Prinsesse Alexandra skal skilles

16x9
Prinsesse Alexandra af Berleburg og grev Jefferson skal skilles. Foto: Jeppe Michael Jensen / Scanpix Denmark

Efter 18 års ægteskab har prinsesse Alexandra og grev Jefferson besluttet at gå fra hinanden. 

Prinsesse Benedikte meddeler i en pressemeddelelse, at hendes datter prinsesse Alexandra og grev Jefferson skal skilles efter 18 års ægteskab.

- Det er en utrolig svær beslutning. Vi har kendt hinanden i 30 år, men er kommet til et punkt, hvor vi må erkende, at vi er vokset fra hinanden, udtaler prinsesse Alexandra.

Vil kæmpe for familien

Prinsesse Alexandra og grev Jefferson blev gift på Gråsten Slot den 6. juni 1998, og allerede året efter voksede den lille familie, da sønnen Friederich Richard Oscar Jefferson greve af Pfeil og Klein-Ellgut kom til verden på rigshospitalet i København.

I 2003 fik parret deres andet barn, Ingrid Alexandra Irma Astrid Benedikte komtesse af Pfeil og Klein-Ellgut. Børnene er i dag 17 og 13 år gamle.

- Vi afslutter ægteskabet, men forbliver sammen i forældreskabet. Hele familien, men naturligvis mest børnene, er - nu også efter min fars død - i en meget sårbar situation, og vi beder derfor om ro og respekt omkring den proces, vi skal igennem, siger prinsesse Alexandra med henvisning til hendes far, prins Richard, der døde i marts, 82 år gammel.

Dansk-tysk prinsessepar fra Paris

Prinsesse Alexandra og grev Jefferson boede i en længere årrække sammen i Paris, hvor prinsessen blandt andet arbejdede med verdenskulturarv for FN-organisationen UNESCO.

I 2013 flyttede de til tyskland, hvor grev Jefferson kommer fra, og hvor prinsesse Alexandras forældre, prinsesse Benedikte og prins Richard, boede. 

Prinsesse Alexandra er dansk statsborger, men hun er ikke en del af arverækkefølgen til den danske trone.