16x9
Jørgen Vesterby i sin kørestol foran Brabrand Kirke, hvor han vil begraves. Foto: TV 2

Jørgen Vesterby - historien om en mands ønske om at dø

På et øjeblik ændres Jørgen Vesterbys tilværelse totalt - fra et liv i overhalingsbanen til et liv på plejehjem. Lysten til at leve er forsvundet.

Spisebordet i Dorthe Vesterbys stue i Aarhus var dækket op med sushi og champagne.

- Vi skal være glade. For han er glad for at få lov til at komme videre herfra, tænkte Dorthe Vesterby, da familien satte sig til bords.

Det var hendes eksmand, 70-årige Jørgen Vesterby, hun havde i tankerne.

Jørgen havde bedt om at få samlet familien en sidste gang. Han havde lagt særlig vægt på, at det skulle være en speciel aften. En festaften.

Snakken gik let, der blev grinet lidt, og Jørgen talte mere klart, end han længe havde gjort. Men det var en surrealistisk situation.

En af Jørgens døtre, Pernille Vesterby, kiggede over på sin far, der sad ved bordet i sin kørestol.

- Det her er måske sidste gang, jeg kan sige; "jeg elsker dig" til min far. Det er jo sindssygt, tænkte hun.

For Jørgen var denne aften i maj først og fremmest en markering af, at han forhåbentlig snart skulle blive fri for det liv, han ikke ønskede at leve mere.

Men det var også et farvel. Et farvel til fem døtre, otte børnebørn og en kvinde, han havde været gift med i 20 år, og som de sidste fire år havde været hans tro støtte.

Tankerne for rundt i hovedet på både Pernille, Dorthe og på Jørgens yngste datter, Josephine Vesterby.

- Vil han virkelig gøre det?  Er det her virkelig sidste gang, vi ser ham?

Dette er historien om Jørgens kamp for at få hjælp til at dø i et samfund, der ikke tilbyder hjælp til at tage livet af sig selv.

- Jeg kan ikke leve uden at se verden. Så kunne jeg godt dø

Jørgen Vesterby

Brillepionér med hang til frihed

square to 16x9
Jørgen Vesterby, 60 år gammel i 2006. Foto: Polfoto

Jørgen var i mange år en succesrig forretningsmand og brilledesigner. Han var kongen af modebriller i Danmark.

Han opbyggede sit firma ProDesign fra bunden og designede briller til nogle af verdens helt store stjerner som Elton John og Kevin Costner.

Mottoet lød:

"Øjnene er sjælens spejl og fortjener den flotteste indramning."

Jørgen havde fuld fart på livet med masser af penge, villa i det aarhusianske velhaverkvarter Skåde og fem døtre med tre forskellige kvinder.

Han var fri til at gøre, som han ville, og netop friheden var noget, han vægtede højt. Faktisk allerhøjest.

Men i 2013 blev der med ét sat en stopper for livet i overhalingsbanen.

Fra livsnyder til fange i egen krop

square to 16x9
Jørgen som 70-årig. Foto: TV 2

Jørgen Vesterby fik en hjerneblødning og blev lam i store dele af kroppen.

Fra den ene dag til den anden skulle han pludselig have hjælp til de mest basale ting. Hjælp til at komme op af sengen. Hjælp til at tage et bad og hjælp til at tage tøj på.

Den spansk inspirerede kæmpevilla i Skåde blev skiftet ud med en lejlighed på et plejehjem.

Josephine og Jørgen Vesterby før hjerneblødningen.
Josephine og Jørgen Vesterby før hjerneblødningen. Foto: Privatfoto

Han kunne kun bruge sin venstre arm og bevæge sit venstre ben, så han var bundet til sengen og sin kørestol. Skulle han udenfor, var det med en, der kunne skubbe kørestolen for ham.

Jørgens nye liv var langt fra det frie liv, han havde levet, og det var svært at acceptere.

Billedet er taget kort efter Jørgen fik en hjerneblødning. Hans ekskone Dorthe blev hans beskytter og store støtte i det nye liv.
Billedet er taget kort efter Jørgen fik en hjerneblødning. Hans ekskone Dorthe blev hans beskytter og store støtte i det nye liv. Foto: TV 2

Men han nægtede at give op. Han ville være i stand til at gå igen, og han kastede sig ud i et hårdt genoptræningsprogram.

