Hvert tredje danske barn har motoriske vanskeligheder - og det giver problemer

Der skal sættes ind allerede i vuggestuerne, hvis børns motoriske vanskeligheder ikke skal få konskevenser

Når børn forventningsfulde og spændte for første gang træder ind i skolegården, klar til at lytte, lære og lege, er det langt fra alle, der har helt styr på, hvordan de bruger kroppen.  

Faktisk har hvert tredje barn en eller flere motoriske vanskeligheder. Og det er langt flere end for ti år siden.

- Børn spejler sig rigtig meget i voksne, og voksne sidder ned meget af dagen, og den her stillesiddende adfærd, den kopierer børn. Ipad’en, som er mange steder i børnefamilierne, den vinder over den aktive leg, fortæller Charlotte Runge, der er ekspert i børn og motorik og ejer af motorikcenter.dk.

Samtidig er forældre i dag alt for forsigtige, mener hun. Og også det har en afgørende betydning, når børn helt fra de er helt små, skal lære at kravle, gå og finde balancen.

- Voksne hjælper simpelthen børn for meget i dag. Vi taler jo om det her med curlingforældre. De gør mange ting for børnene i den bedste mening, men i virkeligheden så fratager vi børnene muligheden for noget vigtig læring.

Charlotte Runge er ekspert i børn, bevægelse og motorik.
Charlotte Runge er ekspert i børn, bevægelse og motorik. Foto: TV 2 / TV 2

Påvirker trivsel og indlæring

For nogen lyder det måske ikke som en stort problem, men det er det faktisk, påpeger Charlotte Runge.

For hvis børn ikke kender deres egen krop og kan bruge den, så kan det hurtigt betyde, at de falder uden for fællesskabet. Derfor er det vigtigt, at man allerede har fokus på det med krop og bevægelse, når børn går i vuggestue.

- Har du ikke en god motorik, så kan det være svært at være i legen, og så det kan betyde en eksklusion fra fællesskabet, og det har altså rigtig store konsekvenser for børns trivsel og læring. Hvis vi skal bruge for energi på at tænke på hvor kroppen er henne, så kan det være svært at frigive energi til læring også.

Et billede som pædagog Bettina Larsen genkender.

- De kan blive udadreagerende, slå og blive frustrerende og kede af det, fordi de har det i hjernen og gerne vil det, men ikke kan udføre det. Det oplever vi faktisk rigtig meget.

I Ringsted Kommune er samtlige personaler på vuggestueområdet sendt på kursus i motorik og bevægelse.
I Ringsted Kommune er samtlige personaler på vuggestueområdet sendt på kursus i motorik og bevægelse. Foto: TV 2 / TV 2

Sender alle på kursus i motorik

Hun er pædagog i Ringsted Kommune. Her har man netop afsluttet et halvt års kursus for samtlige dagpleje- og vuggestuepersonaler. Her har de lært om børns motorik og fået en masse redskaber til, hvordan de i hverdagen kan hjælpe børnene og udvikle deres fysik.

- Vi har haft et stigende antal henvendelser fra forældre, som synes, at deres børn var motorisk usikre og havde nogle problemer, og det ønskede både de og vores personaler mere hjælp til, siger Marianne Frederiksen, der er konsulent for dagtilbudsområdet i kommunen.

Derfor har kommunen brugt et par hundredetusinde kroner på at efteruddanne de i alt 150 dagpleje- og vuggestueansatte i kommunen.

- Det skal være noget, der batter. Det er så vigtigt, at børnene bliver motorisk stærke allerede, når de er helt små.

Tumlepakker i vuggestuen

I disse uger er der netop fokus på børns motoriske vanskeligheder. Børneulykkesfonden har i samarbejde med FOA, DGI og virksomheden Bobles, der udvikler multifunktionslegetøj til børn, lavet en kampagne, der henvender sig til børn i alderen 0-3 år.

Sammen har de lavet en ’tumle-pakke’, som daginstitutioner landet over kan få glæde af. Udover legeredskaber er der en guide til, hvilke øvelser personalet kan lave med børnene.

- Vi er meget opmærksomme på vigtigheden af, at børn bevæger sig og styrker deres motoriske udvikling. Vi oplever i øjeblikket en kedelig tendens, hvor stadig flere børn har store motoriske udfordringer, når de starter i folkeskolen. Ved at skabe fokus på vigtigheden af, at børn får stimuleret deres sanser, allerede fra de er helt små, håber vi at kunne bidrage til at bryde tendensen, siger generalsekretær i Børneulykkesfonden, Henriette Madsen.

Daginstitutionen Hoppeland på Amager.
Daginstitutionen Hoppeland på Amager. Foto: TV 2 / TV 2

En af de institutioner, der har købt pakken, er Hoppeland på Amager. Her bruger er meget tid til på bevægelse med børnene - og de er rigtig glade for de mange skumdyr, som de bruger, når de træner og leger med børnene.

- Det giver børnene rigtig meget. De træner jo deres balance virkelig meget på den måde. Desuden kan vi mærke, hvordan børnene elsker at lege med hinanden på og med legetøjet - de udfordrer hinanden i legen, og det lærer de bare rigtig meget af, siger pædagogmedhjælper Natascha Haagensen.