Voldsom naturbrand i Grønland kan ses fra rummet

16x9
Her er branden i det vestlige Grønland fotograferet fra rummet af satellitten Sentinel-2. Foto: Foto: ESA/Pierre Markuse

Et op mod 15 kvadratkilometer stort område er i øjeblikket i brand i det vestlige Grønland. Beredskabet skal nu vurdere, om naturbranden kan bekæmpes.

Branden blev konstateret for en uge siden ved Nassuttooq i et ubeboet område cirka 140 kilometer nordøst for Grønlands næststørste by, Sisimiut.

Umiddelbart er ingen menneskeliv i fare, men politiet fraråder al færdsel i området. Det skriver avisen Sermitsiaq.

Selvom det 15 kvadratkilometer store område er ubeboet, så tager myndighederne branden alvorligt.

- Det er den største brand, jeg kan erindre i min tid som beredskabschef, siger Bjarne Gregersen, beredskabschef i Qaasuitsup Kommune til Sermitsiaq.

Det vides endnu ikke, hvorfor branden er brudt ud, men området har i længere tid været præget af tørke.

Brandens udvikling følges tæt

På grund af tørken og brandens størrelse vil myndighederne nu overvåge branden fra en helikopter for at vurdere, om der kan og skal gøres noget for at bekæmpe branden.

- Vi vil vurdere, hvad der er teknisk muligt, og hvilke ressourcer vi har, når det gælder om at bekæmpe denne brand. Det er jo noget helt andet end at slukke en brand i for eksempel en bygning, siger beredskabschef Bjarne Gregersen til Sermitsiaq.

Derudover følger flere forskere også brandens udvikling via satellitter. 

Blandt andre Den Europæiske Rumorganisation lægger billeder fra satellitter ud, som siden bliver efterbehandlet. 

Dette er et af de første satellitfotos af branden.
Dette er et af de første satellitfotos af branden. Foto: ESA/Pierre Markuse / ESA/Pierre Markuse

I sidste uge kunne røgen ses i to kilometers højde. Ifølge Grønlands Radio, KNR, blev den blæst de 140 kilometer vestpå til Sisimiut, hvor røgen dog blev vurderet som værende ufarlig for mennesker.

Rensdyrjagten i området gik ind den 1. august
Rensdyrjagten i området gik ind den 1. august Foto: JONATHAN NACKSTRAND / Scanpix Denmark

Området bruges til rensdyrjagt

Branden er alvorlig, fordi det berørte område er et vigtigt jagtområde for rensdyr. Samtidig er jagtsæsonen begyndt den 1. august, så det er ikke utænkeligt, at der kan befinde sig jægere tæt på branden.

Myndighederne opfordrer til omtanke, hvis man opholder sig i naturen i det pågældende område.

- Det er meget tørt derude lige for tiden, så man skal virkelig passe på, hvis man tænder bål eller ryger, siger Bjarne Gregersen til Sermitsiaq.

Politiet og beredskabet vil tage stilling til, hvad de konkret kan gøre ved naturbranden, når de fra helikopteren har set, hvor alvorlig den er.