Familien og særligt Dorthe støttede op om Jørgen og hans nye liv. Hun var gift med Jørgen i 20 år, men de var gået fra hinanden inden hjerneblødningen.

I bestræbelserne på at genvinde evnen til at gå, var der særligt ét mål, der fyldte meget for Jørgen: 

At kunne følge sin datter Pernille op ad kirkegulvet ved hendes bryllup.

Et mål var nået - men Jørgen ville ikke leve mere

square to 16x9
Jørgen gik med Pernille op ad kirkegulvet og opnåede dermed at udføre sit mål. Foto: Privatfoto

I april 2016 lykkedes Jørgen Vesterbys mission. 

Med en stok i den ene hånd gik han op ad kirkegulvet med Pernille Vesterby ved sin side.

Jørgen Vesterby var glad, men efter tre års kamp for at vinde noget af sit tidligere liv tilbage, var han ved at give op.

De lange, ensformige dage blev oftest fyldt ud med den ene film efter den anden, og det gik ham på. Han ville ikke leve sådan resten af sit liv, der kunne fortsætte mange år endnu.

Jørgen tog en beslutning. Han ville dø.

- Jeg kan ikke leve uden at se verden. Så kunne jeg godt dø.

Familien bakker op - men det er svært

I perioden efter Pernilles bryllup stod det klart for hele familien, at Jørgen ikke ønskede at leve mere.

Hans tanker kredsede om selvmord, og hvordan det skulle gøres. I lejligheden havde han en dolk liggende, og han fik idéen at stikke sig selv i området omkring halsen, for at ramme nogle store blodkar. Det skulle foregå i hans seng.

- Der ville jeg dø hurtigst ved blodtabet, tænkte han.

Dorthe reagerede i første omgang uforstående over for Jørgens beslutning om at tage sit eget liv.

- Men vi har det hyggeligt, tænkte hun, vi kører da tur om søndagen, og vi gør rigtig mange ting. Er det ikke nok for dig?

Men Jørgen stod fast, og Dorthe valgte sammen med Pernille og Josephine at støtte op om hans beslutning.

Jørgen besluttede at lægge ideen om dolken på hylden, og i stedet bad han familien om hjælp til at finde en bedre løsning.

Jørgen ville have hjælp til at dø i Schweiz

square to 16x9
Jørgen i sin lejlighed på plejehjemmet. Foto: TV 2

Jørgen og Dorthe arrangerede et møde med Flemming Schollart fra foreningen "En Værdig Død".

Han havde tidligere hjulpet danskere til en klinik i Schweiz, der mod betaling hjælper folk med at dø.

Og han kunne også hjælpe Jørgen, sagde han.

Dorthe skulle skaffe lægeattester, planlægge rejsen og finde de cirka 120.000 kroner, det kostede. Hun gik i gang med det samme, og Jørgen var tydeligt glad for, at han kunne begynde at sætte dato på.

Han ville ikke leve mere.

- Det bliver da frygteligt

Jørgens beslutning var svær for børnene at forstå. En dag kom Pernille forbi og tog ham med på café for at snakke tingene igennem.

Jørgen: Nu varer det kun... To og en halv måned.

Pernille: Ja, jeg ved det godt... Jeg ved det godt. Jeg har sgu talt ned, du. Det var også derfor, jeg spurgte dig, om du havde fået en dato.

Jørgen: Jeg tror ikke, det bliver meget anderledes end..

Pernille: At det ikke bliver så meget anderledes? Hvad mener du med det? Hvad er det, der ikke bliver så meget anderledes?

Jørgen: Efter...

Pernille: Ja, når du ikke er her mere - det bliver anderledes.

Jørgen: Ja, det bliver mærkeligt.

Pernille: Det bliver da frygteligt.

Jørgen: Ja, det er jeg også lidt træt af.

Pernille: Det bliver da et andet liv. Så har jeg ikke dig mere.

Gråden trængte sig på for Pernille. En far, der ikke ønskede livet mere. Det var svært at forstå.

