BLOG: Burkaforbud er på vej i Danmark – islam var ikke først med tildækning

16x9
En kvinde i traditionel burka i Kabul, Afghanistan. Herhjemme vil et bredt flertal nu forbyde burka og niqab i det offentlige rum. Foto: NICOLAS ASFOURI / Scanpix Denmark

Danmark er ikke de første. Flere lande forbyder allerede forskellige slags tildækninger af ansigtet.

Man kan synes om det eller lade være, men nu er det afgjort. Et forbud mod at bære burka og niqab er på vej. Kritikere spørger, hvordan liberale partier som Venstre og Liberal Alliance kan stå model til det, men et bredt politisk flertal er på plads. Også Socialdemokratiet stemmer for et forbud. Faktum er, at man snart ikke længere må gå klædt, som man vil i Danmark.

Det drejer sig i realiteten om de to beklædninger, som bæres af muslimer: Burka og niqab. Af kvinder forstås. Ingen mænd går tildækket. Burkaen er en heldragt, hvor også hoved og ansigt er dækket til. Udsynet sker gennem et gitter. Burkaen er især udbredt i Afghanistan og Pakistan.

Niqaben minder om burkaen, men der er en smal åbning til øjnene, som er synlig for andre.

Ikke mange burkaer vest for Valby bakke

Der har i Vesten været ballade om de to klædedragter i årevis. Er det kvindeundertrykkende, når kvinder tvinges til at dække sig til? Et politisk statement, der skal vise kvindens underordnede position udenfor hjemmet? Eller er de det modsatte, nemlig at kvinden kan føle sig helt fri for mænds begærende blikke og udtrykke sit tilhørsforhold til en bestemt religion? 

Der er holdninger til begge sider. Gloet bliver der under alle omstændigheder, for så almindelige er de to dragter heller ikke i det offentlige rum i Danmark. Slet ikke vest for Valby bakke.

Der er også sikkerhedshensynet. Kan de køre bil og se ordentligt med de begrænsninger, som gitteret og sprækken indebærer? Hvad med overvågningskameraerne? Alle andre kan blive afsløret, hvis de skulle finde på at røve en bank f.eks. Og kan de forvente at modtage kontanthjælp, hvis de på grund af tøjet ikke står til rådighed for arbejdsmarkedet?

Islam var ikke først med tildækningen

Andre religioner som jødedommen og kristendommen kan også indebære forskellige tildækninger af hår og hoved. Faktisk var tørklæder og slør almindelige i mange kulturer, længe før islam dukkede op i det 7. århundrede på Den Arabiske Halvø. Samtidig med at islam spredte sig til andre dele af verden, tog den lokale traditioner for påklædning til sig, deriblandt sløret eller anden tildækning. Først cirka 100 år senere kom påbuddet til kvinder i visse muslimske lande. Vi skal helt frem til den 10. århundrede før det blev almindeligt.

Slagsmålet om burka/niqab bølger frem og tilbage. De skriftkloge henviser til skriften, mens andre påpeger, at det netop ingen steder i koranen står, at tildækning af ansigtet er en del af kvinders dress code. Med andre ord er tildækningen snarere en social foranstaltning end et religiøst påbud.

Hijab dukker op 7 gange i koranen, fem gange omtalt som hijab og to gange som hijaban. (Hijab er endnu en variant, ofte bestående af et eller to tørklæder, der dækker hår og baghoved). Men altså ingen af gangene bliver dragten beskrevet i koranen som noget, muslimer anser for at være den rette påklædning for kvinder.

Ansigtsmaling forbudt

I Politiken kan man i dag læse om forbudte tildækninger i andre lande. I Østrig må man f.eks. ikke være malet i ansigtet, hvis man kan være svær at genkende. Det kan også forekomme i USA, hvor en mand blev anholdt for at være malet som Jokeren fra Batman.

Avisen skriver også, at crossdressing er forbudt i flere emirat-stater. For nylig blev en mand og en kvinde fra Singapore idømt et års fængsel i Abu Dhabi for at være klædt i tøj, der associeres med det modsatte køn.

Der findes andre forbud mod tildækning af ansigtet end burka/niqab. Guy Fawkes-masken, som her bæres ved en demonstration i Marseille, er et symbol på kampen mod korruption og overvågning. I De Forenede Arabiske Emirater er den forbudt.
Der findes andre forbud mod tildækning af ansigtet end burka/niqab. Guy Fawkes-masken, som her bæres ved en demonstration i Marseille, er et symbol på kampen mod korruption og overvågning. I De Forenede Arabiske Emirater er den forbudt. Foto: BORIS HORVAT / Scanpix Denmark

Og endelig som et kuriosum nævnes Guy Fawkes-masken. Guy Fawkes var en af dem, der forsøgte at styrte kong Jakob den 1. af England i 1605. Siden er masken blevet et symbol på kampen mod korruption og overvågning. Occupy Wall Street-demonstranter er blevet anholdt for at bære Guy Fawkes-maske.

Forbud i andre lande

Danmark er ikke de første. Franskmændene har i kraft af deres historie længe haft et horn i siden på religiøse symboler, og i 2004 blev det forbudt at bære dem – også burka og niqab – i offentlige bygninger, f.eks. skoler.

Belgierne fulgte trop i 2009 med et forbud i skoler, og året efter fulgte et forbud mod burka/niqab på gaderne.

Burka-klædte kvinder findes også i Indien. Her er det fra byen Deoband i delstaten Uttar Pradesh. I Frankrig og Belgien ville hun ikke kunne gå på gaden sådan her.
Burka-klædte kvinder findes også i Indien. Her er det fra byen Deoband i delstaten Uttar Pradesh. I Frankrig og Belgien ville hun ikke kunne gå på gaden sådan her. Foto: CATHAL MCNAUGHTON / Scanpix Denmark

Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol har været inde over og sagt god for lovgivningen. Herhjemme går forslaget ikke på et forbud mod religiøs beklædning men mod ”maskering og heldækkende beklædning i det offentlige rum”.  I realiteten er det rettet mod muslimske kvinder, der bærer burka/niqab.

Mange – især liberale – ved ikke, hvilket ben, de skal stå på. Et forbud mod at klæde sig, som man lyster, strider imod deres grundholdninger. Og hvordan skal loven håndhæves? Et tøjpoliti? Det findes i lande, som vi normalt ikke plejer at sammenligne os med, Saudi Arabien og Iran f.eks.

Kilder til denne artikel: Politiken, The New York Times, Weekendavisen, A Brief History of the Veil in Islam, change.org