis jeg var dig, nu snakker jeg måske ikke som politi, men ligeså snart jeg fik øje på mine børn, så ville jeg tage dem og så gå ind på den nærmeste politistation og sige, de her børn er blevet bortført, siger politimanden.

Fædrenes advokat, Peter Ølholm, der har stor erfaring med børnebortførelsessager og er en af de advokater, som ministeriet anbefaler, er rystet over den rådgivning.

Vladimir Valiant på vej ind til møde hos Koordinationsenheden for børnebortførelser
Vladimir Valiant på vej ind til møde hos Koordinationsenheden for børnebortførelser Foto: TV 2

- Det er katastrofal rådgivning, for hvis det går galt, kan der ske alverdens ting, herunder at man bliver fængslet i brasilianske fængsler, og det er bestemt ikke noget, noget menneske ønsker sig. Og det er måske ikke dansk politis fornemmeste opgave at opfordre folk til at begå strafbare handlinger, siger Peter Ølholm.

Kort efter mødet udtalte den samme politimand sig til mediet Newsbreak i en artikel, som efterfølgende er blevet trukket tilbage. Til mediet fortalte han, at politiet formodede, at Angelina befandt sig i Sydamerika. Han fortalte også, at politiet vidste, hvordan hun var kommet dertil.

- Jeg ved ikke, om der er så meget tankevirksomhed bag den udtalelse. Hvis man er tæt på at finde en mor, der gør sig umage med at gemme sig, så skal man da slet ikke sige det til pressen, siger Peter Ølholm.

Politimandens udtalelser betød, at fædrene så sig nødsaget til at tage af sted med det samme. De var bange for, at nogen advarede deres tidligere samlever om, at politiet var på sporet af hende, og de følte i det hele taget ikke, at de danske myndigheder gjorde nok for at skaffe deres børn hjem igen.

Falsk pas

På hotellet i Brasilien er det blevet nat. Fædrene er gået i seng, da politiet og privatdetektiven stadig ikke har fundet børnene.

Tidligere på dagen var Vladimir Valiant og Peter Lawaetz til et møde med det brasilianske politi, som fortalte dem, at børnene og deres mor havde krydset grænsen til fods fra Guyana til Brasilien.

- Det var dybt chokerende at finde ud af, at de var kommet den vej ind. Det er de samme grænseovergange, som bliver brugt til narkosmugling, våbensmugling og menneskesmugling, siger Peter Lawaetz.

Peter Lawaetz føler sig overbevist om, at nogen må ha hjulpet Angelina med at planlægge ruten
Peter Lawaetz føler sig overbevist om, at nogen må ha hjulpet Angelina med at planlægge ruten Foto: TV 2

Men der var også noget andet, der chokerede dem. Politiet kunne se på stemplerne i passene, at en kvinde med to børn havde krydset grænsen ni måneder tidligere. De kunne identificere både Angelina og Aias pas, men Leonardos pas var ikke registreret. Det var til gengæld en anden dansk dreng, hvis efternavn lå tæt op af Leonardos efternavn. Den 3-årige dreng var altså kommet ind i landet på en anden dansk drengs pas.

- Leonardos pas var udløbet et par måneder før, hun flygtede med børnene. Hun kom en dag og sagde, at jeg skulle skrive under på, at Leonardos pas skulle fornyes, men det ville jeg ikke. Allerede dengang havde jeg en formodning om, hvor det her kunne ende, siger Vladimir Valiant.

Det brasilianske politi besluttede at slå til med det samme efter mødet, fordi Angelina Mathiesens indrejsepapirer var overskredet, og fordi Leonardo var kommet ind i landet på et falsk pas.

- Der er ingen tvivl om, at det har været planlagt. Spørgsmålet er bare af hvor mange og af hvem, siger Peter Lawaetz.

Klokken et om natten bliver der banket på fædrenes værelsesdør. Det er privatdetektiven. Han har dårlige nyheder.

Beskyldninger om vold og seksuelle overgreb

Da Angelina flyttede på krisecenter efter at have forladt Vladimir i 2013, fortalte hun altså, at Vladimir havde været voldelig. Over de næste par år kom der en række beskyldninger mod begge fædre.

Hun beskyldte Peter Lawaetz for at have forgrebet sig seksuelt på sin ældste datter Maria, da hun var teenager. En beskyldning, som datteren i dag blankt afviser.

