Sådan taler du med et barn i sorg

Hvert år mister tusindvis af danske børn og unge en forælder. Voksne opfordres til at blive bedre til de svære samtaler af forfattere bag ny bog.

Da 18-årige Emilie Simonsen for to år siden begyndte i en sorggruppe, oplevede hun det som skamfuldt at være ked af det. 

- Hver gang jeg græd i skolen, løb jeg altid væk eller blev væk. For jeg gad ikke, at folk skulle se, at jeg var ked af det, fortæller hun.

Et forløb, hvor hun kunne tale med andre om tabet af sin far, har gjort, at hun er blevet mere bevidst omkring sin sorg.

- Det er okay at være ked af det. Det er jo en stor ting at miste en forælder, så det burde man ikke skamme sig over, siger hun. 

6000 unge mister en mor eller far

Emilie Simonsen er ikke ene om at stå med en sorg, der er svær at tale om. 

Ifølge foreningen Børn, Unge og Sorg mister cirka 6000 børn og unge under 27 år hvert år en forælder, og en del af dem oplever, at de ikke kan tale med venner, skolekammerater og voksne om deres tab.

Det mener flere eksperter på sorgområdet, som opfordrer til, at vi bryder tavsheden i en ny bog med titlen: 'Jeg vil gerne tale om min sorg'.

Emilie Simonsen fik hjælp til at tale om sin sorg, da hun mistede sin far.
Emilie Simonsen fik hjælp til at tale om sin sorg, da hun mistede sin far. Foto: TV 2

Bogen henvender sig til professionelle som lærere og læger, men budskabet gælder alle voksne, lyder det fra forfatterne i en pressemeddelelse. 

Se en liste med gode råd til at tale om sorg med børn nederst i artiklen

Forfatterne

En række eksperter indenfor sorgområdet står bag fagbogen 'Jeg vil gerne tale om min sorg': 

Psykologer Mai-Britt Guldin, Ditte Bruun Eriksen og Atle Dyregrov, sociolog Kari Dyregrov, direktør Preben Engelbrekt fra Børn, Unge & Sorg, Per Bøge og Martin Lytje fra 'OmSorg' ved Kræftens Bekæmpelse, Kristine Halling Kehlet og Gitte Frydendal Stark fra Center for Patientstøtte og terapeut Ingelise Nordenhof.

Får det langvarige konsekvenser? 

Oplevelsen af sorg er individuel for både børn og voksne, men følgerne af, at unge ikke får talt ud om et tab, kan være store.

- I første omgang bliver de ladt alt alene med en meget svær situation. Det belaster dem yderligere, og nu har de meget mere psykisk stress eller pres, de skal forvalte oveni. Så det svigter dem i en situation, hvor de har brug for ekstra støtte, siger psykolog Mai-Britt Guldin, der er medforfatter til bogen og som gennem en årrække har arbejdet med mennesker i sorg.

- Det, der bekymrer os, er, om de så finder en vej i det eller om det kan få langvarige konsekvenser, siger hun og nævner blandt andet depression og angst.

Herunder kan du få tips til, hvordan man som voksen skal forholde sig til et barn i sorg.

Det er medforfatter til 'Jeg vil gerne tale om min sorg', Per Bøge fra Kræftens Bekæmpelses 'OmSorgs'-enhed, som står bag listen: 

Sådan taler du med et barn i sorg

Forstå barnets adfærd

Bliver det stille barn mere stille eller det udadreagerende barn voldsommere i sin adfærd?
Vi reagerer alle forskelligt på sorg. Det kan være, at barnet ikke vil i skole, er mere tavs i timerne, forlader undervisningen eller er meget grådlabil. 
Barnet kan også blive mere støjende, larmende og opmærksomhedskrævende. Det kan skyldes, at barnet ikke får respons på det, barnet har behov for, og så virker dårlig opmærksomhed bedre end ingenting. 

