Kronprinsesse Victoria fylder 40 år: Her er hendes op- og nedture

Den voksne tronfølger er populær, men rampelyset og presset på den rolle, hun skal udfylde, har til tider været en hæmsko, fortæller hun.

Victoria er slet ikke født til det. Da den lille ny i den svenske kongefamilie så dagens lys i 1977, var det kun drenge, der ifølge den svenske lov kunne overtage tronen. 

Men inden længe vedtog Riksdagen en grundlovsændring, der gav kongens og dronningens lille pige titlen som kronprinsesse. 

En titel med et stort ansvar, hun langt fra havde begreb om, og som til tider har været en udfordring.

Det fortæller hun i et interview med SVT i anledningen af sin 40-års-fødselsdag, som hun helst selv havde forbigået i tavshed.

- Det er jo bare et tal. Et tal, som jo er midt i livet.

Men som svensk tronarving er det skarpe hjørne ikke til at tie ihjel, og derfor bruger Kronprinsessen opmærksomheden til at gøre status.

- Det er gået vældig hurtigt, så jeg ser det lidt som en mulighed for at stoppe op og reflektere. Jeg kan ikke rigtig identificere mig med, at jeg er 40, siger hun til SVT.

Kronprinsesse Victorias liv
1977
Victoria bliver født
Kronprinsesse Victoria TV 2
Kronprinsessen fødes den 14. juli 1977 som prinsesse af Sverige. 
1979
Prinsessen bliver tronarving
Kronprinsesse Victoria TV 2
Den svenske Riksdag vedtager en grundlovsændring, der betyder, at det bliver det førstefødte barn, og ikke den førstefødte dreng, der arver den svenske trone. Loven træder i kraft ved årsskiftet mellem 1979 og 1980, hvormed prinsesse Victoria bliver kronprinsesse.    
1983
Victoria starter i skole
Kronprinsesse Victoria TV 2
Skoletiden tilbringes på Ålstensskolan i Bromma nær Stockholm. Hun beskriver sin skoletid som alle andres, bortset fra at hun ikke går på fritidshjem og må bruge ekstra tid på læsning, da hun kæmper med ordblindhed.
1995
Kronprinsesse Victoria bliver myndig
Kronprinsesse Victoria TV 2
Dagen markeres med en offentlig begivenhed, hvor Victoria holder sin første officielle tale. Hun siger, hun er klar til at løfte sin del af de officielle forpligtelser og dermed hjælpe kongen og dronningen. 
1996
Victoria bliver student
Kronprinsesse Victoria TV 2
Hun dimitterer fra Enskilda Gymnasiet i Stockholm.
1997
Stikker af til Frankrig
Kronprinsesse Victoria TV 2
Kronprinsessen rejser til Angers i Frankrig, hvor hun studerer et år på Université Catholique de l'Ouest.
1997
Ramt af spiseforstyrrelse
Kronprinsesse Victoria TV 2
Efter flere spekulationer omkring kronprinsessens svindende vægt bekræfter hoffet, at hun lider af en spiseforstyrrelse. Hvilken uddyber de dog ikke. 
1998
Studier i USA
Kronprinsesse Victoria TV 2
Kronprinsesse Victoria føler sig jaget af pressen. Derfor beslutter hun i samarbejde med kongefamilien endnu engang at forlade Sverige. Hun rejser til USA, hvor hun studerer på Yale University i to år frem til 2000. Hun bor hos en svensk familie og går i behandling for sin spiseforstyrrelse. 
2001
Victoria møder sin kommende mand
Kronprinsesse Victoria og Daniel Westling TV 2
Hjemvendt fra USA og fri af sin spiseforstyrrelse vil Victoria i gang med at træne. Hun finder en diskret Fitnessklub i Stockholm, og her møder hun Daniel Westling. Han er hendes nye personlige træner, men han bliver også hurtigt en ven og med tiden en kæreste. 
2009
Forlovelse
Kronprinsesse Victoria forlover sig. TV 2
Kronprinsesse Victoria og Daniel Westling beslutter at forlove sig efter mange års venskab, der voksede til kærlighed. 
2010
Kronprinsessen gifter sig
Kronprinsesse Victoria og prins Daniel. TV 2
Victoria giver sit ja til Daniel Westling under stor mediebevågenhed ved et storslået bryllup i Stockholm i juni 2010.  
2012
En ny tronarving kommer til
Prinsesse Estelle TV 2
Den 15. februar føder kronprinsesse Victoria sit første barn og endnu en svensk tronarving. Den lille ny er en prinsesse, der får navnet Estelle. 
2016
Endnu et skud på stammen
Kronprinsesse Victoria med sin familie. TV 2
Victoria er i dag mor til to, efter hun sidste år fødte sit andet barn, prins Oscar. 

Ualmindeligt barn med almindelige vanskeligheder

Som tronfølger med offentlighedens øjne hvilende på sig konstant er der ikke meget rum til at træde ved siden af.

Men på ét punkt skilte Victoria sig ud som barn. Som flere andre medlemmer af den svenske kongefamilie er hun udfordret af at være ordblind. En svaghed, man må vinde over, når man står til at arve tronen.

- Det har absolut kostet ekstra slid og trættende øvelser, til man himlede med øjnene, husker kronprinsesse Victoria, der ellers beskriver sin barndom som meget normal, selvom hun langt fra var ligesom alle andre børn.