- At man bliver trukket ind i sådan en løgn og så skal stå og forklare, at tingene ikke er sket. Jeg synes, det er fuldstændig absurd, at hun kan finde på det. Min far har aldrig gjort mig noget – andet end at være en god og kærlig far overfor både min bror og jeg, siger Maria Lawaetz.

Maria Lawaetz afviser, at hendes far skulle ha’ forulempet hende
Maria Lawaetz afviser, at hendes far skulle ha’ forulempet hende Foto: TV 2

Kort efter kom der endnu en beskyldning mod Peter. Angelina politianmeldte ham for vold. Vold som skulle være sket tre et halvt år tidligere, mens de boede sammen. Peter blev dog aldrig kontaktet af politiet om sagen.

- Det er da grænseoverskridende at blive beskyldt for at skulle have gjort sine børn ondt. Det kæreste, man har. Og jeg har ikke været voldelig overfor Angelina. Vi har da skændtes og diskuteret, men det er jo ikke det samme som at være aggressiv, siger Peter Lawaetz.

På grund af beskyldningerne om misbrug blev der lavet en forældrekompetenceundersøgelse af Peter, og hans samvær med Aia blev overvåget af en psykolog.

- Det er jo sådan ligesom et maskineri, der kører helt automatisk uden at stille spørgsmålstegn ved, om det er rigtigt eller forkert, siger Peter Lawaetz.

Undersøgelsen endte dog med at falde ud til Peters fordel.

- Der anbefalede psykologen, at samværet med mig skulle trappes op, fordi jeg var en ressourceperson for Aia. Til sidst ser jeg hende fem timer hver uge. Der begynder samværet at fungere rigtigt godt, fordi vi kan nå hjem, og vi kan nå at lave nogle ting, som binder os sammen, siger Peter Lawaetz.

I en samtale med kommunen mistænkte Angelina nu også Vladimir for, at han ”muligvis begår seksuelle overgreb mod Aia eller har ønske om det, idet han ofte opsøger Aia og har presset Malene til at være alene med Aia”, som der står i en underretning til kommunen. Vladimirs steddatter Aia blev derfor undersøgt to gange af en gynækolog, som ikke kunne se tegn på overgreb.

I undersøgelsen står der blandt andet:

- Det bemærkes, at disse bekymringer ikke understøttes af de fagpersoner, der har haft en jævnlig kontakt til Aia. Aia har flere gange gennemgået en gynækologisk undersøgelse, og det må nu regnes som faktum, at der ikke er tegn på vold og seksuelle overgreb.

De mange undersøgelser blev til sidst et problem for Angelina.

Politiet anholdt af militæret

På hotelværelset sidder de to fædre lamslåede på hver sin seng, mens privatdetektiven sidder på en stol i midten og fortæller, hvad der er sket.

Fædrene får dårligt nyt af detektiven, der er anonym grundet sit arbejde
Fædrene får dårligt nyt af detektiven, der er anonym grundet sit arbejde Foto: TV 2

Da han og politiet havde bedt supermarkedets ejer om at se supermarkedets overvågning, opstod der et problem. Anandos forklaring om, at Angelina var i supermarkedet den pågældende dag, passede ikke. Hun er slet ikke på overvågningsbillederne.

Det lyder som en rigtig, rigtig dårlig film, at detektiven rent faktisk bliver anholdt i supermarkedet

Peter Lawaetz

Ejeren af supermarkedet var derfor blevet mistroisk og i tvivl om, hvorvidt de civilklædte politifolk rent faktisk var fra politiet, så han havde ringet til militærpolitiet, som havde tilbageholdt både detektiven og politifolkene. Detektiven var netop blevet løsladt igen.

- Det lyder som en rigtig, rigtig dårlig film, at detektiven rent faktisk bliver anholdt i supermarkedet, fordi der er en, der har givet forkerte oplysninger. Det var surrealistisk, siger Peter Lawaetz.

Operationen er gået i vasken. Det viser sig, at den lokale mand Anando slet ikke har set Angelina og børnene, i stedet har han spurgt de lokale, om de har set hende. Det betyder, at rigtig mange i byen nu ved, at nogen leder efter en udenlandsk mor med to børn.

Det brasilianske politi beslutter sig for at vente på en arrestordre fra en dommer, før de vil rykke ud igen.