Forvent ikke, at de selv siger noget

Alle børn vil gerne tale om deres sorg, men det er ikke alle, der er i stand til det.
De har aldrig oplevet sorg før, og de aner ikke, hvordan de kommer videre eller hvordan de skal agere.
Hvis barnet oplever voksne i den kærligste mening sige: "Du kan altid komme til mig, hvis du vil snakke", så oplever de det som en stor stopknap, og de henvender sig ikke.
Vi skal være den irriterende voksne, der henvender os og stiller spørgsmål til dem.

Stil åbne spørgsmål på barnets præmisser

Vær nysgerrig, empatisk og stil åbne spørgsmål som eksempelvis: 
- Jeg synes, det ser ud som om, du ikke har det så godt. Hvordan går det?
HV-spørgsmål er bedst, for så er barnet nødt til at reflektere og sætte ord på, hvordan de har det.
Men husk at samtalen er på barnets præmisser, så det behøver ikke være lange snakke. Når først fortroligheden er etableret, kan barnet også finde på selv at skabe kontakt. 

Vær ikke bange for pauser - og gentag hvad barnet siger

Lad barnet tænke sig om og vær ikke bange for stilheden. 
En anden måde at anerkende, at man hører, hvad barnet siger, er at gentage deres udsagn. Samtidig kan den voksne vinde lidt tid til selv at tænke over barnets svar.
Vi skal turde høre, hvad barnet siger og være i det - også selv om det kalder på tårer. 
Hvis barnet reagerer med vrede, så sker der en reaktion, og det kan man tage udgangspunkt i. 

Ræk ud efter hjælp

Kontakt altid skolen eller fritidsordningen som noget af det første efter et dødsfald. 
Lærere og pædagoger er neutrale og ikke tæt på det forfærdelige, der er sket. Mange forældre magter ikke at se sit barn så ked af det, da man selv bearbejder en dyb sorg.
Jo hurtigere alle parter kommer i dialog og ved præcis, hvad det handler om, jo bedre. 
 

Tro ikke, du ved, hvordan barnet har det

Nogle forældre har tendens til at tænke: "Det er mit barn, og jeg ved lige præcis, hvordan han eller hun har det".
Og så bliver vi overraskede, når det viser sig, at det ikke er rigtigt.
Når det handler om død og ulykke tænker vi, at det er lig med, at barnet er ked af det. Men det kan lige så godt være, at barnet er rasende eller har andre tanker.
Derfor er vi nødt til at italesætte sorgen og ikke bare regne med, at vi ved, hvordan de har det. 

Øjenkontakt er overvurderet

Når vi har øjenkontakt med børn, er det ofte, når vi er vrede og skælder ud og ikke, når vi er kærlige og nærværende, mener Per Bøge fra Kræftens Bekæmpelse. 
En måde at omgå det på, er ved at lave noget praktisk sammen og samtidig snakke om de svære ting: Gå en tur, lægge puslespil, nusse barnet i håret ved aftentid eller under køreturen i bilen.

Vær ikke bange for at give ærlige svar

En ansvarlig voksen er én, der siger sandheden.
Man skal selvfølgelig tilrettelægge svarene efter omstændigheder og barnets alder, og man behøver ikke fortælle alt - men man skylder barnet at være ærlig, når man bliver spurgt. 
Når barnet er gammel nok til at stille et spørgsmål, så er de gamle nok til at få et svar. 

Det er okay at blive berørt - men sammenbrud fjerner fokus

At fælde en tåre er solidarisk og empatisk, men bryder man sammen, er det fordi, man selv kæmper med noget, der skal bearbejdes. Et sammenbrud gavner ikke barnet. 
Der kan være perioder, hvor man ganske enkelt ikke kan snakke om de svære ting, og her kan man i stedet række ud til skolen, en god ven eller et andet familiemedlem. 

Du er ikke et overmenneske

At hjælpe et barn i sorg kræver ikke, at du er overmenneske - blot et medmenneske.
Det er den sværeste opgave, man kan pålægge en voksen. Men vi er alle sammen eksperter på livet, og det er altid bedre at sige noget end at lade være.