Nu skal 2.400 ton efterladt campingudstyr fjernes: Sådan rydder de op efter Roskilde

Oprydningen varer nok længere, end de fleste tror.

En uge med fest, øl, nøgne mennesker og masser af musik er netop slut.

Festivalpladsen og campingområderne er nu officielt lukket ned.

Fakta om Roskilde Festival 2017

  • Roskilde Festival varer otte dage mellem lørdag 24. juni og lørdag 1. juli.
  • Roskilde Festival har i alt ni scener: Orange, Arena, Apollo, Avalon, Pavilion og Gloria ligger på den indre festivalplads, mens Rising, Countdown og East ligger fordelt i campingbyen.
  • 180 navne er offentliggjort på plakaten i 2017.
  • Samlet set deltager 130.000 personer på årets festival.
  • Festivalen i 2017 er den 47. festival. Den første var i 1971.
  • Festivalområdet strækker sig over cirka 2.500.000 kvadratmeter. Det svarer til 350 fodboldbaner.
  • Gennemsnitsalderen for publikum er 24 år og 55 procent er singler.

Og der er ikke nogen tvivl om, at festen har sat sit præg på det 2.500.000 kvadratmeter store område uden for Roskilde, der den sidste uge har lagt græs til over 130.000 festglade mennesker.

Festivalen regner med at skulle fjerne cirka 2400 tons efterladt udstyr i løbet af de næste 20 dage, oplyser Hans Jessen, der er teamleder for affaldsindsatsen.

Nu skal det omfattende oprydningsarbejde i gang, og der er en helt særlig proces for netop det job.

Fælles oprydning: Søndag vil 310 frivillige opfordre og informere festivalens deltagere til at rydde op efter sig og tage alle deres ting med hjem. Alt der bliver efterladt på pladsen, bliver til affald. Festivalen bruger otte millioner kroner om året på affaldshåndtering.

Screening af camping: Søndag bliver hele campingområdet gennemgået, og farligt affald eller affald, der kan genanvendes, vil blive frasorteret. Det drejer sig om bilbatterier, små batterier, glasflasker og luftmadrasser.

Telte tjekkes: Når deltagerne har forladt campingområderne søndag klokken 16, tjekker festivalens sikkerhedsvagter alle telte igennem for, om der skulle ligge nogen og sove. Derefter hiver de stænger og pløkker ud af teltet og lægger det ned.

Journalist Lennart Sten har taget en tur rundt i det efterladte teltlandskab på Roskilde Festival 2017. Video: Maria Thuesen Bleeg

Til bunke: Når alle telte er tjekket, sendes de store maskiner ind. Først skubbes alt det store affald sammen i store bunker. Herefter bruges en ’strandrenser’, som samler det mindre affald i nogle lange rækker, som derefter kan samles i store bunker.

Neddeling af affald: Herefter puttes affaldet igennem en meget stor maskine - en slags stor persillehakker, som neddeler affaldet.

Forbrænding: Til sidst samles affaldet op i containere og køres til forbrændingsanlægget Kara/Novoren i Roskilde. Dette arbejde er overstået inden for de første to uger. Og så er de klar til finoprydning - hvilket er det, som tager lang tid.

Måneders håndpilning: Når det grove arbejde er overstået, starter pillearbejdet. Alt skal samles op. Det typiske restaffald er cigaretskodder, glasskår, metaldimser fra dåser, konfetti og kapsler. Efter det store affald er fjernet prioriterer festivalen, hvilke områder der er vigtigst at få finkæmmet først. Hvis der skal holdes et arrangement efterfølgende på nogle af områderne, så starter vi selvfølgelig dér først.

Samtidigt med oprydning tjekkes området også for eventuelle gravede huller, som opfyldes igen.

Det tager som regel indtil midt i oktober, alt efter vejret under og efter festivalen. Hvis det har regnet meget, er græsset vokset, og så tager det længere tid at få samlet alting ind.

Her fortæller Hans Jessen, der er teamleder for affaldsindsatsen på Roskilde Festival om det store oprydningsarbejde. Video: Maria Thuesen Bleeg