'Olsen-bandens' skaber får opkaldt vej efter sig: Men hvor skal den ligge?

16x9
Erik Balling er født i Nyborg. Foto: Foto: CUBO / Foto: CUBO

Han er et bysbarn, der fortjener at blive husket for eftertiden, mener kommunens borgmester.

Manden bag 'Olsen-banden' og 'Matador' bliver nu hædret i sin fødeby.

decms://bc3933c9b7c52f56708b46342e6dbf262532f24c

Nyborg Kommune vil nemlig opkalde en vej eller plads efter instruktøren Erik Balling, og de beder kommunens beboere om hjælp. Folk kan skrive ind til kommunen om, hvor de mener, at den "nye" vej eller plads skal være.

- Det er vigtigt for os, at vi tager en beslutning omkring placeringen i samarbejde med borgerne, og at det bliver en borgerlig proces. Det er trods alt noget, som påvirker den by, som vi alle deler, siger Nyborgs borgmester, Kenneth Muhs.

Borgmesteren mener, at det er oplagt, at Erik Balling skal have et eftermæle i Nyborg.

- Årsagen er jo, at Erik Balling er født i Nyborg, og han er om nogen et bysbarn, der fortjener at blive husket for eftertiden, siger han og fortsætter:

- De fleste har jo et forhold til enten 'Matador' eller 'Olsen-banden', og Erik Balling har selv skrevet, at han har fået inspiration til sine film og serier fra barndomstiden i Nyborg.

decms://3e01cb4457fb7feef2f44036326bf3371515d7f4

Erik Balling blev født i Nyborg den 29. november 1924, og han døde 19. november 2005. 

Han er af de fleste bedst kendt for at have instrueret 13 ud af 14 'Olsen-banden'-film og som instruktør af tv-serierne 'Matador' og 'Huset på Christianshavn'.

Derudover har han været instruktør på en lang række komediefilm som 'Sommer i Tyrol', filmene om 'Poeten og Lillemor', og 'Frede'-filmene. Filmen 'Midt om Natten' blev Erik Ballings sidste film som instruktør.

Kommunen har ikke sat begrænsninger på, hvilken vej eller plads som borgerne kan indstille til at få det nye navn: 'Erik Ballings Vej' eller 'Erik Ballings Plads'.

Har man et bud på, hvilken plads eller vej i Nyborg der skal opkaldes efter instruktøren, så send det til kommunen@nyborg.dk.