Flugten

Det vurderes, at Malene samlet set har alvorlige begrænsninger i sine forældrekompetencer, og det vurderes videre, at hendes vanskeligheder har et sådant omfang, at det vil være relevant at overveje, om en ændring af forældremyndigheden ville kunne skabe mere ro og bedre udviklingsmuligheder omkring Aia.

Sådan lyder en af konklusionerne i en børnesagkyndig undersøgelse fra efteråret 2015. Angelina hed dengang Malene, og den børnesagkyndige drog nu hendes forældreevner i tvivl.

Kommunen havde efterfølgende svært ved at få et samarbejde op at køre med hende omkring børnene. Kommunen indhentede derfor udtalelser fra børnehave, et psykologhus og fra den børnesagkyndige undersøgelse og vurderede, at der kunne være grundlag for at anbringe Aia uden for hjemmet, hvis ikke faren fik den fulde forældremyndighed.

Kommunen opfordrede derefter direkte Peter til at søge fuld forældremyndighed over Aia. Angelina fik også at vide, at kommunen overvejede at tvangsfjerne Aia, hvis ikke Peter Lawaetz fik tildelt den fulde forældremyndighed, fordi kommunen var bekymret for Aias trivsel og udvikling hos sin mor.

Peter søgte derfor om forældremyndigheden, men da statsforvaltningen tre uger efter tildelte ham den, var det for sent. Samme dag gik Angelina Mathiesen ind over grænsen til Brasilien med sine to børn.

Mystik om drengs pas

Dansk politi har tjekket, hvem der ejer det pas, som Angelina har brugt til sin søn Leonardo. Det tilhører en dreng, hvis mor selv har været gået under jorden med sit barn.

Vladimir Valiant er chokeret over, at hans søn, Leonardo, er kommet ind i Brasilien på en anden drengs pas
Vladimir Valiant er chokeret over, at hans søn, Leonardo, er kommet ind i Brasilien på en anden drengs pas Foto: TV 2

Drengens mor er venner med Angelina Mathiesen på Facebook. Hun har tidligere kommenteret Angelinas opslag og delt Angelinas stedfar, Flemming Bocks, opslag på Facebook om sagen, men selv siger hun, at hun ikke ved, hvordan hendes søns pas er endt i Brasilien i den her sag.

- Jeg kender hende ikke i virkeligheden, jeg har aldrig mødt Angelina. Vi har haft indbrud, det ved politiet også godt, men jeg tror ikke, at hun har stjålet passet, siger drengens mor til TV 2.

Politi ransager adresse

Efter fiaskoen ved supermarkedet tager Peter hjem til Danmark for at passe sit arbejde. Vladimir bliver i landet – i håb om at få myndighederne i Brasilien til at interessere sig for sagen.

En uge senere ringer telefonen hjemme hos Peter. Det er Vladimir. Han siger, at Peter bliver nødt til at vende tilbage til Brasilien. En dommer har besluttet, at politiet må arrestere Angelina. Politiet har overvåget hendes nye adresse og vil slå til i en stor aktion, så snart Peter er tilbage i landet og kan tage imod sin datter Aia.

- Det er helt surrealistisk, så meget politiet har gjort i Brasilien, når man sammenligner med Danmark, siger Peter Lawaetz.

Peter lander i Brasilien klokken to om natten. Allerede fire timer senere vil politiet slå til ved den adresse, som de har overvåget. Imens venter fædrene igen på deres hotel.

- Klokken seks var vi meget spændte på, at telefonen skulle ringe, siger Vladimir Valiant.

Men timerne går, og fædrene hører intet. Op ad formiddagen ringer telefonen endelig. Vladimir får at vide, at huset er tomt. Det viser sig, at politiet ikke har overvåget huset 24 timer i døgnet – men kun i deres arbejdstid.

- Så gik det galt alligevel. Der er ingen børn og ingen Malene. Jeg tænkte, det er løgn. Selvom de har haft huset under observation, så burde de være der. Det var uforståeligt, siger Peter Lawaetz.

Politiet går nu fra hus til hus i den lille ferieby for at finde frem til Angelinas skjulested. Otte timer senere giver de op. I stedet går de i pressen og beder befolkningen om hjælp til at finde børnene.

Politiet beder befolkningen om hjælp til af finde Angelina og børnene. Derfor frigiver politiet overvågningsbilleder
Politiet beder befolkningen om hjælp til af finde Angelina og børnene. Derfor frigiver politiet overvågningsbilleder Foto: TV 2
Angelina og børnene efterlyst på TV i Brasilien
Angelina og børnene efterlyst på TV i Brasilien Foto: TV 2

Men selvom der bliver lavet mange tv-indslag og avisartikler om sagen, kan politiet ikke finde hende.

