Fly ’rystede som en vaskemaskine’: Passagerer fik besked på at bede en bøn

Et fly fra AirAsia måtte vende om på rejsen, da der opstod tekniske problemer.

Passagererne på et AirAsia fly fik sig en ordentlig forskrækkelse, da de forleden var på vej fra australske Perth til Kuala Lumpur i Malaysia. Pludselig lød der et højt brag, som fik flyet til at ’ryste som en vaskemaskine’.

Lyden vækkede passageren Damien Stevens, der var på vej på ferie.

- Det rystede virkelig meget og var meget uhyggeligt, fortæller han til CNN.

Piloten konstaterede, at der var tale om en teknisk fejl. Derfor blev det besluttet at flyve Airbus 330-flyet tilbage til Perth. På det tidspunkt havde flyet været i luften i halvanden time.

Tilbageturen var bogstavelig talt en rystende oplevelse.

- Det føltes fuldstændig som at sidde ovenpå en vaskemaskine. Det hele rystede, siger passageren Brenton Atkinson til ABC News.

Pilot opfordrede til bøn

Ifølge CNN blev passagerne to gange bedt om at bede på grund af den alvorlige situation, og en af dem fortæller, at hun også kunne fornemme alvoren på flypersonalets reaktion.

- Han (piloten) sagde, ’jeg håber I alle beder en bøn; jeg beder også en bøn og håber vi alle kommer hjem i sikkerhed’, fortæller passageren Sophie Nicolas til det australske medie WA Today.

Flere passagerer optog flyets rystelser på video og lagde dem på nettet.

- Jeg troede, jeg måske skulle dø, skriver Instagram-brugeren ”maesaya”, der har lagt en video af rystelserne på det sociale medie.

A post shared by saya mae (@maesaya) on

Årsag til rystelser endnu ukendt

Efter lidt over tre timer i luften landede flyet i Perth. Det er uvist, hvad der fik flyet til at ryste, men flyselskabet skriver i en pressemeddelelse, at de er i gang med at undersøge årsagen sammen med deres motorproducent Rolls-Royce.

Ovenpå rysteturen har flyselskabet fået både ris og ros fra passagerne.

- Man sad og holdt vejret og kunne ikke sige noget, for børnene var med os. Gudskelov var piloten virkelig god, og han klarede det fantastisk. Det er jeg meget taknemmelig for, fortæller en unavngiven ifølge nyhedsbureauet AP.

I lufthavnen var redningsmandskab på plads for en sikkerheds skyld.
I lufthavnen var redningsmandskab på plads for en sikkerheds skyld. Foto: AP

Passageren Rasool Zareie var på hjem til Iran med AirAsia, og han var ikke tilfreds med flyselskabets håndtering.

- I sådan en situation har man brug for krisehjælp ... Min datter var så bange, og det var en meget voldsom og intens oplevelse for os, siger han til australske ABC News.