Sådan bliver prins Henriks næste tid

Både kongefamilien, pressen og danskerne skal forberede sig på en "ny tid" med prins Henrik efter udmeldingen om hans demenssygdom.

Som en naturlig konsekvens af prins Henriks demenssygdom skal danskerne indstille sig på at se en del mindre til den 83-årige prins, der altid har været kendt som kongefamiliens farverige, temperamentsfulde og humørfyldte medlem.

Dronningen og den kongelige familie har nemlig bedt om, at Prinsen får "den ro, som situationen påkræver". 

Familien kan opleve ændringer i personligheden

Omkring 70.000-85.000 danskere lider af demens, og onsdag meddelte kongehuset, at prins Henrik er blandt de mange, der er ramt af sygdommen.

Rigshospitalet forklarede i den forbindelse, at man kan forvente forandringer i Prinsens "væremåde, reaktionsmønstre, dømmekraft og følelsesliv, og at det kan påvirke samspillet med omverdenen".

Hvad er demens?

  • Demens er en fællesbetegnelse for en række sygdomme, hvor mentale funktioner bliver svækket.
  • Omkring 200 sygdomme kan føre til demens.
  • Man ved ikke, hvorfor demens opstår, men det skyldes altid forandringer i hjernen.
  • I Danmark lever 70.000-85.000 med en demenssygdom. Heraf har ca. 50.000 Alzheimers sygdom.
  • Der er cirka 8000 nye tilfælde af demens hvert år.
  • Demens er den femte hyppigste dødsårsag i Danmark.
  • Der er ingen helbredende kur mod Alzheimer. Man kan mindske symptomerne på nogle af de sygdomme, der giver demens. Derfor er det vigtigt at få stillet en diagnose.

Alzheimerforeningen.

Prinsens sygdom vil få en række forskellige konsekvenser. Først og fremmest vil den få stor betydning for hans familie på det personlige plan.

Professor i neurologi og leder af Nationalt Videnscenter for Demens Gundhild Waldemar forklarede onsdag på TV 2 NEWS mere om de typiske tegn ved demens og konsekvenserne for de pårørende:

- Personligheden vil ændre sig. Det er typisk noget, de pårørende kan mærke mere end vedkommende selv. Og det er typisk også noget, som er mere generende og bekymrende end den egentlige hukommelsessvækkelse, der følger med en demenssygdom, sagde hun og tilføjede, at hun dog ikke kunne udtale sig om prins Henriks konkrete situation.

Prins Henrik har sønnerne kronprins Frederik og prins Joachim samt otte børnebørn: (fra venstre) Athena, Christian, Felix, Henrik, Nikolai, Josephine, Isabella og Vincent.
Prins Henrik har sønnerne kronprins Frederik og prins Joachim samt otte børnebørn: (fra venstre) Athena, Christian, Felix, Henrik, Nikolai, Josephine, Isabella og Vincent. Foto: Scanpix

Det bliver dog efter alt at dømme netop ved begivenheder med familien, at danskerne måske stadigvæk kan få et glimt af prins Henrik.

Så sent som i sidste uge dukkede han nemlig op til sit barnebarn prins Nikolais 18-årsfødselsdag på Kongeskibet Dannebrog, hvor han blev mødt af klapsalver fra tilskuerne på kajen.

Det sidste kritiske interview med prins Henrik er blevet bragt i Se og Hør. Og formentligt i alle andre danske medier

Niels Pinborg, chefredaktør på Se & Hør

Hvad skal der ske med hans opgaver?

Hans sygdom får med stor sandsynlighed også betydning for kongefamiliens arbejdsfordeling. Prins Henrik vil nemlig skære ned, og man vil tage stilling til, hvad der skal ske med hans mange protektioner og æreshverv.

Prins Henrik er blandt andet protektor for Zoologisk Have, hvor han havde sit barnebarn prins Christian med i 2008 til åbningen af Elefanthuset.
Prins Henrik er blandt andet protektor for Zoologisk Have, hvor han havde sit barnebarn prins Christian med i 2008 til åbningen af Elefanthuset. Foto: Scanpix

Prins Henrik er i øjeblikket protektor for næsten 70 organisationer, fonde og klubber, heriblandt Røde Kors, Zoologisk Have og Danmarks Jægerforbund.

Kongehuset har endnu ikke oplyst, hvad der skal ske med Prinsens protektioner, men man kan nok forvente, at resten af kongefamilien vil hjælpe til, vurderer Billed-Bladets hofreporter Trine Larsen:

- Jeg synes på mange måder, at Kronprinsen og Kronprinsessen allerede er trådt i karakter og hjælper Dronningen. De er mere arbejdende på ting, som man normalt venter med, til man tager over.

Pressen har bragt det sidste kritiske interview

Fremover vil der også blive en markant ændring i pressens tilgang til prins Henrik, fortalte en række nyhedschefer onsdag.

- Der kan være situationer, hvor han optræder sammen med Dronningen, hvor vi kan fotografere ham og måske også citere ham. Men vi kommer ikke til at opsøge ham. Hverken på vej eller gade eller ved Chateau Cayx, sagde chefredaktør på BT Jens Grund til Journalisten.

Se & Hør: Vi vil behandle Prins Henrik respektfuldt

Se og Hør bragte i sommer et meget omtalt interview med prins Henrik, hvor han kom med flere kontante udmeldinger, blandt andet om sin hustru, som han mente burde gøre ham til kongegemal.

- Det sidste kritiske interview med prins Henrik er blevet bragt i Se og Hør. Og formentligt i alle andre danske medier, sagde chefredaktør på ugebladet Niels Pinborg til TV 2 NEWS og tilføjede:

- Det er klart, at denne diagnose betyder, at vi bliver nødt til at kigge på den måde, vi behandler prins Henrik på. Dels ud fra nogle helt almindelige menneskelige, anstændige principper. Men også fordi mediejuraen foreskriver, at folk, der lider af svær sygdom og måske ikke helt kan overskue konsekvenserne af det, de siger, skal beskyttes. Og det gør vi naturligvis også.