16x9
Kronprinsesse Victoria på sin allerførste skoledag på Ålstensskolan i Bromma nær Stockholm. Foto: TV 2

Hun takker sin mor for at have opdaget hendes udfordringer med at skrive og læse tidligt. 

- Det gælder om at få diagnosen tidligt og have nogle i sin omgangskreds, som forstår det og opdager det. Der findes værktøjer og teknikker, man kan tillære sig. Men får man ikke den hjælp tidligt, så kan det koste noget af selvtilliden, siger hun til SVT.

Kronprinsesse Victoria og hendes familie

Victoria Ingrid Alice Desirée blev født den 14. juli 1977 i Solna ved Stockholm.

Hendens navn er blandt andet til ære for hendes grandtante, danske dronning Ingrid. 

Kronprinsesse Victoria er ældste barn af svenske kong Carl Gustaf og dronning Silvia.

Hun har to yngre søskende, prins Carl Philip og prinsesse Madeleine.

Hun er gift med den helt almindelige svensker, Daniel Westling, i dag prins Daniel.

Sammen har de børnene prinsesse Estelle og prins Oscar.  

Syg og træt af opmærksomheden

Selvtilliden og selvbilledet blev i den grad en udfordring med årene.

Hun følte sig jaget af pressen, der havde en stigende interesse for den unge Victoria, hvis krop og væremåde til tider var et offentligt emne.

Ikke mindst i 1997, hvor hun pludselig ændrede sig drastisk. Hun havde ry for at være rund i kinderne, men mødte op til en gallamiddag i en overraskende mager udgave af sig selv.

16x9
Kronprinsesse Victoria ses her i april 1996 på billedet til venstre og i november 1997 på billedet til højre. Foto: Scanpix

Kort efter gik det svenske hof ud og bekræftede, at kronprinsessen led af en spiseforstyrrelse. 

- Jeg har haft meget angst gennem tiden. Ting og sager har ikke været lige let, forklarer hun i dag om årsagen til sygdommen.

Gemte sig i udlandet

Efter at have erkendt sit problem blev Kronprinsessen fritaget fra sine officielle forpligtelser og forlod offentlighedens nysgerrige og fordømmende blikke i Sverige.

I to år boede hun hos en svensk familie i USA, mens hun gik i behandling for sin sygdom og tog nogle fag på Yale University.

- Det var meget komplekst for mig og meget vigtigt også, at jeg fik hjælp til at rede trådene ud. Ingen skal have det dårligt. Man går glip af alt for meget. Det var afgørende, at jeg fik professionel hjælp og tid til at komme mig og til refleksion, siger Kronprinsessen til SVT.

16x9
Kronprinsesse Victoria har både brugt sine studieår i Frankrig og i USA, hvor hun tog til for at komme væk fra en voksende opmærksomhed. Foto: TV 2

Venskabet, der blev til kærlighed

Vejen ud af sygdommen skulle vise sig også at være begyndelsen på det liv, den populære tronarving lever i dag.

Et liv, der, udover de officielle forpligtelser hun for længst er vendt tilbage til, også byder på en rolle som hustru og mor.

Rask og hjemvendt fra USA var hun nemlig fast besluttet på at træne og holde sig sund.

I et diskret fitnesscenter for kendte personligheder mødte hun den helt almindelige svenske landsbydreng Daniel Westling. 

Han var hendes fitnesstræner, hendes ven og med tiden også mere end det.

16x9
Kronprinsesse Victoria med vennen Daniel Westling, der var hendes personlige fitnessinstruktør. I 2002 fik offentligheden færden af, at de to var mere end venner. Foto: TV 2

- Vi lærte hinanden at kende, og vi havde en lang periode, hvor vi omgik hinanden som venner og lærte hinanden at kende indgående. Kærligheden voksede frem og føltes virkelig naturlig, fortæller prins Daniel i anledning af sin hustrus fødselsdag til SVT.

Rørt til tårer

Mens Kronprinsessen husker en ven og kærlighed i Daniel, der hjalp hende fri af sygdommen og videre i livet, så tænker han tilbage på en ung kvinde, der var for hård ved sig selv.

- Hun har haft for høje krav til sig selv. Nu er hun mere balanceret og accepterer, at indimellem går det ikke, som man vil, siger han til SVT og fortæller, hvordan han ser på hende i dag.

- Hun er helt unik, synes jeg. Hun får mennesker til at kende sig selv og skaber en utrolig stemning, der hvor hun er. Hun styrker mennesker og har en positiv samlende kraft, siger prins Daniel med tårer i øjnene.

16x9
Kronprinsesse Victoria og prins Daniel på deres bryllupsdag den 19. juni 2010. Foto: TV 2

Hvorfor bliver du rørt?

- Vi snakker om min hustru. Det bliver 'too much' for mig, tror jeg, men jeg skal prøve at tage mig sammen. Det siger bare så meget om hende og den utrolige person, hun er, slutter han fødselsdagsinterviewet med SVT.

Prins Daniel og kronprinsesse Victoria har i dag to børn sammen, prinsesse Estelle og prins Oscar, og bor på Haga Slot ved Stockholm.

16x9
Kronprinsesse Victoria med sønnen prins Oscar og prins Daniel med datteren prinsesse Estelle. Foto: Scanpix