Fædrene tager hjem til Danmark kort før nytår 2017 uden deres børn.

Manglende udleveringsbegæring

Efter flere måneder uden nyt sker der noget i marts 2017. Et stort brasiliansk tv-program er blevet interesseret i historien, og de flyver en reporter til København og interviewer fædrene.

Reporteren kan fortælle fædrene, at Angelina har boet sammen med en anden dansk kvinde, som også er gået under jorden med tre børn. Kvinden, Lisbeth Markussen, er tidligere stået frem på tv, mens hun var i gang med at flygte med børnene. Og siden har ingen set hende. Men nu viser det sig altså, at de to kvinder har hjulpet hinanden i Brasilien.

- Jeg tænker, at det er organiseret herhjemme fra. Altså, der er et netværk, der står bag, som har organiseret det dér med flugtruter og bragt dem sammen, siger Peter Lawaetz.

En uge efter programmet bliver sendt, står Angelina pludselig frem i brasiliansk tv. Hun har søgt asyl, fordi Danmark har krænket hendes menneskerettigheder.

- Jeg var nødt til at forlade Danmark, for selvom faderen til dine børn er voldelig og misbruger dem, er man nødt til at acceptere, at han bliver ved med at se dem. Brasilien er internationalt kendt som et land, der beskytter børn og mødre, siger Angelina Mathiesen til programmet ’Fantastico’ i Brasilien.

Asylsagen betyder, at politiet ikke må anholde hende, så længe sagen ikke er afsluttet. Og det kan tage årevis.

- Hun har spillet trumfkortet. Hendes asylanmodning trumfer alt. Hvorfor har Danmark ikke tidligere anmodet om at få hende udleveret? Hvorfor har de ikke gjort noget? Intet har de gjort, siger Vladimir Valiant.

Afmagt. Vladimir har lige fundet ud af, at Angelina har søgt asyl
Afmagt. Vladimir har lige fundet ud af, at Angelina har søgt asyl Foto: TV 2

Da børnene bliver bortført, har Danmark ikke nogen udleveringsaftale omkring bortførte børn med Brasilien. Det betyder, at de danske myndigheder ikke bare kan kræve, at børnene bliver sendt tilbage til Danmark med det samme.

Til gengæld kan dansk politi bede om at få udleveret moderen til retsforfølgelse i Danmark. Tanken er, at hvis moren til børnene bliver udleveret til Danmark, så bliver børnene også sendt tilbage, da de ikke kan opholde sig i landet uden deres mor og far.

Men de sender ikke nogen udleveringsbegæring afsted. Først tre måneder efter, at det kommer frem, at Angelina Mathiesen har søgt asyl i Brasilien, sender de anmodningen.

Fædrenes advokat, Peter Ølholm, forstår sin klients frustration over dansk politi.

- Der er én offentlig myndighed, der i mine øjne har svigtet. De har til gengæld også svigtet rimelig brutalt, og det er dansk politi. Jeg kan helt sikkert sige, at politiet har, når jeg kigger på de otte-ni måneder, jeg har været inde i sagen, intet gjort for at hjælpe med at få børn eller mor tilbage til Danmark, siger Peter Ølholm.

Jens Møller Jensen,  der er vicepolitiinspektør i Københavns Politi, er ikke enig i kritikken af politiet. I går sagde han til TV 2 Nyhederne:

- Hvis vi bare sender en udleveringsbegæring på den sigtede, så er der risiko for, at de to børn ville havne på et børnehjem i Brasilien. Vi tænker meget over, hvornår vi fremsender en udleveringsbegæring. Jeg er sikker på, at man har fremsendt den på det helt rigtige tidspunkt, hvor der nu faktisk ville komme et resultat ud af det.

Han fortæller også, at koordinationsenheden forsøgte at fraråde fædrene i at tage af sted på egen hånd. Men den ene far fastholdte, at de ville tage af sted:

- Han får så det råd (af politimanden red.), at hvis du er derovre, og du møder børnene, så skal du tage dem og gå til politiet. Jeg tror, det har været en frustrationsvejledning for at sikre, at man ikke begyndte at føre børnene ud af landet selv, for det ville være katastrofalt, så kunne fædrene selv være kommet i en uheldig situation, siger Jens Møller Jensen.