For Dorthe var det en hård kamp at finde en løsning for Jørgen. Hvis jeg ikke hjælper ham, er der ingen andre, der gør, tænkte hun.
For Dorthe var det en hård kamp at finde en løsning for Jørgen. Hvis jeg ikke hjælper ham, er der ingen andre, der gør, tænkte hun. Foto: TV 2

Planen om Schweiz løb ind i problemer. 

Dorthe og Jørgen havde svært ved at skaffe de penge, turen kostede.

De mange millioner, der engang stod på Jørgens konto, var væk efter flere forliste forretninger inden hjerneblødningen, og Dorthe forsøgte derfor at søge økonomisk hjælp fra venner og bekendte.

Sideløbende var hun stødt ind i et andet problem.

Loven i Schweiz krævede en mentalerklæring, for at Jørgen kunne få hjælp. Men alle de psykiatere, Dorthe var i kontakt med, afviste på grund af etiske årsager at lave en mentalerklæring.

Tiden gik, og planen om Schweiz løb så småt ud i sandet.

Josephine forstod sin fars ønske

square to 16x9
Josephine forstår sin fars ønske Foto: TV 2

Jørgens yngste og eneste datter med Dorthe, Josephine, havde ligesom sin mor og storesøster svært ved at acceptere, at hendes far ønskede at dø. Men med tanke på Jørgens personlighed og det liv, han havde levet, gav det også mening for hende.

Ved familiemiddage skulle hendes far altid være i centrum. Hvis han ikke var, så kom han, og han gjorde det gerne på andres bekostning.

Skulle Jørgen sidde i kørestol i 10 år mere af sit liv, ville han ende med at blive en sur, gammel mand, tænkte hun. Og det gad han ikke.

Hans mission i livet var slut. Han havde ikke mere, han skulle udrette og kæmpe for, tænkte hun.

Josphine følte en blanding af sorg og forståelse. Hun var klar over, at det kunne være svært for udenforstående at forstå, hvordan hun egentlig kunne acceptere sin fars ønske.

- Hvis man ikke selv har siddet i situationen, er det svært at forstå det, tænkte hun.

En ny mulighed opstår - måske

- Jørgen, i tv i aftes var der noget om en pensioneret læge - så du det?, spurgte Dorthe en dag i februar, hvor hun kom og besøgte Jørgen.

- Nej?, lød det fra Jørgen.

Dorthe var opstemt. En pensioneret dansk læge havde i Nyhederne fortalt, at han hjælper borgere med assisteret selvmord.

Hans navn var Svend Lings. Han var en del af netværket "Læger for aktiv dødshjælp".

- Er der lang kø? spurgte Jørgen.

- Det ved jeg ikke noget som helst om, svarede Dorthe.

Hun ville straks gå ind og skrive til lægen.

- Hvis det kunne ske herhjemme..., sagde hun til Jørgen og hentydede til, at det ville være rarere end at skulle til Schweiz.

- Det er da nummer ét. Og jeg synes stadigvæk, at den seng derinde ville være den bedste at sige farvel i, svarede Jørgen og pegede ind i sit soveværelse.

Svend Lings svarede hurtigt på Dorthes e-mail. Han forklarede, at han havde mistet sin autorisation som læge, og at han derfor ikke kunne hjælpe Jørgen.

De måtte tilbage og kigge på, om ikke Schweiz-planen alligevel kunne lykkes.

Lægen kan alligevel hjælpe

square to 16x9
Dorthe og Jørgen. Foto: TV 2

Et par dage efter Dorthes korrespondance med Svend Lings, vendte den pensionerede læge tilbage til hende.

Han sagde ja til at mødes alligevel. Jørgen og Dorthe var spændte.

Svend Lings satte sig i en stol overfor Jørgen og Dorthe. Han spurgte ind til Jørgens tilstand. Hvornår og hvordan hjerneblødningen var sket.

- Tror du, der er noget, jeg kan gøre for dig?, spurgte Svend Lings.

- Ja. Ja, det gør jeg. Det lyder sådan lidt, nåh ja ... Selvfølgelig kan vi det. Men vi håber, at du vil.

- Men nu skal I jo være klar over, at jeg har mistet min autorisation. Jeg kan ikke skrive recepter, sagde Svend Lings, men fortsatte så overraskende:

- Det betyder så ikke, at vi ikke kan finde en udvej. Det kan godt lade sig gøre.

