Google-robot producerer 20 millioner myg, som skal slippes fri i Californien

Det farligste dyr i verden er en myg. Myg dræber flere mennesker end alle andre dyr til sammen. Nu vil Google-firma bekæmpe myg med myg.

Hvert år dør flere end en million mennesker verden over som følge af myggestik. Det vurderer sundhedsorganisationen WHO. Langt de fleste dør af malaria, hvor en parasit bliver overført til mennesker af malariamyggen (Anopheles gambiae). Ifølge WHO dør der et barn hvert 30. sekund på grund af malaria.

Myggen her med navnet Aedes Aegypti er skyld i mange tusinde dødsfald på grund af sygdomme som zika og denguefeber
Myggen her med navnet Aedes Aegypti er skyld i mange tusinde dødsfald på grund af sygdomme som zika og denguefeber Foto: Scanpix

Men der er også en anden mygge-skurk, som er i stærk vækst. Der er tale om Aedes-myggen (Aedes Aegypti), som bærer vira, der kan udløse sygdomme som denguefeber, zika, gul feber og chikungunya, der gør hundrede millioner mennesker syge hvert år. Og sygdommene breder sig i en foruroligende hastighed.

Aedes Aegypti er udbredt i et bredt bælt omkring hele kloden. Den røde farve angiver de steder, hvor myggebestanden er størst.
Aedes Aegypti er udbredt i et bredt bælt omkring hele kloden. Den røde farve angiver de steder, hvor myggebestanden er størst. Foto: Creative Commons

Der findes ikke nogen effektiv vaccine eller behandling mod disse sygdomme. I flere lande, især i Syd- og Mellemamerika, er myndigheder begyndt at gasse boligkvarterer for at dræbe Aedes-myggen. Men det er ikke en langtidsholdbar løsning, for giften bliver med tiden mindre effektiv over for myggen. Samtidig er det heller ikke sundt for befolkningen, at blive udsat for store mængder insektgift. Det er heller ikke realistisk at fjerne de mange stillestående vandområder, hvor myggene yngler.

Også det mellemamerikanske land, Den Dominikanske Republik, er hårdt ramt af Aedes Aegypti. Her forsøger man som i mange andre lande at gasse myggen, men det er ikke en holdbar løsning i længden.
Også det mellemamerikanske land, Den Dominikanske Republik, er hårdt ramt af Aedes Aegypti. Her forsøger man som i mange andre lande at gasse myggen, men det er ikke en holdbar løsning i længden. Foto: Orlando Barria / Scanpix

Resistente myg udsættes   

Brasilien har været hårdt ramt af zika-virussen, som især er farlig, hvis Aedes-myggen overfører virussen til gravide. Det ufødte barn risikerer at udvikle sygdommen microcefali, hvor de fødes med unaturlige små hoveder og ofte med alvorlige misdannelser af hjernen.

Brasilien er særlig hårdt ramt med mange tilfælde af børn født med microcefali. Forskere mener, at sygdommen skyldes virusset zika, som overføres med Aedes-myggen.
Brasilien er særlig hårdt ramt med mange tilfælde af børn født med microcefali. Forskere mener, at sygdommen skyldes virusset zika, som overføres med Aedes-myggen. Foto: Nacho Doce / Scanpix Denmark

De brasilianske myndigheder afsatte derfor sidste år, hvad der svarer til 116 millioner danske kroner, til at udvikle myg, som er resistente overfor virus som zika og dengue. Myggene skal slippes ud i boligområder i Brasilien og Colombia, og man håber så på, at de udsatte myg vil parre sig med de lokale myg, og overfører gener, der gør, at de ikke kan bære virus.

Men det er kostbart projekt, og man kender ikke det endelige resultat.

Den gode og den onde myg   

I USA er et søsterfirma til Google, sundhedsfirmaet Verily, nu klar med en ny metode til at komme Aedes-myggen til livs. Aedes-myggen blev første gang registreret i Californien i 2013, og er siden blevet meget udbredt, især i Fresno-regionen. Derfor lancerede firmaet Verily i oktober sidste år projektet 'Debug Fresno'. Med gode myg skal de onde myg bekæmpes. Fredag gik ansatte i Verily i gang med at slippe de første af i alt 20 millioner myg løs i Fresno. I løbet af de næste 20 uger skal resten af myggene slippes løs.

Hver uge i de næste 20 uger vil denne varevogn fra Verily køre til Fresno og hver gang slippe en million myg løs.
Hver uge i de næste 20 uger vil denne varevogn fra Verily køre til Fresno og hver gang slippe en million myg løs. Foto: Verily

Men indbyggerne kan tage det roligt. Det er kun hanmyg, der udsættes, de kan hverken stikke eller overføre sygdomme, og så er hanmyggene gjort sterile. Ideen er, at de udsatte sterile hanmyg vil parre sig med de lokale hunmyg, som så lægger ubefrugtede æg. Dermed håber forskerne på, at myggebestanden med tiden uddør.

Robot sorterer hunner fra

'Debug Fresno' er et feltforsøg, hvor forskerne i Verily efter 20 uger skal vurdere, hvor stor en effekt de 20 millioner steriliserede hanmyg har haft. Bliver projektet en succes, er det planen at udsætte de steriliserede myg i de områder af verden, hvor myggen er årsag til flest dødsfald. Det drejer sig især om lande i Syd- og Mellemamerika, det centrale Afrika og Asien.

Hvis det projekt skal gennemføres, skal der produceres langt flere sterile myg end de 20 millioner myg, som Verily indtil nu har produceret.

- Hvis vi virkelig skal blive i stand til at hjælpe folk i hele verden, er vi nødt til at producere masser af myg, distribuere dem til de steder, der er brug for dem, og fremstille dem med meget, meget lave omkostninger, siger seniorforsker Linus Upson fra Verily til det videnskabelige magasin MIT Technology Review. 

Et billede inde fra Verilys kæmpe robot, der avler myg, kønssorterer dem, og gør hanmyg sterile.
Et billede inde fra Verilys kæmpe robot, der avler myg, kønssorterer dem, og gør hanmyg sterile. Foto: Verily

Og her kommer robotten ind i billedet. Robotten, som er udviklet af Verily, kan for det første sortere hanmyg fra hunmyg. Herefter udsætter robotten hanmyggene for det naturligt forekommende bakterie, Wolbachia, som gør hanmyggene sterile. Der er altså ikke tale om, at der bliver foretaget gen-manipulation af myggene for at gøre dem sterile.

De næste 20 uger vil der således blive sluppet en million sterile hanmyg ud hver uge i to boligområder i Fresno, hver på omkring en kvadratkilometer. For forskerne hos Verily bliver det 20 spændende uger. Det er nu, det skal vise sig om de mange måneders laboratorieforsøg også holder stik i virkeligheden.