Araknofobi, flyskræk eller social angst – nu kan et par briller hjælpe

Virtual reality kan nu bruges i behandlingsterapi, hvor det udvider rammerne for, hvordan psykologer kan fremprovokere angstsymptomer.

Forestil dig, at du er så bange for, hvordan andre mennesker ser på dig, at du ikke tør gå på arbejde, en tur i biografen eller foretage daglige indkøb. Ja, du tør faktisk ikke gå udenfor din egen dør og må få familie til at klare de opgaver, som er absolut nødvendige.

Sådan er virkeligheden for mennesker, der lider af social angst. Et af dem er Brian Andersen, der i øjeblikket er sygemeldt.

- At gå ned en tur gennem gågaden… Og biografen. Det er umuligt at komme sådan nogle steder, fortæller han om sin lidelse.

Skal planlægge alt

Brian Andersen bliver derfor nødt til at træffe en række forholdsregler, inden han bevæger sig uden for sit hjem.

- Det er, hvor man skal hen, og om der er mange mennesker. Det kører det meget på. Når man skal ud af døren hjemmefra, så skal man have styr på, hvor man skal hen, og hvordan man kommer derhen, hvor man kan holde henne, når man kører i bil, siger han.

Kan tage første skridt med virtual reality

Men ny teknologi åbner muligheder for, at Brian Andersen og hans lidelsesfæller kan komme nærmere et normalt liv.

Værktøjet er virtual reality.

- I virtual reality kan du lave de indledende skridt til at komme ud i det virkelige liv og overvinde det, som du er bange for, siger psykolog og forsker Mia Lichtenstein fra Telepsykiatrisk Center.

Hjertebanken og kvalme

Symptomerne på social angst eller socialfobi, som lidelsen også kaldes, er mange og inkluderer typisk kombinationer af følgende: Hjertebanken, kraftig sved, tørhed i munden, rysten på hænderne, vejrtrækningsproblemer, kvalme og svimmelhed. Det skriver NetPsykiater.dk.

Det er symptomer, som Brian Andersen normalt ikke oplever i angstbehandlingen. Her befinder han sig nemlig i et lokale, hvor kun han og en psykolog er til stede, og derfor bliver den sociale angst ikke udløst. Men oplevelsen af symptomerne kan være en væsentlig del af behandlingen for angsten, og det er her, virtual reality kommer ind i billedet.

Udsat, men sikker

Med en virtual reality-brille kan Brian Andersen nemlig få oplevelsen af at bevæge sig rundt i en butik samtidig med, at han befinder sig i trygge rammer med en behandler. Brian Andersen føler sig simpelthen mere sikker i den virtuelle virkelighed, end han gør, når han er ude at gå med en psykolog.

- Det er en sikker måde at blive eksponeret på, siger Brian Andersen.

Psykolog Mia Lichtenstein forklarer:

- Det kan udfylde det her trin i behandlingen imellem det bare at sidde og snakke om udfordringer sammen med patienten og så til det at gå ud og gøre det i det virkelige liv, som kan være svært at kontrollere, og som kan være meget grænseoverskridende for de her patienter.

Samtidig kan behandleren hele tiden tilpasse virtual reality-oplevelsen patientens angstniveau.

- Så i virtual reality kan du faktisk møde virkeligheden samtidig med, at du sidder i et trygt kontrolleret rum, hvor vi kan styre, hvor svær den her udfordring skal være for patienten, siger Mia Lichtenstein fra Telepsykiatrisk Center.

Kan behandle andre fobier

Og det er ikke kun i behandlingen af socialfobi, at virtual reality kan være et vigtigt redskab. Det gælder også en hel række andre angstlidelser og fobier, fortæller Mia Lichtenstein.

- Fordelen ved virtual reality er, at vi kan skabe alle de scenarier, der er nødvendige for, at vi kan hjælpe vores patienter. Her kan du faktisk sidde hos psykologen i et trygt rum og blive udfordret for flyskræk, for slangefobier, for nåle eller for det at tage en tur i biografen eller tale til et møde.

Og brillerne virker for Brian Andersen. To gange i løbet af en halv time har han gået en virtuel tur igennem Imerco. Bagefter er han tydelig lettet og glad.

- Jeg gjorde det. Man er lidt stolt af sig selv, siger han med et smil på læben.

Brian Andersen med virtual reality-brillen, der placerer ham i situationer, der fremkalder let angst.
Brian Andersen med virtual reality-brillen, der placerer ham i situationer, der fremkalder let angst. Foto: TV 2