Svend Lings var på dette tidspunkt politianmeldt og udmærket klar over, at hans metoder kunne betyde fængselsstraf for ham.

Han forklarede, at han hjalp folk med at skaffe nogle piller og instruerede dem i, hvordan de skulle tages.

Han indvilligede i at hjælpe Jørgen. Men familien måtte ikke være til stede, når Jørgen skulle tage pillerne, da de risikerede op til tre års fængsel.

De var alle glade for, at der nu måske var fundet en løsning, men tanken om, at Jørgen skulle være alene, når han døde, var svær.

- Jeg elsker dig fra nu og altid

square to 16x9
Jørgen og Dorthe besøgte Brabrand Kirke sammen. Han viste hende, hvor hans urne skulle ligge. Foto: TV 2

Efter ønske fra Jørgen, havde Dorthe inviteret familien hjem til sig en aften i maj i år. Da sushien var spist, rykkede de alle ind i stuen.

Det var denne aften, der ifølge Jørgen skulle være en festdag. For at fejre at han endelig skulle blive fri for sit liv.

Der var småkager på sofabordet, og de spiste is. Jørgen sad stadig i sin kørestol. Han var glad. Glad for den opbakning og støtte, hans familie havde givet ham. Alle havde sagt, at de respekterede hans valg, og det betød meget for ham.

Men han var også ked af det. Så kiggede han pludselig på uret.

- Jeg vil gerne hjem før tid, sagde Jørgen.

Tårerne begyndte at trille ned ad hans kinder. Det var første gang, Pernille nogensinde så sin far græde.

De græd alle. Skiftevis gik de hen til Jørgen, der sad i bilen.

- Jeg elsker dig fra nu og altid, sagde Dorthe.

Det var ikke et farvel, for Dorthe og Jørgen havde for længe siden aftalt, at det var et på gensyn.

Jørgen knugede Pernille helt ind til sig med sin venstre arm, han stadig kunne bruge. Han kunne ikke sige noget, fordi han græd så meget. Sådan stod de længe, indtil hun gav sit far et sidste kys og sagde farvel.

Til sidst var der ikke mere at sige. Ingen havde lyst til at give slip, men der var ikke noget at gøre.

Jørgen skulle af sted.

Jørgen døde ikke med det samme

square to 16x9
Pernille Vesterby. Foto: TV 2

En morgen i maj telefonen hjemme hos Dorthe. Det var fra plejehjemmet, hvor Jørgen boede. De forklarede, at han sov meget dybt og ikke kunne vækkes.

Dorthe ringede til Pernille.

- Er han ikke død?, spurgte Pernille.

- Nej, svarede Dorthe, der begyndte at græde.

Det sortnede for Pernilles øjne. Det var lige præcis det, de alle havde frygtet. Skrækscenarierne væltede rundt i hendes hoved.

- Hvordan skulle hans liv blive, hvis han vågnede?, tænkte Pernille.

Jørgens vejrtrækning var ikke normal. Han trak vejret meget langsomt og raspende. Han havde svært ved at få luft.

Sygeplejersken spurgte Pernille, om hun skulle køre hendes far på sygehuset.

- Nej, svarede hun, selvom hun mest af alt havde lyst til at sige: "Ja, kør ham da for fanden til Skejby."

Men Jørgen havde selv bedt om ikke at få behandling, hvis han blev syg igen.

Endelig fik han fred

Der gik to døgn, før Jørgen døde.

Han fik ikke den hurtige og nemme død, familien og han selv havde håbet på. Han lå bevidstløs, indtil han døde.

Jørgen blev ikke obduceret, og sagen blev ikke efterforsket. Officielt var dødsårsagen endnu en hjerneblødning.

Dorthe ved siden af kisten ved Jørgens bisættelse.
Dorthe ved siden af kisten ved Jørgens bisættelse. Foto: TV 2

For familien blev dagene, hvor Jørgen lå bevidstløs, noget af det hårdeste, de havde oplevet. Og at have mistet Jørgen var uendeligt trist, men samtidig var de overbevist om, det var det bedste for ham.

Han havde endelig fået fred.

Dokumentaren 'Jørgen vil dø' om Jørgen Vesterbys kamp for at få lov til at dø bliver sendt torsdag den 5. oktober klokken 20.00 på TV 2 og på TV 2 PLAY.