Nyt rekord-forlig varsler hårdere kurs mod digitale sexkrænkere

En ung mand har valgt at indgå forlig efter 19-årige Sofie Slangerup sagsøgte ham for at dele en krænkende video af hende.

- Jeg kunne ikke være nogle steder. Jeg kunne bare mærke folks øjne i nakken, og jeg kunne ikke engang sidde på skolens gange uden at nogen, som havde set den eller kendte til den, sad og tog billeder af mig. Jeg var bare hende fra videoen.

Sådan fortæller 19-årige Sofie Slangerup om tiden efter at en intim video af hende, som hun ikke anede eksisterede, begynde at florere på hendes gymnasium. Det skriver Politiken

Med et civilt søgsmål har hun nu opnået forlig på 100.000 kroner fra den unge mand, som filmede hende, da de havde sex og senere delte videoen blandt sine venner. 

- Det giver mig en følelse af retfærdighed, siger hun til TV 2.

Hun havde først anmeldt delingen til politiet, men hun følte ikke, at sagen rykkede, så hun kontaktede advokat Miriam Michaelsen, som har beskæftiget sig med lignende sager.  

- Jeg håber, at det får en konsekvens. At man som ungt menneske i dagens Danmark tænker, at det altså har en konsekvens at dele de her billeder. Den information skal spredes. Og så skal man vide som krænket, at der er noget at gøre, siger advokaten.

Med forliget, som blev indgået i forsommeren, har Sofie Slangerup opnået den største erstatning for deling af seksuelle billeder, der er givet i Danmark. 

Højere straffe skal komme problemet til livs

De seneste år har medierne bragt en lang række historier om unge piger, hvis intime billeder og videoer er endt på nettet mod deres vilje. 

Advokat Miriam Michaelsen håber, at søgsmålet og forliget kommer til at rykke på procedurerne.

- Opgaven hedder, at alle, der er i berøring med de her sager, tager det alvorligt. Der taler vi ikke kun om politiet. Der taler vi også om anklagemyndigheden, som skal procedere i sagerne og dommerne, der skal forstå, hvad en deling på Snapchat eller Facebook egentlig betyder, siger hun.

Den nuværende strafferamme for deling af intimt materiale af særlig grov karakter er seks måneders fængsel, men de straffe, der tidligere er faldet, er endt langt derfra.

Blandt andet sagen om Mads Christian Lyhne, som fik 14 dages betinget fængsel for at dele en video af en mindreårig pige, som gav ham oralsex.

Der er desuden maksimalt givet 10.000 kroner i tortgodtgørelse i de sager, hvor der er rejst erstatningskrav.

Derfor rejste Sofie Slangerup et erstatningskrav på langt mere - nemlig 150.000 kroner. 

- Det første, vi gør, er at bede om et relevant beløb, som er højere end det, man gør normalt. Så er det op til dommeren i sidste ende, hvor meget der skal gives i tortgodtgørelse, siger Miriam Michaelsen.

- Men første skridt er, at krænkerne overhovedet skal for en dommer. Men det sker langsomt, siger hun. 

Ministeriet går ind i sagerne

I kølvandet på de stadig grovere sager har Straffelovrådet på opfordring af Justitsministeriet undersøgt lovgivningen omkring krænkelserne. 

- Vi kunne se en adfærdsændring i befolkningen - især blandt unge og i forbindelse med samlivsophævelser - omkring de digitale sexkrænkelser, som var meget omtalte, hvor internettet blev brugt meget aktivt ved at lægge sexbilleder ud. Det har været dybt krænkende for dem, som er blevet afbilledet, siger formand for Straffelovrådet og præsident for Østre Landsret, Bent Carlsen.

Rådet er tidligere i år nået frem til den anbefaling, at strafferammen bliver skærpet på området, så domstolene kan idømme fængselsstraffe op til to års ubetinget fængsel for særligt grove krænkelser.

Anbefalingen bygger på, at krænkelserne og konsekvenserne er blevet langt mere alvorlige og vidtrækkende i takt med, at brugen af internettet og de sociale medier er øget.

- Også i forhold til yngre mennesker, der lægger billeder ud, mener vi, at der i visse tilfælde er behov for en lidt hårdere straf for at markere, hvor krænkende det er. På den måde håber vi at dæmme op for den type kriminalitet, siger han.

Omfattende konsekvenser

Spørger man advokat Miriam Michaelsen, handler det i høj grad om, at de omfattende konsekvenser for pigerne bliver gjort klart - også for domstolene, som skal afspejle det i deres straffe.

Det bakker seniorrådgiver i Red Barnet, Gitte Jakobsen, op om. Red Barnet har i de første seks måneder af 2017 fået lige så mange henvendelser om deling af intime billeder, som i hele 2016:

- De siger, at det er som at gå nøgen i skole. De bliver udstillet, ydmyget, nedværdiget. De fortæller om, at de ikke kan sove, har ondt i maven og ikke kan koncentrere sig om uddannelse. Det har store psykiske konsekvenser, siger hun.

På grund af ferie har det ikke været muligt at få en kommentar fra justitsminister Søren Pape Poulsen (K).

Justitsministeriet skriver i en mail til Politiken, at ministeren på baggrund af betænkningen vil fremsætte et lovforslag om at udvide strafferammen i efteråret.