Børnene bliver sendt hjem

Statsforvaltningens afgørelse om at give fædrene fuld forældremyndighed er midlertidig. Men i juli og august 2017 får begge fædre tildelt den fulde forældremyndighed i retten.

Og halvanden måned senere sker der pludselig noget afgørende. Fædrene bliver indkaldt til at møde i retten i Brasilien. Angelina Mathiesen skal også møde i retten. Børnene skal også være i retsbygningen, men skal sidde i et andet lokale, mens sagen kører.

Om morgenen inden det første retsmøde pakker fædrene deres kufferter. Hvis dommeren beslutter, at børnene skal overdrages til dem, vil de gerne hurtigt ud af landet.

- Jeg tror, hun dukker op. Men samtidig vil det undre mig, hvis ikke hun fandt på et eller andet, for det har hun gjort alle andre gange, siger Peter Lawaetz.

Fædrene venter på en lille restaurant, som ligger overfor retsbygningen. De har aftalt med dommeren, at de først går ind, når Angelina og børnene er ankommet. De vil ikke sætte deres børn i den situation, at de skal støde ind i hinanden foran retsbygningen.

Retsmødet skal begynde klokken 14. Hun ankommer lidt for sent, men børnene er ikke med.

Fædrene haster over i retten. Først klokken 23 om natten er det første retsmøde overstået.

- Dommeren spurgte, hvorfor børnene ikke var der, og om hun kunne hente dem inden for en time? Så sagde hun nej. Så blev dommeren lidt vred. Så gik han for sig selv for at tænke over, hvad han ville gøre, siger Vladimir Valiant.

Dommeren beslutter at efterlyse børnene. Da det er en civilsag – og ikke en straffesag - får Angelina lov at tage hjem efter det første retsmøde, selvom hun ikke vil fortælle, hvor børnene befinder sig.

Dagen efter bliver hun igen bedt om at hente børnene. Og efter timers ventetid ender det med, at børnene ankommer til retten om aftenen. De skal ikke vidneafhøres, men bliver placeret i et rum ved siden af. Den 18 måneder lange bortførelsessag er nu klar til at blive afgjort i Brasilien.

Efter 40 timers høring beslutter dommeren at sende børnene hjem til Danmark Video: Signe Walgren Daugbjerg

Efter 40 timers høring på tre dage beslutter dommeren, at børnene skal hjem til Danmark og til fædrene. Allerede samme aften bliver Angelina og børnene sendt på et fly over Lissabon mod København.

Bittersød glæde

For fire dage siden landede fædrene i Danmark. Men de har stadig ikke set deres børn. De sidste par dage har de sendt videohilsener, gamle billeder fra tiden før bortførelsen og bamser, som børnene måske kan huske fra deres tid i Danmark.

- Jeg er selvfølgelig glad. Men det er ikke jublende glæde. Børnene har taget skade. Hvor hurtigt vi kan genoprette et trygt liv for dem i Danmark, det er selvfølgelig noget, jeg tænker over, siger Vladimir Valiant, der understreger, at børnene stadig skal se deres mor.

Hvornår, børnene skal tilbage og bo hos fædrene, er stadig uvist. Men i morgen skal Peter Lawaetz se Aia for første gang i halvandet år.

- Jeg glæder mig meget til at se hende. Men jeg vil lade hende komme til mig, det er hendes grænser, det handler om, så hun skal have lov at bestemme tempoet, siger Peter Lawaetz.

 Angelina Mathiesen har ikke ønsket at deltage i et interview, men har sendt en udtalelse på mail til TV 2:

- Hvis jeg skal fortælle om mine oplevelser i begge ægteskaber, bliver jeg sagsøgt for injurier, for mine oplevelser rummer også strafbare sigtelser, jeg ikke kan bevise. Derfor kan mine forhenværende mænd frit stille op i medier og fortælle, at jeg er flygtet med børnene. Det er jo faktuelt. Men hvorfor, jeg er flygtet, må ingen høre. Det er præcis den verden, jeg er flygtet fra, for der er hverken fremtid eller taletid for kvinder som mig i Danmark. Efter at have modtaget juridisk vejledning afstår jeg fra at deltage i dokumentaren og fra at kommentere yderligere på indholdet.

Se hele dokumentaren 'Bortført af mor' på TV 2 torsdag kl. 20.00.