Dansk model ydmyget og fyret fra Louis Vuitton-show

16x9
Ulrikke Høyer er 'for stor' til at gå for Louis Vuitton. Foto: 2PM

Da Ulrikke Louise Lahn Høyer ankommer til Tokyo, starter et ydmygende forløb hos Louis Vuitton. Hun bliver blandt andet opfordret til at sulte sig.

Den danske 20-årige model Ulrikke Louise Lahn Høyer skrev torsdag et opslag, som er blevet delt verden over, og som har fået massiv international dækning.

Hun fortæller nemlig en historie, som modebranchen i mange år har forsøgt at gøre sig fri af. Nemlig historien om at blive kaldt for tyk, selvom hun passer butikkernes mindste størrelser.

- Jeg er lige kommet hjem fra Japan, hvor Louis Vuitton den 14. maj afholdte et smukt show i Kyoto. Jeg kom dog aldrig helt til Kyoto, for jeg blev aflyst, fordi jeg var "for stor". Jeg er en størrelse 34 / 36, skriver Ulrikke Louise Lahn Høyer i sit Facebook-opslag.

Men Ulrikke Louise Lahn Høyer er ikke bare en uheldig model, der er blevet brændt og derfor søger at få hævn over et af verdens største modehuse. Hendes vej til den brutale afvisning indeholder nemlig skræmmende afsløringer.

Måneder før showet havde modehuset Louis Vuitton vist interesse i at bruge Ulrikke Louise Lahn Høyer til deres show. Den danske model var dog tilbageholdende, for hun følte ikke, at hun fysisk var i 'show-form'.

16x9
Ulrikke lige efter hun er kommet hjem fra Japan, hvor hun blev afvist for at være 'for stor' og 'oppustet'. Foto: 2PM

Hun vidste godt, at hun måske lige målte en centimeter eller to for meget i forhold til, hvad kravene ofte er til shows. Louis Vuitton var dog vedholdende og insisterede på at flyve hende til en såkaldt 'fitting' i Paris dagen efter, hvor Ulrikke Louise Lahn Høyer skulle prøve det tøj, som skulle fremvises i Japan.

Hun blev øjeblikkeligt booket til showet i det asiatiske land.

 - Jeg blev glad for at vide, at selvom jeg ikke var i min tyndeste 'show-form', så ville Louis Vuitton stadig gerne have mig med til deres show, skriver Ulrikke Louise Lahn Høyer.

Problemerne opstår

Op til showet arbejdede Ulrikke Louise Lahn Høyer for at komme i 'show-form', og hun tabte sig 0,5 centimeter om hofterne. Da hun drog mod Japan, var hun altså mindre, end hun havde været til prøven i Paris.

Ifølge hende havde jeg en "meget oppustet mave", og hun tilskyndede mig til at sulte mig selv. Hun skrev: '"Ulrikke bliver nødt til kun at drikke vand de næste 24 timer"

Ulrikke Louise Lahn Høyer, model

Da hun ankom til Tokyo, opstod der dog hurtigt problemer. Hun prøvede tøjet igen og fik kort efter beskeden om, at den samme castingagent, som havde set hende i Paris, ikke var imponeret over hendes fremtoning i Japan.

- Ifølge hende havde jeg en "meget oppustet mave", og hun tilskyndede mig til at sulte mig selv. Hun skrev: "Ulrikke bliver nødt til kun at drikke vand de næste 24 timer". Jeg var chokeret, da jeg hørte det. Det var præcis det, jeg ville undgå, da jeg prøvede at aflyse showet i første omgang, fordi jeg var 'større', skriver Ulrikke Louise Lahn Høyer.

16x9
Ulrikkes hoftemål dagen efter hun er kommet hjem fra Japan, hvor hun er blevet afvist. Hendes hofter måler 91,5 centimeter. Foto: 2PM

Det findes ikke nogen 'normal' hofteomkreds for kvinder, da det afhænger af kropstype, men 90 centimeter anses ifølge diverse størrelsesguider for at være en størrelse xsmall / small.

Driver pigerne ud i spiseforstyrrelser

Det endte med, at Ulrikke Louise Lahn Høyer blev aflyst og sendt hjem til Danmark næste dag. Hendes danske agent fik forklaringen, at Ulrikke Louise Lahn Høyer både havde haft en oppustet mave, et oppustet ansigt, og hendes ryg havde set forkert ud.

Ulrikke Louise Lahn Høyer skriver slutteligt i sit Facebook-opslag, at hun ikke fortæller historien, fordi hun er sur over at have mistet jobbet. Hun følte, at de kunne have aflyst hende tidligere eller fortalt hende, hvis de bare ikke ønskede at bruge det tøj i deres show, som var blevet tildelt hende.

Hendes opfattelse er derimod, at nogle af de castingagenter, der arbejder i branchen, finder glæde i magten og i nogle tilfælde vil drive modellerne ud i spiseforstyrrelser for at opnå det perfekte udseende til et show.

Ulrikke Louise Lahn Høyer vil gerne have, at der kommer fokus på de krav, som modellerne møder i deres hverdag, om at være sygeligt tynde.

- Jeg kan ikke acceptere det 'normale' i sådanne menneskers opførsel. De finder nydelse i at have magten over unge piger og vil gå til det yderste for at tvinge dig til at få en spiseforstyrrelse, skriver hun.