Debat om lærer-lockout i Presselogen: Forsømte medierne at dække historien?

I 2013 blev de danske folkeskolelærere lockoutet. Nu fire år efter er der nye oplysninger fremme om, at lærernes skæbne var aftalt på forhånd.

I dagens Presseloge var der debat af mediernes dækning af lockouten efter, at nye oplysninger er kommet frem. Oplysningerne kalder man hos Politiken, Berlingske og Jyllands-Posten for indicier og ikke nok til at bevise noget, der kan give en nagelfast overskrift. 

- Journalistikken stiller krav til dokumentation. Hvis man ikke har dokumentation, kan man ikke bare gå ud og sige, at sådan her er det, sagde Michael Jarlner, redaktionschef for Politiken i programmet.

Men at medierne ikke kastede sig mere over historien, end de gjorde, undrer freelancejournalist Peter Kofod.

- Medierne præsenterer det som om, at vi ikke har den rygende pistol. Vi har masser af dokumentation. Det er rigtigt, at hvis man vil placere et personligt ansvar, så skal man have et klart bevis, men man kan godt placere et politisk ansvar med det, vi har i dag, og alligevel lader man som om, at man ikke kan placere noget ansvar på redaktørgangene, sagde Peter Kofod.

Selverkendelse hos Jysk Fynske Medier

Hos Jysk Fynske Medier mener chefredaktør Troels Mylenberg, at Peter Kofod har en pointe.

Vært Jens Gaardbo stillede følgende spørgsmål:

- Vi lever i et land, hvor domstolene kan varetægtsfængsle på bestyrket mistanke, men vi lever åbenbart ikke i et land, hvor medierne kan skrive artikler på bestyrket mistanke?

Til det svarede Troels Mylenberg:

- Jo, det gør vi jo. Vi skriver jo masser af artikler på bestyrket mistanke om det ene og det andet i forhold til alt mulig andet. Det er også derfor, jeg synes, den her sag er så interessant. Og det synes jeg, er en selvransagelse, vi skal have i medierne. Vi sidder og forsvarer, at vi ikke har dokumentationen. Alligevel betvivler vi den lille part i den her sag, selvom der er et hav af indicier. Det er magten, vi skal gå efter, og magten er altså ikke lærerne, det er arbejdsgiverne og regeringen.

Hos Jysk Fynske Medier vil man nu forsøge, at afdække forløbet.

Se eller gense hele Presselogen på TV 2 Play: