Begyndte at skære i sig selv som barn - en diagnose er ikke en dom

Det kan være svært at blive ansat, når man har papir på, at man ikke altid har været helt rask.

Da Pia Frydensberg var 11-12 år gammel, fandt hun et barberblad frem og skar et snit i sin børnearms bløde hud.

Fornemmelsen af det tynde metal var berusende, og den fysiske smerte bragte hendes sind tilbage til det trange toiletværelse, hvor følelsen af rungende tomhed for en stund blev skiftet ud med luft, plads og overskud.

Fakta om borderline

  • Er en emotionel, ustabil personlighedsforstyrrelse, som man kan have i forskellige grader.
  • Har man borderline, er forholdet til andre ofte præget af kaos og lidelse.
  • Man er usikker på, hvem man selv er, og føler indre tomhed.
  • Man handler ofte impulsivt, har voldsomme, svingende følelser og tendens til selvdestruktivitet.
  • Cirka en tredjedel af unge mennesker, der får stillet diagnosen i de unge år, har den ikke 20 år senere.

Kilde: Psykiatrifonden

Efter den dag blev selvskaden med barberbladet Pia Frydenbergs trofaste følgesvend, når hendes personlighedsforstyrrelse, borderline, blev allerværst.

Løsningen var selvsagt uholdbar.

Rask men stemplet

I dag er Pia Frydenberg 45 år, stifter af organisationen Borderlinenetværket samt kommunikations- og udviklingskonsulent på det socialpsykiatriske Center Nørrebro. Men vejen dertil har været lang.

Først som 36-årig fik Pia Frydensberg endelig stillet diagnosen borderline og kom i terapi.

Barberbladet blev lagt på hylden, og i stedet kom sunde strategier ind under huden. Når følelsesstormene rasede, eller mørket krøb frem, lærte Pia Frydensberg helt nye måder at skifte fokus og mærke sin krop på.

Blot et år efter indlæggelsen blev hun erklæret fri for borderline. Alligevel oplevede hun, at omverdenen - og særligt potentielle arbejdsgivere - stadig anså hende som psykisk syg.

Ikke en livstidsdom

Ifølge tal fra Psykiatrifonden og Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd, VIVE, oplever hver femte dansker i løbet af et år at udvikle en form for sindslidelse.

Langt de fleste udvikler ganske vist mildere sygdomme end borderline, men lidelser som angst og depression har også omfang og symptomer, som er til at tage og føle på.

Det er dog vigtigt at huske på, at en psykisk lidelse ikke samtidig er en livstidsdom, mener Det Sociale Netværk. Under et psykiatri-topmøde i Valby, København, i weekenden efterlyser foreningen derfor mere åbenhed for at lukke folk tilbage i samfundet efter en sygdomsperiode.

En sådan afstigmatisering ønsker Pia Frydenberg også for borderline.

Sygdommens skygge

Som jobsøgende oplevede hun efter sin terapi, at arbejdsgivere først og fremmest fokuserede på hendes tidligere sygdom. Også selvom hun officielt var erklæret diagnosefri.

Mange genkendte hendes navn fra radio, tv og aviser, hvor hun som formand for Borderlinenetværket havde udtalt sig offentligt om sygdommen.

I stedet for sit cv blev hun derfor spurgt, om diagnosen var kronisk, og om der var mulighed for tilbagefald. Og selv om Pia Frydensberg godt kan forstå arbejdsgivernes bekymring, mener hun, at sygdomssnakken i urimelig grad overskyggede hendes faglige kvalifikationer.

Socialborgmester opfordrer

I Socialforvaltningen i landets største kommune, Københavns Kommune, ser man ellers en stigende tendens til, at flere tidligere psykiske syge kommer i arbejde. Og socialborgmester Jesper Christensen opfordrer arbejdsgivere til at være åbne for tanken.

- Man får nogle meget stabile medarbejdere, som kan meget mere, end hvis man bare kigger på det faglige cv, siger han og fremhæver den personlige erfaring, som mange tidligere psykisk syge har gjort sig.

Samtidig fremhæver Jesper Christensen, at det at vende tilbage til arbejdsmarkedet for den tidligere syge ofte medfører nyvundet selvtillid og dermed endnu større helbredende effekt.

En gevinst, han mener, kan opnås, uanset om den tidligere syge starter med at servere kaffe på en café, eller om vedkommende vender tilbage til sin tidligere uddannelse og særlige kompetencer.

Stor variation

Hos Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd, VIVE, pointerer seniorforsker Jane Greve dog, at psykisk sårbare er en gruppe med stor variation.

Mange er ganske rigtigt helt eller relativt velfungerende og som minimum klar til et fleksjob. Andre grupper har længere vej tilbage til arbejdsmarkedet, for eksempel på grund af tungere lidelser, bidiagnoser eller misbrug som følge af sygdommen.

Fælles for personer, som forlader arbejdsmarkedet på grund af psykiske lidelser, er imidlertid, at mange selv trækker sig, inden de bliver indlagt eller diagnosticeret. Og trods behandling vender kun en fjerdedel af dem tilbage indenfor 15 år.

Succes til sidst

Den statistik er Pia Frydensberg trods sine strabadser ikke blevet en del af. For et år siden lykkedes det hende nemlig at finde et nyt arbejde på et socialtpsykiatrisk center.

- Det er nærmest et drømmejob, så jeg har næsten en følelse af at have vundet i lotteriet, siger Pia Frydensberg.

Med sin egen baggrund kan hun og de psykisk sårbare borgere, der bruger centret, lettere relatere til hinanden. Og for de fortsat syge patienter kan Pia Frydenbergs historie derfor give fornyet håb om et comeback.

Størst for Pia Frydenberg er dog, at fordommene er forsvundet, og at kollegerne accepterer hende, som hun er.

- De ser mig ikke som ”Borderline-Pia”, der slæber rundt på den der bagage. De ser mig først og fremmest ud fra, hvad jeg kan bidrage med til det her team. Hvad det er, jeg kan.

Skjuler skammen

Netop kollegerne spiller ifølge seniorforsker også en stor rolle ifølge seniorforsker Jane Greve.

Undersøgelser viser nemlig, at personer med psykiske lidelser i bagagen er den gruppe, som eksisterende medarbejdere helst vil være fri for at arbejde sammen med. Også selvom stadigt flere virksomheder ønsker at være rummelige og integrere sårbare grupper.

Det billede genkender Dansk Arbejdsgiverforening, men her anbefaler man alligevel psykisk sårbare at være åbne om deres lidelse, hvis den giver udfordringer for deres egen eller kollegernes arbejdssituation.

- Ellers kan hverken virksomhedens ledere eller medarbejdere bakke op og give den sårbare den hjælp, der er brug for, siger chefkonsulent i Dansk Arbejdsgiverforening Maria Bille Høeg.

Efterlyser viden

Hun fremhæver, at det for mange psykisk sårbare er en fordel at bevare forbindelsen til arbejdspladsen, hvor både relationer og opgaveløsning kan have en gavnlig effekt på helbredet.

Desuden gør mange virksomheder allerede meget for at fastholde og tiltrække medarbejdere, påpeger hun. Blandt andet gennem virksomhedspraktik, løntilskud og fleksjob, som er gode måder at hjælpe mere sårbare grupper i gang på arbejdsmarkedet.

Men for at sikre, at alle medarbejdere er trygge og trives, er en virksomhed også nødt til at være ordentlig klædt på, fortæller Maria Bille Høeg og efterlyser eksempelvis let adgang til viden, fagpersoner og rådgivning – ikke mindst om den psykisk sårbares behov.

Succes til slut

Også Pia Frydenberg efterlyser større viden og åbenhed om psykiske diagnoser.

Hun opfordrer andre, der måtte stå i samme svære situation med afslag på afslag, til at blive ved med at kæmpe for at komme tilbage på arbejdsmarkedet. Og væk fra diagnosen.

- Jeg har været der. Jeg har været i det der helvede. I det område, den plads i tilværelsen, hvor man føler, der ikke er nogen vej ud, siger hun.

- Men giv ikke op. Hold fast.