Italien har fået bremset flygtningestrømmen

16x9
Libyske kystvagter og lokale fiskere hjælper med at redde flygtninge i Libyen. Foto: MAHMUD TURKIA / Scanpix Denmark

Alle troede, det var umuligt at lave flygtningeaftaler med det kaotiske og berygtede land, Libyen. Men det er sket alligevel.

Hemmelige møder med indflydelsesrige stammehøvdinge, hærchefer, sultaner, munke, generaler og regeringsledere har ført til et stop for strømmen af overfyldte både på Middelhavet. Italiens indenrigsminister, Marco Minniti, har knoklet, siden han tiltrådte lige før jul.

Han er en diskret, men meget effektiv mand, der ikke bruger sin tid på tweets og talkshows. Sådan skriver ugemagasinet 'Espresso', som betegner ham som Italiens mest magtfulde mand.

Antallet af flygtninge og migranter, der kommer til Europa via Middelhavet, er faldet. Kilde: IOM
Antallet af flygtninge og migranter, der kommer til Europa via Middelhavet, er faldet. Kilde: IOM Foto: TV2

Marco Minniti har indført et nyt adfærdskodeks for NGO’er, der indtil denne sommer reddede størstedelen af migranterne på Middelhavet. De er nu næsten holdt op på grund af de nye stramme regler.

Derudover er der givet grønt lys for, at Libyens egen kystvagt må redde migranter ud for deres egen kyst. Noget, der var utænkeligt for nogle måneder siden - og ganske kontroversielt. For netop den kystvagt er ofte blevet sammenkædet med kriminelle bander.

Tilfredshed i EU

I EU har de også fået øje på manden, som nærmest ser ud til at have udrettet et mirakel. Minniti og Italien har fået meget ros og mange klapsalver fra højtstående folk i Bruxelles, men hans projekt vækker også kritik.

Langt de fleste migranter, der rejser igennem Afrika og Sahara for at nå til Europa, skal igennem Libyen. Dér møder de kyniske og brutale menneskesmuglere, der mishandler og flår dem for alt - både ejendele og værdighed.

De tjener astronomiske summer på denne moderne form for menneskehandel, og der har i mange år været stort fokus på at prøve at "ødelægge deres forretningsmodel". Men indtil nu er det aldrig lykkedes, fordi det er mange menneskers levebrød i Afrika, og de har hverken råd eller lyst til at opgive den.

Det har ændret sig efter en målrettet og intensiv diplomatisk indsats, suppleret med en kæmpe portion penge. Millioner der kommer både fra Italien og EU. Millioner, der måske bliver til milliarder.

NGO’er er frustrerede

I slutningen af august mødtes EU-Parlamentsformanden Antonio Tajani med Frankrigs præsident Emmanuel Macron, Tysklands kansler Angela Merkel, Italiens ministerpræsident Paolo Gentiloni og Spaniens premierminister Rajoy i Paris.

Ved den lejlighed bad han på EU’s vegne om et beløb svarende til det, EU har givet Tyrkiet for at stoppe flygtningestrømmen fra øst. Det vil sige seks milliarder euro.

Men hvad med menneskerettighederne? Hvad med de gruopvækkende forhold, migranterne lever under i Libyen?

Mange nødhjælpsorganisationer og humanitære sammenslutninger er fortvivlede og stærkt kritiske overfor den nye pagt, der er indgået med Libyen. Læger uden Grænsers talsmand skrev forleden: "Europa betaler Libyen for at mishandle folk".

Detentionscenter i Libyen. Ifølge centrets ledelse opholder der sig her omkring 1100 migranter.
Detentionscenter i Libyen. Ifølge centrets ledelse opholder der sig her omkring 1100 migranter. Foto: Lisa Maria Frendved Christensen / TV 2

Juncker sætter fokus på menneskerettigheder

I Strasbourg holdt EU-kommissionens formand Jean-Claude Juncker onsdag sin "State of the Union"-tale. Der satte han ord på situationen i Libyen:

- Vi må og skal forbedre leveforholdene for flygtninge i Libyen. Jeg gyser ved tanken om de skandaløse tilstande, der er i detentionscentrene dernede, sagde Jean-Claude Juncker.

For den italienske minister Minniti har hovedprioriteten øjensynligt været at få en aftale i stand for at nedbringe antallet af migranter. Det italienske samfund er voldsomt presset og lider langt mere under situationen end tidligere.

Men fokusset på menneskerettigheder eller mangel på samme i Libyen bliver ikke ignoreret. Minniti har meddelt, at han satser sin ære og karriere på at få forbedret tilstandene for migranterne med hjælp fra FN og internationale flygtningeorganisationer.

Spørgsmålet er nu, om aftalen holder. I august i år er antallet af ankomne migranter faldet med 86 procent. Det havde ingen turdet regne med i begyndelsen af sommeren.