Virksomhed indfører tvungen motion for ansatte - er man utilfreds må man finde et andet job

Undersøgelse viser, at et flertal af danskerne er positive overfor obligatorisk motion på arbejdspladsen. Ekspert forholder sig dog skeptisk.

- I fremtiden kommer vi til at køre en bootcamp. Er vi friske?

Sådan lød det, da administrerende direktør i virksomheden Chili Security Martin Larsen foran sine medarbejdere løftede sløret for, at de skal gennemgå et otte uger langt obligatorisk træningsforløb med en ekstern motionsekspert.

Chili Security i Odense, der arbejder med it-sikkerhed, har siden årsskiftet haft obligatorisk motion for sine 18 medarbejdere to gange om ugen i et forsøg på at nedbringe sygefraværet, men med det nye tiltag udvides ordningen.

Det nye forløb inkluderer nemlig også en særlig kostplan, som medarbejderne skal følge.

Medarbejdere glade for tiltaget

TV 2 var med, da medarbejderne i virksomheden onsdag i denne uge blev præsenteret for det nye træningsprogram, som bliver en del af deres aflønnede arbejdsdag.

Umiddelbart var de fleste ansatte glade for initiativet.

 - Jeg synes, det er megafedt. Det er over al forventning. Det kom sgu sådan lidt bag på mig, lyder det fra it-supporter i Chili Security Jonas Harlev.

Kollegaen Sendi Grabonjic er ligeledes positiv:

- Jeg er alenemor til tre små børn, og jeg har ikke tid til at træne og gå op i mig selv på den måde. Så at vi får det her på arbejdspladsen, det er råfedt, siger hun.

Medarbejderne i virksomheden Chili Security blev sendt i træningscenter kort efter, at deres chef havde fortalt dem, at de skal på et otte ugers obligatorisk træningsforløb.
Medarbejderne i virksomheden Chili Security blev sendt i træningscenter kort efter, at deres chef havde fortalt dem, at de skal på et otte ugers obligatorisk træningsforløb. Foto: TV 2

Mange danskere er med på ideen

Ligesom mange af Chili Securitys ansatte altså er positive overfor tiltaget, så tyder noget på, at mange andre danskere også er klar til, at deres arbejdsgiver indfører obligatorisk motion.

En undersøgelse foretaget af Megafon for TV 2 viser nemlig, at 48 procent af danskerne mener, at det er en god eller en meget god idé, at danske lønmodtagere får indført motion som en obligatorisk del af deres arbejde.

Forsker: Uforpligtende tilbud er fint

Men selvom mange danskere altså godt kunne tænke sig, at deres arbejdsgiver indfører obligatorisk træning som en del af arbejdet, så det ikke nødvendigvis en god idé.

Det mener Henrik Lambrecht Lund, lektor ved Institut for Mennesker og Teknologi på Roskilde Universitet.

- Der er mange, der opfatter denne type sundhedsfremme som et godt tilbud, men der er i høj grad også nogen, som synes, at det kan føles som en ekstra indsats, noget man skal kunne performe.

- Det kan meget let føles som om, der bliver presset noget ned over hovedet på en, og at det opleves som en krænkelse, siger Henrik Lambrecht Lund.

Han mener, at det kan være helt fint for virksomheder at stille gratis og uforpligtende tilbud såsom motionsrum til rådighed for medarbejderne. Men arbejdsgiveren bør tænke sig godt om, inden han eller hun forpligter sine ansatte til andet udover det arbejde, de er ansat til.

- Jeg vil som udgangspunkt anbefale, at man passer meget på med at forpligte medarbejderne, så de ikke føler sig pressede. For så bliver det et krav ovenpå en masse andre krav, som bidrager til oplevelsen af belastninger på arbejdet.

Utilfreds? Så find et andet sted at arbejde

Direktør i Chili Security Martin Larsen er dog overbevist om, at den tvungne motion er det rigtige valg for hans virksomhed.

- Hvis vi kan sørge for at effektivisere medarbejderne, når de er på job, og vi har mindre sygefravær, så er det alt værd, siger han og henviser til, at sygefraværet er faldet fra ni til tre procent siden januar, hvor han første gang gjorde motion til en del af arbejdet.

Ifølge Martin Larsen dækker indtægterne fra det lavere sygefravær udgifterne for den arbejdstid, der går til motion.

- Og så er jeg ikke i tvivl om, at vores medarbejdere er blevet mere effektive, når de er på arbejde, men det har jeg lidt sværere ved at måle, siger han.

Synes man som medarbejder hos Chili Security, at tvungen motion i arbejdstiden er en dårlig idé, er der en meget simpel løsning.

- Så skal de jo bare finde et andet sted at arbejde. Det er ret simpelt. Alle har et valg, siger Martin Larsen.