Virkelighedens Walter White: Tidligere kemilærer dømt for narkofremstilling

16x9
Her ses 'Breaking Bad'-skuespilleren Bryan Cranston, der spiller Walter White i hitserien. Foto: JIM WATSON / Scanpix Denmark

Politiet fandt ingredienser til fremstilling af metamfetamin til en værdi af over 280.000 kroner.

En tidligere kemilærer har produceret metamfetamin i sit hjem i staten New Mexico - ligesom den fiktive karakter Walter White gjorde det i den populære tv-serie 'Breaking Bad'. 

Det skriver nyhedsbureauet AP.

56-årige John W. Gose erkendte sig skyldig i fire anklagepunkter, og han blev idømt ni års fængsel, hvoraf de fem er gjort betinget.

I oktober blev den tidligere lærer anholdt, da politiet under en rutinemæssigt trafikkontrol fandt glasudstyr, plastikslanger og kemikalier, der bruges til fremstillingen af metamfetamin.

'Breaking Bad'-modstykke

Politiet opdagede derefter flere kemikalier og mere udstyr i Goses hjem i New Mexico.

Også retssagens implicerede lagde mærke til sammentræffet mellem den fiktive karakter og virkeligheden. 

- Alle kender til tv-showet, og selvfølgelig så vi paralleller med det samme, siger anklager Tomás Medina ifølge tv-stationen Kvia.

- Jeg tror, det er derfor, folk er så interesserede i denne historie. 

Også dommeren Fernando Macias kommenterede sammentræffet mellem virkelighed og fiktion:

- Det her er 'Breaking Bad'-modstykket i Las Cruces (by i New Mexico-staten, red). 

John W. Gose har undervist i blandt andet naturfag og kemi, og den tidligere lærer havde ingredienser til at fremstille narko til en værdi af over 44.000 dollar i gadesalg, hvilket svarer til mere end 280.000 kroner.