Kongehuset: Prins Henriks sygdom ændrer ikke på hans begravelsesplaner

Prins Henriks ønske om at blive begravet et andet sted end ved sin hustru er fortsat uændret.

Den 83-årige prins Henrik lider af demens. Det meddelte dronning Margrethe danskerne med inderlig beklagelse i en pressemeddelelse onsdag. 

Prinsens sygdom betyder, at der vil være forandringer i hans væremåde, reaktionsmønstre, dømmekraft og følelsesliv, forklarer kongehuset. 

Prins Henrik har været genstand for meget debat hen over sommeren, da han pludselig meddelte, at han havde droppet planerne om at skulle begraves ved siden af dronning Margrethe i Roskilde Domkirke ved et gravmonument til 29 millioner kroner. 

Men prins Henriks sygdom får ingen betydning for begravelsesplanerne, fortæller kongehusets kommunikationschef, Lene Balleby til TV 2. 

- Prins Henriks sygdom ændrer ikke på beslutningen om begravelsen. Det er vigtigt at holde tingene adskilt. Prinsens beslutning er ikke af nyere dato, udtaler hun. 

Prins Henrik har endnu ikke ønsket at oplyse, hvor han i stedet vil begraves, men hans søn kronprins Frederik har tidligere meddelt, at han er ked af sin fars beslutning. 

- Jeg har kun det at sige, at jeg er rigtig ked af min fars beslutning på rigtig mange områder. Mere kan der ikke siges om den her sag på nuværende tidspunkt, sagde han dengang. 

Prins Henrik gik på pension ved årsskiftet i 2016, men fortsatte med at passe nogle af sine protektioner og æreshverv. Vi kan dog forvente, at han vil neddrosle yderligere, og at der på ny vil blive taget stililng til hans protektioner, meddeler kongehuset.