På vej til Sverige på ferie? Nyd det – der er plads og næsten ingen løftede pegefingre

16x9
Den svenske skærgård set fra en båd. Foto: Torben Christensen / Scanpix Denmark

'Forbudssverige' kaldte vi engang vores naboland. Men de har været friere end danskerne på mange områder.

Hvert år på denne tid spænder jeg og en kammerat et par kajakker på taget af bilen og sætter kursen mod den svenske skærgård nord for Oskarshamn.

Efter fem timers kørsel gennem rigtig mange juletræer er vi fremme ved et kæmpe maritimt naturreservat, som vi i tre dage padler rundt i. Uden at møde en eneste sjæl.

Vi sætter vores lille telt på skærene, laver mad på en spritbrænder og nyder den vide horisont, samt at der er højt til loftet og så godt som ingen spor af noget menneskeligt.

Det er luksus på et skyhøjt plan, hvor alle kan være med. Det er fravær af computere, mobil, mennesker, trafik og forventninger fra omgivelserne. Det kan kun lade sig gøre, fordi svenskerne praktiserer, hvad der står i deres nationalsang om ”du gamle, du fria”.

Sverige er gammelt – og frit. Frit tilgængeligt, og der er svimlende meget plads at boltre sig på, hvis man tager allemandsretten i brug.

Frihed er det bedste guld

Du skal selvfølgelig udvise almindelig anstændighed, som er gældende fra Malmø til Manchuriet. Der skal ryddes op. Men derudover kan du slå dig løs med rumpen ud af stråhatten og te dig, som du vil.

Der er ingen, der ser det. Du bliver ikke filmet, og du ender ikke på Facebook eller Instagram. Frihed er det bedste guld, som man siger. Det findes i Sverige.

Der er ikke mange steder i verden, hvor man ikke skal vise hensyn og tænke på både sin tale og gerning for ikke at såre eller støde nogen. For krænkelseskulturen rundt om i verden er ikke forbeholdt folk med religionen uden på tøjet.

Den lever også i bedste velgående i den stille dagligdag på vores europæiske breddegrader. Man må ikke svale sine hænder i Trevi-fontænen i Rom. Man må ikke gå med bare ben hér eller med bare arme dér. Forbud og formaninger, forventninger og fy-fy, hvis man ikke kender og efterlever den sociale kodeks. Det kan give stress, og det er ikke meningen med ferie.

Tag til Sverige, og tag det roligt. Uden for Stockholm hænger de sig ikke så meget i formerne. Især i den sydligste, og af mange danskere oversete del af Sverige, er vi danskere meget velkomne.

Det er gammelt dansk land, skåningerne elsker os, og mange af dem vil ”hjem” igen. Vi kan ovenikøbet tale sammen og forstå hinanden, hvis vi gør os lidt umage.

Der er ikke meget 'Forbudssverige' tilbage. Her vil nogle protestere og indvende, at svenskerne lider af overdrevent politisk korrekthed. At de har berøringsangst, når det gælder problemerne med den store indvandring.

Det er rigtigt til en vis grad – især på parnasset og i nogle medier. Men du skal jo hverken på parnasset eller i avisen, du skal ud i landet, ud på søerne, på havet og i skoven. Den såkaldte almindelige svensker diskuterer hjertens gerne problemerne med dig. Tag roligt emnet op, hvis du har lyst til det.

'Forbudssverige' kom især på alles læber i 80’erne, da den nu afdøde TV Avisen-journalist Mogens Behrendt skrev bogen 'Tilfældet Sverige' med en opremsning af alle forbuddene og formynderiet hinsidan. Vi danskere har som regel smilet lidt overbærende.

Lidt mere anstrengt er det blevet, når nogle institutioner afskaffer ”han” og ”hun” og indfører det kønsløse ”hen”. Det er mit indtryk, at svenskerne selv griner af det. De ved godt, det er pløk åndssvagt. Og jeg tror ikke, at en kat ville forstå dig, hvis du forsøger dig med ”hen”. Du kan tale frit.

Drikkepenge er ligesom i Danmark også en frivillig sag. På restauranter er service inkluderet i prisen, men hvis man synes ekstra godt om maden og behandlingen, kan man give lidt.

”Pas på med dansk humor”

I Danmark var det i mange år sådan, at man ikke kunne opdrive en liter mælk efter klokken 17.30. Det sørgede lukkeloven for. I Sverige blev den liberaliseret længe før Danmark. Det handler om frihed.

Jamen, sprutten! Den skal vi hente i dertil indrettede forretninger, Systembolaget! Ja, og hvad så? Du kan jo eventuelt tage den med hjemmefra. Det er også meget billigere.

Hvis du planlægger at drikke alkohol i ferien, så er det en god idé at medbringe den fra Danmark, hvor priserne ikke er på Systembolagets niveau.
Hvis du planlægger at drikke alkohol i ferien, så er det en god idé at medbringe den fra Danmark, hvor priserne ikke er på Systembolagets niveau. Foto: INTS KALNINS / Scanpix Denmark

- Vær forsigtig med den danske humor.

Det stod der engang på den danske ambassades hjemmeside i Stockholm.

- En vis forsigtighed bør iagttages med dansk humor, som bygger på selvironi, og som ofte kan misforstås.

Jeg ved ikke, om det kan gælde ved forhandlinger i forretningsverdenen. Men min erfaring er, at svenskerne ikke har det mindste problem med vores humor. For mange af dem begynder Sydeuropa, når de er kørt over Øresundsbroen, og de synes ofte, at vi danskere har et mere sangvinsk eller slagfærdigt gemyt, som de godt kan misunde os.

Trevlig semester i Sverige!