Formand for elever om eksamenssnyd: - Vi skal ikke straffe hårdere

Formanden for Danske Gymnasieelever mener ikke, at hårdere straffe er vejen frem, når det gælder om at komme eksamensnyd til livs.

12 rektorer fortæller til TV 2, at de oplever eksamensnyd som et stigende problem.

De peger på, at det særligt kan være adgangen til internettet, der kan være en fristelse, som er svær at modstå for eleverne.

Samtidig viser en rundspørge foretaget af TV 2 blandt mere en 1100 elever på STX, HHX, HTX og HF, at 6,5 procent af eleverne har snydt ved en skriftlig eksamen i gymnasiet.

Efter sommerferien træder en ny gymnasieaftale i kraft. Aftalen vil give mulighed for, at gymnasier sanktionerer hårdere ved eksamenssnyd.

Men formanden for Danske Gymnasieelever, Martin Thing, mener ikke, at forbud er vejen frem.

- Vi skal sætte ind forebyggende i stedet for at straffe hårdere, siger formanden til TV 2.

Formanden fortæller, at der altid vil være 'brodne kar', der vil snyde, men at vi skal have tillid til, at eksamensvagterne vil opdage dem.

- Vi skal stole på, at eksamensvagterne er gode til at opfange, hvis der sker mistænkelig aktivitet, siger Martin Thing.

Bekymrede rektorer

Rektor på Brøndby Gymnasium, Pia Sadolin, er bekymret.

- Vi oplever, at man via forskellige tjenester har adgang til kommunikere ud af huset eller med hinanden, uden at vi rigtig kan opdage det, siger hun til TV 2.

Pia Sadolin fortæller, at to elever sidste år blev bortvist, da de kommunikerede med hinanden under en skriftlig eksamen.

- Vi har en meget klar politik om, hvad man må og ikke må. Det er jo egentlig et udtryk for, at vi har en fornemmelse af, at der er flere, der snyder, og derfor er vi nødt til at have det her regelsæt, siger hun.

Indfører stikprøvekontrol

Rybners Gymnasium i Esbjerg er også et gymnasium, hvor man har oplevet eksamenssnyd. Gymnasiets rektor, Lars Henry Andersen, er klar over, at nogle af eleverne snyder under eksamen.

- Der har altid været nogen, der forsøger at snyde, og det vil altid være der. Sådan er vi som mennesker. Men vores opgave er selvfølgelig at forsøge at begrænse det mest muligt, siger han.

Lars Henry Andersen fortæller, at han overordnet har en tiltro til, at eleverne på Rybners Gymnasium overholder reglerne. Alligevel har det øgede brug af internet under eksamener fået ledelsen til at indføre nye regler.

- Vi har som noget nyt i år indskrevet i studiereglerne, at der kan blive udført stikprøvekontrol af elevernes computere efter eksamen, hvor vi undersøger logfilen og ser, om eleven har tilgået ting, som han eller hun ikke må.

- Samtidig indfører vi i år fælles forberedelseslokaler ved mundtlige eksamener, hvor vagter holder øje med eleverne, så fristelsen til snyd måske bliver mindre, siger han.

Pensionister kan ikke længere være vagter

Mange danske gymnasier har i de senere år åbnet op for brug af internet under eksamener, så eleverne kan få adgang til de noter og redskaber, som de benytter i dagligdagen.

Selvom Lars Henry Andersen anerkender væsentligheden i, at eleverne kan bruge dagligdagens redskaber, lægger han ikke skjul på, at udviklingen skaber udfordringer.

- Den teknologiske verden har bare udviklet sig så meget hurtigere, end vi næsten har kunnet følge med. Nogle af eleverne er hamrende dygtige til teknologi og internet.

- Det betyder, at de mennesker, der skal være vagter, ikke bare kan være pensionister, som vi havde tidligere – nu skal vagterne jo virkelig vide noget om, hvad der foregår på skærmene, siger han.

Formand vil have hårdere konsekvenser

Formanden for Danske Gymnasier – rektorernes forening – Anne-Birgitte Rasmussen, er enig i, at der er en risiko for snyd, når man vælger at åbne for internettet under eksamener. Men det er nødvendigt at give adgang til internettet, mener hun.

- Vi er nødt til at sikre, at de unge mennesker kan gå på nettet, fordi de skal blive dygtige til at begå sig ude i den virkelige verden, hvor de kan gå på nettet. Så de skal kunne bruge det under eksamen, men samtidig skal vi også sikre, at eleverne ikke gør noget, de ikke må, siger hun til TV 2.